• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Konstantin 1. den Store

Oprindelig forfatter TDam Seneste forfatter Redaktionen

Konstantin 1. den Store. Bronzestatuette, fundet i 1730 på en mark i Midtjylland; Nationalmuseet. Den dateres til ca. 400 og anses for en miniaturegengivelse af den bronzestatue, som kejseren ca. 330 rejste i Konstantinopel, hvor han var fremstillet som solguden Helios med strålekrans og med spyd og globus i hænderne. Endnu i sine senere år fastholdt Konstantin sin personlige opfattelse af kristendommen som fuldt forenelig med en kosmisk farvet kejserkult.

Konstantin 1. den Store. Bronzestatuette, fundet i 1730 på en mark i Midtjylland; Nationalmuseet. Den dateres til ca. 400 og anses for en miniaturegengivelse af den bronzestatue, som kejseren ca. 330 rejste i Konstantinopel, hvor han var fremstillet som solguden Helios med strålekrans og med spyd og globus i hænderne. Endnu i sine senere år fastholdt Konstantin sin personlige opfattelse af kristendommen som fuldt forenelig med en kosmisk farvet kejserkult.

Konstantin 1. den Store, Flavius Valerius Constantinus, ca. 280-337, romersk kejser, søn af Constantius 1. Ved faderens død udråbtes Konstantin i 306 af hæren i Britannia til kejser, og det følgende år ægtede han kejser Maximianus' datter Fausta.

Efter den ledende kejser Galerius' død i 311 forbandt Konstantin sig med kollegaen Licinius og fik dermed frie hænder til at underlægge sig Italien, hvor han i 312 besejrede kejser Maxentius i Slaget ved Den Milviske Bro nord for Rom; også Africa tilfaldt ham dermed.

Ved et møde i Milano 313 fastlagdes magtfordelingen mellem Konstantin og Licinius, men allerede i 316 erobrede Konstantin en større del af Balkan, og i 324 vandt han hele Romerriget.

Konstantin 1. sikrede i god tid successionen ved at gøre sine mindreårige sønner til medregenter. Derudover videreførte han kejser Diokletians reformer af rigsadministrationen, stabiliserede møntvæsenet ved sine emissioner af guldmønter (solidi) og fuldførte omdannelsen af det romerske militær, hvor en mobil felthær nu blev det mest betydningsfulde element. Rigsgrænserne sikredes, men et stigende antal germanere og andre nabofolk fandt optagelse i hæren.

Konstantin 1. udfoldede en omfattende byggevirksomhed, både verdslige basilikaer og kirker. Byzantion blev under navnet Konstantinopel nyanlagt og anerkendtes efter 330 som rigshovedstad på linje med Rom.

Annonce

Konstantin 1.s mest skelsættende betydning i europæisk historie beror på hans religiøse stillingtagen til fordel for kristendommen. Han gennemførte Galerius' toleranceedikt fra 311, greb ind i den donatistiske splittelse i Nordafrika og den arianske strid i de østlige provinser og præsiderede endda selv ved Nikæakoncilet i 325.

Den kristne kirke integreredes i rigsstyret, og kejserfamiliens eksempel fik stor betydning for de ledende klassers overgang til den nye statsreligion, der på længere sigt kom til at videreføre den antikke kulturarv. Selv lod Konstantin 1. sig døbe på dødslejet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Damsholt: Konstantin 1. den Store i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109416