Lucius Junius Moderatus Columella, 1. årh. e.Kr., romersk forfatter. Columella var født i Spanien, men slog sig ned i Italien, hvor han ejede adskillige gårde. Omkring 60 e.Kr. skrev han en omfattende håndbog i romersk landbrug, De re rustica, der omfatter 12 bøger; særlig vindyrkning havde Columellas interesse. De to sidste bøger beskriver forvalterens og hans kones opgaver og rummer bl.a. en fuldstændig arbejdskalender.