Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Augustus

Oprindelig forfatter POErs Seneste forfatter Redaktionen

Augustus, Augustus Gajus Julius Caesar Octavianus, Octavian, 23.9.63 f.Kr.-19.8.14, Romerrigets første kejser fra 27 f.Kr.

Octavian, den senere kejser Augustus, blev født i Velitrae (det nuværende Velletri i nærheden af Rom) og fik ved fødslen navnet Gajus Octavius. Hans familie var ikke specielt fornem, men dog langt ude i familie med Julius Cæsar, hvilket skulle få stor betydning for Augustus' karriere.

Efter mordet på Cæsar i 44 f.Kr. viste det sig, at Augustus ikke blot var blevet adopteret af Cæsar, men også indskrevet som hovedarving i hans testamente. Augustus overtog dermed Cæsars formue og tilhængere, men var også forpligtet til at videreføre hans politik.

Annonce

På mordtidspunktet var han Cæsars næstkommanderende og befandt sig i Apollonia i det nuværende Albanien for at indlede et felttog mod partherne.

Augustus udviste en for en 19-årig usædvanlig dristighed og handlekraft. Han beslaglagde de midler, som var afsat til felttoget, vedgik testamente og adoption og vendte tilbage til Rom for at gøre op med Cæsars mordere.

Dette skete fra 43 f.Kr. i samarbejde med Marcus Antonius i det såkaldte 2. triumvirat, som også talte Marcus Lepidus. I Slaget ved Filippi 42 f.Kr. blev hovedmændene bag mordet på Cæsar, Brutus og Cassius, bragt af vejen, og Augustus kunne de følgende år koncentrere sig om den egentlige kamp om magten mod Marcus Antonius, som endte i 31 f.Kr., da Augustus' flådechef Marcus Vipsanius Agrippa slog Marcus Antonius og Kleopatra i søslaget ved Actium. Året efter begik Marcus Antonius selvmord, og Augustus var i realiteten enehersker i Rom.

Frem til 27 f.Kr. legaliserede Augustus sin magtposition og planlagde en reorganisering af Det Romerske Imperium, og en ny tid indvarsledes på begge områder.

Efter næsten et halvt århundrede med borgerkrig og uro indså Augustus, som også Cæsar havde gjort det, at både en styrkelse af centralmagten og en effektivisering af provinsadministrationen var nødvendig.

Gennem inddragelse af den traditionelt apolitiske romerske ridderstand skabte Augustus en række nye administrative poster: præfekter fx for byen Rom, for kornforsyning, brandvæsen og for visse særligt udvalgte provinser som fx Egypten.

Sin egen magt baserede Augustus på overtagelse af større eller mindre dele af de republikanske embeder. Han var hyppigt konsul, havde i hele perioden fuld tribunisk magt (se afsnittet Administration i Romerriget - historie) og beføjelser som censor, var pontifex maximus og førstemand, princeps, i senatet. Denne sidste ærespost gav navn til den nye styreform, principatet eller det romerske kejserdømme.

Fra 27 f.Kr. var kejseren med lovlige midler i stand til at beherske både den udøvende og den lovgivende magt samt valg af embedsmænd. Vigtigst var dog, at Augustus bevarede den militære magt ved ekstraordinært at få tildelt overkommandoen for 5- og 10-årige perioder resten af livet.

I 23 f.Kr. var Augustus nær blevet offer for en sammensværgelse og måtte justere ordningen, ligesom han gentagne gange de følgende år lod sig tildele specielle beføjelser for at kunne gribe direkte ind i krisesituationer såsom hungerkatastrofer, Tiberens oversvømmelse, uro i byen o.l. Men fra omkring 20 f.Kr. og frem til hans død forblev hans stilling uantastet.

De nye ordninger fungerede dog ikke uden problemer og accepteredes kun af den romerske befolkning, fordi de skabte fred og ro og dermed økonomisk fremgang. Det var dette forhold, som begrundede, at han fik tilnavnet Augustus ('den ophøjede') i 27 f.Kr.

Kejserdømmet var blevet en nødvendighed, fordi den voldsomme udvidelse af imperiet, som havde fundet sted de foregående 200 år, havde sprængt den gamle republikanske forfatning indefra.

Augustus' principielle holdning var, at Det Romerske Imperium ikke skulle udvides. Han udbyggede derfor grænseforsvaret ved Rhinen og Donau og intensiverede udnyttelsen af de allerede erobrede områder. Årene 20-13 rejste han rundt i imperiet med det formål at sikre en gnidningsfri forvaltning, herunder en effektiv opkrævning af skatter. Slutstenen på denne proces satte Augustus med indvielsen af Ara Pacis, det augustæiske alter for den romerske fred, på Marsmarken i Rom år 9 f.Kr.

De senere år blev hovedproblemet for Augustus at sikre den ny ordnings videreførelse. Han fik i sine tre ægteskaber kun ét barn, datteren Julia med sin anden hustru, Scribonia. Julia blev hjørnestenen i Augustus' successionspolitik, men da hendes børn med Agrippa døde unge, blev han i 4 e.Kr. mod sin vilje tvunget til at adoptere Tiberius, sin stedsøn af tredje ægteskab med Livia. Han overførte de næste år langsomt sine forskellige embeder til Tiberius, og den indenrigspolitisk set problemløse indsættelse af den nye kejser ved Augustus' død demonstrerede styrken i den ordning, han havde skabt.

I årene frem til 27 f.Kr. fremstod den unge Augustus som en skrupelløs politiker. Han spillede på alle strenge, både lovlige og ulovlige, og ryddede sine modstandere af vejen. Han udnyttede både den politiske og den materielle arv efter Cæsar optimalt og var i stand til at knytte dygtige personer til sig, blandt andre den politiske strateg Maecenas og den alsidige og meget kompetente Agrippa. Dem lyttede han til, og Augustus' største kvalifikation var måske, at han i udpræget grad kendte grænserne for sine egne evner og altid lod tingene udvikle sig langsomt.

Man kan diskutere, om den voldsomme fremfærd i hans unge år bundede i et simpelt ønske om at få magt, eller om han havde visioner om at reorganisere imperiet til gavn for alle dets indbyggere. Under alle omstændigheder udviklede Augustus sig til en landsfaderlig person, som gav udtryk for sine holdninger i både lovgivning om ægteskab og moral og i byggeri, som det fx kan ses i friserne på Ara Pacis og i det monumentale, store augustæiske forum i Rom.

Augustus udviklede en ideologi om de gode, gamle romerske dyder som samfundets fundament, hvad der også kommer til udtryk i hans egen bevarede beretning om sit styre, Monumentum Ancyranum. Han betonede, at han selv repræsenterede disse dyder, hvilket legitimerede hans usædvanlige magtposition.

Med årene opnåede Augustus meget stor popularitet, og efter sin død og bisættelsen i mausoleet på Marsmarken blev han guddommeliggjort.

Augustus' store fortjeneste var på kort sigt, at han skabte fred, på længere sigt, at han fastlagde rammerne for en ny styreform, som skulle vise sig at føre til økonomisk fremgang og at være stærk nok til at holde i næsten 300 år.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ørsted: Augustus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41982