Marcus Vipsanius Agrippa, 63-12 f.Kr., en af kejser Augustus' væsentligste støtter ved dannelsen af principatet, det tidlige romerske kejserdømme; far til Agrippa Postumus.

Agrippas indsats var primært militær, især i år 31 f.Kr. i det afgørende søslag ved Actium, men ellers overalt i Det Romerske Imperium, hvor Augustus havde brug for hans assistance. Han avancerede til en art tronfølger, bl.a. gennem ægteskabet med Augustus' datter Julia i år 21 f.Kr. Umiddelbart derefter blev han udstyret med magtbeføjelser, som var på niveau med Augustus'.

Agrippa opførte i 27-25 f.Kr. det første Pantheon i Rom. Et verdenskort med kommentarer fra hans hånd er gået tabt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig