Marcus Atilius Regulus, d. ca. 250 f.Kr., romersk politiker. Regulus var konsul 267 og 256 f.Kr. og anførte en romersk invasion i Afrika under 1. Puniske Krig. Legenden fortæller, at Regulus efter et nederlag til karthaginienserne blev sendt til Rom på fredsmission, men frarådede fred og vendte tilbage til Karthago og en pinefuld død.