Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hannibal

Oprindelig forfatter EChr Seneste forfatter Redaktionen

Hannibals felttog i 218 f.Kr. over Alperne med 37 elefanter har igennem århundreder udfordret fantasien, her i et koloreret træsnit efter en tegning fra 1866 af Heinrich Leutemann. Allerede under 1. Puniske Krig havde karthaginienserne brugt krigselefanter, som de hentede i Numidien. Ifølge den græske historiker Polybios opstod der problemer, da Hannibals elefanter skulle krydse Rhône. Dyrene turde ikke svømme over floden, og det var nødvendigt at flåde dem over; nogle blev grebet af panik og sprang i floden. Alle elefanter overlevede, kun et par førere druknede.

Hannibals felttog i 218 f.Kr. over Alperne med 37 elefanter har igennem århundreder udfordret fantasien, her i et koloreret træsnit efter en tegning fra 1866 af Heinrich Leutemann. Allerede under 1. Puniske Krig havde karthaginienserne brugt krigselefanter, som de hentede i Numidien. Ifølge den græske historiker Polybios opstod der problemer, da Hannibals elefanter skulle krydse Rhône. Dyrene turde ikke svømme over floden, og det var nødvendigt at flåde dem over; nogle blev grebet af panik og sprang i floden. Alle elefanter overlevede, kun et par førere druknede.

Hannibal, 247-183 f.Kr., karthaginiensisk feltherre. Ifølge traditionen blev Hannibal af sin far Hamilkar Barkas afkrævet et løfte om at nære evigt had til romerne. Han overtog kommandoen i Spanien i 221 f.Kr., og i en række hastige felttog erobrede han halvøen op til floden Ebro på nær byen Saguntum (nuv. Sagunto), som nu bad Rom om hjælp. Et romersk gesandtskab befalede ham at holde sig væk fra Saguntum, men efter dets afrejse angreb og erobrede han byen i 219 f.Kr. Dette udløste en romersk krigserklæring, som førte til 2. Puniske Krig. Med en stor del af sine tropper og 37 stridselefanter rykkede Hannibal gennem Gallien og videre i et dristigt felttog over Alperne ned i Italien. Han fik tilslutning fra gallerne på Posletten og tilføjede romerne knusende nederlag ved Pofloden, Trebia og Trasimenosøen. Han synes at have regnet med, at de italiske forbundsfæller ville falde fra Rom, som da ville være tvunget til at slutte fred. Da det ikke skete, rykkede han sydpå for at sikre forsyningslinjerne hjemmefra. I 216 f.Kr. tilføjede han den romerske hær dens hidtil største nederlag ved Cannae. Herefter tilbød han det romerske senat fred, men blev pure afvist. Adskillige byer i Syditalien sluttede sig nu til ham; andre erobrede han, ligesom han fik alliance med kong Filip 5. af Makedonien og med Syrakus.

I de følgende år erobrede romerne imidlertid ikke kun Syrakus, men også Spanien og slog Hannibals bror Hasdrubal, som var på vej med forstærkning. I 203 f.Kr. blev Hannibal kaldt hjem til Nordafrika, hvor han året efter led sit første og eneste nederlag ved Zama til Scipio Africanus. Efter fredsslutningen med Rom virkede Hannibal som politiker energisk for at bringe Karthago på fode igen; men ved rygter om, at han intrigerede med den seleukidiske konge Antiochos 3., flygtede han i 195 f.Kr. over til ham og bistod Antiochos i krigsførelsen imod romerne i øst. Efter Antiochos' nederlag flygtede Hannibal videre til kong Prusias 1. af Bithynien, men begik selvmord, da der ankom en romersk ordre om at få ham udleveret.

De bevarede proromerske kilder tegner et billede af Hannibal som den mest troløse og grusomme af alle punere, men kan dog ikke skjule, at han havde usædvanlig gode strategiske og taktiske evner som hærfører og tilmed blev nærmest forgudet af sine soldater.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Christiansen: Hannibal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88680