Bulla Regia, antik romersk by i provinsen Africa Proconsularis, nuværende Hammam Daradji i Tunesien ca. 150 km V for Tunis by. Stedet var i 1.årh. f.Kr. en numidisk kongeby, hvilket afspejles i byens navn, idet regia betyder 'kongelig'. Under kejser Augustus blev Bulla Regia erobret af romerne, blev municipium omkring 110 e.Kr. og koloni under kejser Hadrian. Byen ligger i et frugtbart kornområde og må have været en forholdsvis rig by.

Der er bevaret betydningsfulde rester af den romerske by, bl.a. forum med capitol og Apollontempel; af særlig interesse kan nævnes et antal velbevarede villaer, hvis nederste etage er gravet ned i undergrunden for at beskytte beboerne mod sommerens hede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig