Fulvius

Fulvius var en romersk slægt af plebejisk oprindelse. Slægten stillede sin første konsul i 322 f.v.t., og siden optræder flere af dens medlemmer som magistrater og generaler.

Mest kendt fra republikansk tid er Quintus Fulvius Flaccus, der spillede en betydelig rolle under 2. Puniske Krig; Marcus Fulvius Flaccus, som støttede Gajus Gracchus og blev dræbt i 121 f.v.t., samt Fulvia, Marcus Antonius' hustru, som fik ry for at ophidse ham imod hans fjender efter mordet på Cæsar.

I kejsertiden spillede slægten fortsat en vis rolle; således blev Gajus Fulvius Plautianus prætorianerpræfekt under kejser Septimius Severus, men blev henrettet i 205 e.v.t. for en anklage om sammensværgelse, mens Fulvius Macrianus, der som feltherre forrådte kejser Valerian i 260 e.v.t., selv blev udråbt til kejser af sine soldater, men overlod magten til sine sønner Macrianus og Quietus, som begge blev dræbt efter et år.