Marcus Porcius Cato d.æ., Cato Censorius, 234-149 f.Kr., romersk statsmand og forfatter; oldefar til Marcus Porcius Cato d.y. Cato var en homo novus, 'ny mand', der som den første i sin familie trådte ind i senatorstanden og endog opnåede det højeste romerske embede, konsulatet, og bagefter det mest prestigefyldte, censorembedet. Cato var fortaler for de gamle romerske dyder, herunder en enkel livsstil, og modstander af græsk indflydelse på romersk kultur. Da han som censor fik til opgave at sørge for, at romerne levede i overensstemmelse med forfædrenes idealer, mos majorum, rensede han ud i senator- og ridderstanden, satte en stopper for skatteopkrævernes embedsmisbrug og begrænsede romernes privatforbrug, bl.a. ved at lægge skat på luksusvarer. På det militærpolitiske område er Cato især kendt for sin holdning til Roms gamle fjende, Karthago. Han skal have afsluttet enhver tale i Senatet med ordene: "I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges". Hans politiske indflydelse lå bag igangsættelsen af Den 3. Puniske Krig, der sluttede med Karthagos ødelæggelse. Cato var en fremragende taler og desuden den første betydningsfulde forfatter af latinsk prosa. Han skrev bl.a. et leksikon til brug for sin søn og en bog om landbrug, De agri cultura.