Julia, 39 f.Kr.-14 e.Kr., kejser Augustus' eneste barn. Julia var gift tre gange, og hendes ægteskaber indgik i den kejserlige dynastipolitik. Hun blev i 25 f.Kr. gift med Marcellus, søn af Augustus' søster Octavia; han var Augustus' formodede efterfølger. Efter Marcellus' død i 23 f.Kr. giftede Julia sig i 21 f.Kr. med Marcus Vipsanius Agrippa, der var en af Augustus' vigtigste støtter i hans magtkamp, og som bl.a. gennem sit ægteskab blev udpeget som en slags tronfølger. De fik i alt fem børn, bl.a. Agrippina den Ældre og Agrippa Postumus. Julias tredje ægteskab blev indgået året efter Agrippas død i 12 f.Kr. med den senere kejser Tiberius, søn af Livia, Augustus' tredje hustru.

I år 2 f.Kr. blev Julia anklaget for utroskab og af Augustus forvist til en lille ø, hvor hverken vin eller mænd måtte komme inden for hendes rækkevidde. I år 3 e.Kr. fik hun tilladelse til at bo i Rhegium (nuv. Reggio di Calabria) i Syditalien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig