Faktaboks

Pertinax

Publius Helvius Pertinax

Født
126, Alba Pompeia, Italien
Død
28. marts 193

Pertinax var en romersk kejser, der regerede 87 dage i 193 e.v.t, efter at Commodus var blevet myrdet. Pertinax blev selv myrdet af prætorianergarden og blev efterfulgt af Didius Julianus.

Tidlig karriere

Pertinax blev født i Alba Pompeia i Ligurien i 126 e.v.t. og var søn af en frigiven slave ved navn Helvius Successus. Pertinax prøvede som ung at finde en levevej som underviser i grammatik, men havde begrænset succes og skiftede derfor karriere og blev officer i hæren. Han blev først sendt til Syrien under Antoninus Pius og havde herefter flere vægtige kommandoer i 160'erne. I årene 170-171 var han med til at jage en markomannisk hær ud af Italien.

Pertinax blev gjort til senator under Marcus Aurelius og blev endda konsul, det mest prestigefulde embede, i 175. Efter en periode med politisk isolation fra 182 til 185, blev han statholder i Britannien, hvor han slog et mytteri blandt soldaterne ned, og denne succes gjorde ham højst populær. Den samtidige historiker, Cassius Dio, fortæller endda en historie om, at folket i Rom, da en hest ved navn Pertinax vandt et væddeløb, udtrykte deres ønske om, at den kommende kejser skulle komme til Rom i stedet.

Pertinax som kejser

I 192 blev Pertinax præfekt i Rom og konsul for anden gang. Samme år, nytårsnat, blev Commodus myrdet i sit bad. Prætorianerpræfekten Quintus Aemulius Laetus havde været blandt dem, der fik Commodus myrdet, og han tog med det samme Pertinax med til prætorianernes lejr, hvor han blev udråbt til kejser. Han lovede soldaterne pengegaver, hvilket var almindeligt for en ny kejser. Herefter blev Pertinax også udråbt til kejser af senatet. I denne periode var det standardpraksis, at det i realiteten var soldaterne, der udråbte en ny kejser, hvorefter senatet bekræftede dette valg.

Pertinax var en energisk kejser, der forsøgte at reformere Roms finansielle system ved blandt andet at hæve andelen af sølv i mønter. Han opførte sig respektfuldt overfor senatorerne, i modsætning til Commodus, og præsenterede sig som en mere traditionel kejser efter Commodus’ udskejelser som gladiator. Pertinax forsøgte også at indføre en strengere disciplin overfor prætorianergarden.

Denne hårdere kurs overfor soldaterne udløst to attentatforsøg, der ikke lykkedes, men den 28. marts brød en gruppe soldater ind på det kejserlige palads og slog Pertinax ihjel. Cassius Dio understreger, at Pertinax kunne have forsvaret sig selv med de soldater, som han havde ved hånden, eller have flygtet, men Pertinax prøvede i stedet at intimidere soldaterne ved sin kejserlige autoritet.

Forskellige syn på Pertinax

Pertinax og hans regeringstid har udløst forskellige reaktioner: Han var et højst populært valg blandt senatorerne, og den samtidige senator Cassius Dio hylder ham på mange måder i sit værk. Cassius Dio understreger dog også, at Pertinax var for urealistisk i sine ambitioner: Han siger, at denne kejser ”ikke forstod, selvom han havde stor erfaring, at man ikke på sikker vis kan reformere alting på én gang og at specielt genopbygningen af en stat kræver både tid og visdom.”

Pertinax bliver kritiseret langt mere tydeligt som værende grådig og pengegrisk i Historia Augusta, et værk fra omkring år 400, men som sandsynligvis brugte Marius Maximus, der levede samtidig med Pertinax, som kilde til sit portræt af denne kejser. Der er således forskellige synspunkter i den antikke litteratur, men også den moderne forskning, angående Pertinax.

Efter Pertinax’ død blev Didius Julianus udråbt som kejser af prætorianergarden som følge af at have lovet en stor pengegave. Septimius Severus, den efterfølgende kejser, der væltede Didius Julianus af tronen, idealiserede Pertinax og ophøjede ham til gud, hvilket var almindeligt for populære kejsere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig