børneudsættelser

Børneudsættelser, udsættelse af nyfødte, begrundet i fx misdannelse, svagelighed eller i barnets køn. Børneudsættelser kendes fra adskillige kulturer og til alle tider, men det er ikke muligt at anslå omfanget af dem.

I den græsk-romerske verden praktiseredes børneudsættelser, og lovgivningen forbød hverken abort, drab på svagelige spædbørn eller udsættelse af sunde børn. Udsættelsen blev bestemt af barnets far eller ejer og var ikke identisk med mord. Ganske vist må disse børn hyppigt være døde, men døden var ikke den direkte hensigt. Barnet blev udsat, hvor mange færdedes, og de biologiske forældre vidste ofte, hvem der havde taget deres barn til sig. I alle sociale lag var økonomiske hensyn væsentlige ved beslutning om børneudsættelse. Fattige havde næppe råd til at opfostre alle børn, mens velhavende tænkte på arvens deling og døtres medgift. Et udsat barns fremtid afhang af, hvem der tog det til sig og med hvilke motiver. Det kunne opdrages som ens egne børn eller som slave, og en del endte som prostituerede i bordeller. Det er ikke muligt at afgøre den befolkningsmæssige konsekvens af børneudsættelserne. Svagelige børn, der døde, havde næppe overlevet alligevel, mens udsatte børn, der blev reddet, hyppigt opnåede at blive voksne og selv få børn.

Også i Norden havde man i hedensk tid den skik at udsætte børn, hvilket var en for perioden praktisk, socialt acceptabel handling, der blev anset for nødvendig. Årsagen kunne være vanskabthed, dårlige varsler før fødslen, fattigdom og mangel på mad, eller at barnet var resultat af en for samfundet uacceptabel forbindelse. Barnets køn synes ikke at have haft indflydelse på beslutningen om udsættelse, som skulle finde sted umiddelbart efter fødslen, og før den nyfødte havde diet. Først med kristendommens indførelse blev børneudsættelse forbudt; kirken anså det for en ukristelig og syndig gerning og sidestillede den med barnemord. Der synes dog at have været enkelte eksempler på udsættelse i kristen tid. Af norsk lovstof fremgår det, at det var tilladt at udsætte et stærkt vanskabt barn, men det skulle vises frem for præsten eller biskoppen og døbes, før det blev lagt på kirkegården.

Om end børneudsættelse var forbudt i det kristne Europa, blev nyfødte stadigvæk efterladt på mere eller mindre offentlige steder med udsigt til at dø. Det drejede sig især om børn af ugifte mødre, der ikke kunne klare den sociale udstødelse og det forsørgelsesproblem, som et barn født uden for ægteskab kunne give.

I århundrederne omkring år 1000 oprettede kirken i Italien og Frankrig stiftelser, hvortil uønskede børn kunne afleveres anonymt. Efterhånden fik alle europæiske lande sådanne institutioner, men de var størst og mest benyttede i de katolske lande. I disse stiftelser var dødeligheden betydelig, idet over 50% døde inden for et år. Se også hittebarn.

Andre blev lagt hen for at dø uden at blive "sat ud". I Danmark blev så sent som i 1903 et barn med stærkt misdannet hoved efter fødslen bragt til en læges klinik for at dø. Biskoppen afgjorde officielt, at barnet ikke skulle døbes, fordi det var en kødklump uden arbejdende hjerne.

I Kina har børneudsættelser ligesom drab af spædbørn, salg af børn og bortadoption været almindelig praksis blandt fattige familier op til midten af 1900-t. Børneudsættelse har ikke tidligere været mere udbredt i Kina end i andre samfund, men man har især skilt sig af med pigebørn. Drenge og jord var de to resurser, familien sidst gav slip på, fordi de sikrede dens overlevelse og videreførelse. Piger ville derimod under alle omstændigheder forlade deres forældre, når de blev gift. Udsættelse af børn skete med det håb, at nogen ville tage barnet til sig; derfor blev det ofte stillet ved en rig families hjem eller virksomhed. På samme måde bliver børn i Hongkong i dag stillet ved de store banker.

Med en politik, der har som mål at begrænse befolkningstilvæksten, og som kun tillader hvert ægtepar at få et eller højst to børn, er udsættelse af piger og handicappede børn af begge køn i 1980'erne dukket op igen i Folkerepublikken Kina sammen med kønsselektive aborter og drab på pigespædbørn. Omfanget kan aflæses i en betydelig skævhed i kønsfordelingen. Ønsket om en søn bunder i økonomiske hensyn og i en kulturel og moralsk forpligtelse til at føre slægten videre. Når forældrene sætter et barn ud, håber de at få tilladelse til endnu en graviditet, som måske resulterer i den ønskede søn. Børneudsættelser er ulovlige. Nogle af børnene kommer på børnehjem, hvorfra de kan bortadopteres til udlandet.