Scipio var en romersk familie inden for den corneliske slægt; den er mest kendt for en række hærførere. Bedst kendt er Scipio Africanus (Scipio den ældre), der slog den karthageniensiske feltherre Hannibal i slaget ved Zama i 202 f.v.t., og Scipio Aemilianus (Scipio den yngre, adopteret af Scipio Africanus' søn), som jævnede både Karthago og den keltiberiske by Numantia med jorden i henholdsvis 146 f.v.t. og 133 f.v.t.

Af de øvrige kæmpede Gnaeus Cornelius (d. 211 f.v.t.) succesrigt sammen med sin bror, Publius (d. 211 f.Kr., Scipio Africanus' far), mod Hasdrubal i Spanien under 2. Puniske Krig, men blev 211 f.v.t. slået og dræbt i slag.

Lucius Cornelius Asiaticus, søn af Publius og bror til Scipio Africanus, fik efter en tidlig militær karriere overkommandoen i krigen mod seleukidekongen Antiochos 3., som han i 189 f.v.t. besejrede i Slaget ved Magnesia. Efter triumftog blev han offer for politiske retssager, der bragte hans karriere til ophør.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig