Piso, romersk familie inden for den calpurniske slægt. Lucius Calpurnius Piso Frugi (100-t. f.Kr.) gennemførte som plebejertribun i 149 f.Kr. en lov om retsforfølgelse for provinsudsugelser og var politisk modstander af Tiberius Gracchus. Han skrev en omfattende romersk historie fra byens grundlæggelse til sin egen tid, men kun få fragmenter er bevaret. Lucius Calpurnius Piso Caesoninus (ca. 101-ca. 42 f.Kr.), Cæsars svigerfar, var konsul i 58 f.Kr. og fra da af Ciceros svorne fjende. Efter mordet på Cæsar søgte han forgæves at mægle mellem de stridende parter. Gnaeus Calpurnius Piso (d. 20 e.Kr.) blev i 17 e.Kr. af Tiberius sendt som statholder til Syrien, mens Germanicus havde overkommandoen over de østlige provinser. Der herskede åbenlyst fjendskab mellem de to, og efter Germanicus' død blev Piso beskyldt for at have forgivet ham samt anklaget for embedsmisbrug, men begik selvmord. Gajus Calpurnius Piso (d. 65 e.Kr.) har givet navn til den "pisoniske sammensværgelse" imod kejser Nero i 65 e.Kr. Han begik selvmord, da den blev afsløret.