Clodia, 1. årh. f.Kr., romersk patricierkvinde, gift med Quintus Metellus Celer og søster til Publius Clodius Pulcher. Clodia var involveret i adskillige politiske og romantiske intriger og som sådan en af Ciceros yndlingsaversioner. Det er sandsynligt, at hun havde et forhold til digteren Catul, og at den smukke, lidenskabelige og farlige Lesbia, som beskrives i hans digte, har hende som model.