Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Romerriget - historie

Oprindelige forfattere POErs og TDam Seneste forfatter Redaktionen

Romerriget. En romersk by bestod af selve bykernen og territoriet. Dette relief giver en rammende skildring af byens opdeling: Bag en høj bymur med porte ligger beboelseshusene efter en kvadratisk byplan, det såkaldte insula-system. Ude i territoriet lå landbrugsejendommene, villae rusticae. Relieffet, der stammer fra 1.årh. e.Kr., er fundet i Alba Fucentia, nuv. Albe øst for Rom; i dag er det på museet i Chieti.

Romerriget. En romersk by bestod af selve bykernen og territoriet. Dette relief giver en rammende skildring af byens opdeling: Bag en høj bymur med porte ligger beboelseshusene efter en kvadratisk byplan, det såkaldte insula-system. Ude i territoriet lå landbrugsejendommene, villae rusticae. Relieffet, der stammer fra 1.årh. e.Kr., er fundet i Alba Fucentia, nuv. Albe øst for Rom; i dag er det på museet i Chieti.

Romerrigets historie inddeles traditionelt i fire perioder: kongetid, republikansk tid, kejsertid og den senere kejsertid, først og fremmest ud fra forfatningsmæssige kriterier.

Kongetiden strækker sig frem til 509 f.Kr., da den sidste etruskiske konge, Tarquinius Superbus, blev fordrevet, og den romerske republik etableret.

Republikken

Essensen i skiftet fra kongedømme til republik var, at kongens magt nu blev delt og uddelegeret, således at den lovgivende magt kom til at ligge hos folket på folkeforsamlingen (comitia), den udøvende hos de valgte embedsmænd (magistratus), mens en form for rådgivende myndighed tillagdes et råd af afgåede embedsmænd, Senatet (senatus). I de følgende århundreder frem til kejsertiden udvikledes dette system. Romerne betragtede tredelingen af magten som fundamental og mente, at den var den egentlige årsag til den styrke, som lå bag skabelsen af riget.

Annonce

Historisk oversigt
-509 f.Kr.kongetid
509-27 f.Kr.republikansk tid
509 f.Kr.den sidste etruskiske konge fordrives fra Rom
387 f.Kr.gallerne hærger Rom
272 f.Kr.den græske by Tarento erobres af romerne, som herefter har kontrol med hele Den Italiske Halvø
264-241 f.Kr.1. Puniske Krig; resulterer bl.a. i etablering af Sicilien som den første romerske provins
218-201 f.Kr.2. Puniske Krig; romerne besejres i 218 f.Kr. af Hannibal ved Cannae, men ender med at vinde krigen
149-146 f.Kr.3. Puniske Krig; krigen ender med Karthagos totale ødelæggelse. Romerriget er herefter eneste magtfaktor i Middelhavsområdet
133-121 f.Kr.Graccherne forsøger at gennemføre jordreformer, men dræbes
91-89 f.Kr.Forbundsfællekrigen. Krigen ender med udbredelsen af romersk borgerret til hele Italia
88-82 f.Kr.borgerkrig mellem Marius og Sulla
60 f.Kr.det såkaldte 1. triumvirat (Pompejus, Crassus og Cæsar)
58-50 f.Kr.Cæsar erobrer Gallien
49-45 f.Kr.borgerkrig mellem Cæsar og Pompejus
44 f.Kr.Cæsar myrdes
31 f.Kr.Slaget ved Actium,Octavian besejrer Marcus Antonius
27 f.Kr.-ca. 250 e.Kr.kejsertid
27 f.Kr.Octavian antager titlen Augustus
9 e.Kr.tre romerske legioner udslettes i Teutoburgerskoven
69borgerkrig, det såkaldte firekejserår
96adoptivkejsersystemet indføres
166-173 og 177-180markomannerkrige
212Caracalla tildeler borgerret til alle frie mænd i Romerriget
250-480den senere kejsertid
312Konstantin anerkender og støtter kristendommen
330Konstantinopel bliver hovedstad på linje med Rom
378Slaget ved Adrianopel, hvor goterne besejrer romerne
380kristendommen bliver eneste tilladte statsreligion
395deling af Romerriget i en vestlig og en østlig rigshalvdel
410visigoterne under Alarik erobrer Rom
451Slaget ved De Katalauniske Marker, hunnerkongen Attilas angreb standses
480Julius Nepos dør, den sidste vestlige kejser

På folkeforsamlingen, som bestod af alle våbenføre mandlige borgere, blev lovene til, og her valgtes også embedsmændene. Afstemningsproceduren var betinget af formue, og i praksis havde de rige langt større indflydelse end de fattige. Antallet af valgte embedsmænd steg langsomt, og allerede ret tidligt aftegnedes et hierarkisk administrativt system.

Fornemme romere, som var rige nok til at påtage sig de ulønnede job som embedsmænd, indledte deres politiske karriere med det laveste trin på embedsstigen, kvæsturen. Kvæstors opgave var at forestå det offentliges regnskaber. Det næste trin var valg som ædil, hvilket indebar opsyn med selve byen Rom, afholdelse af offentlige fester og almindelige politiopgaver. Prætor, det tredje trin i karrieren, tog sig af retsvæsenet, og endelig kunne man, med de krævede intervaller mellem de enkelte embeder, i en alder af 42 år, nå det øverste trin, konsulatet. De to konsuler havde den øverste udøvende magt. De kunne give ordre ned i systemet, lede folkeforsamlingen og føre hæren i krig. Som afslutning på en lang karriere, men lidt uden for den normale magistratur kunne man blive censor. Censorerne fungerede omkring halvandet år og forestod offentlige licitationer, især af byggeri og skatteopkrævning. De kontrollerede også senatslisten og kunne udelukke senatorer.

Alle embeder, på nær embedet som censor, var etårige. En afgørelse krævede enighed, det såkaldte kollegialitetsprincip. I intervallerne mellem de enkelte embeder blev de afgåede embedsmænd sendt ud for at administrere de romerske provinser som guvernører, de såkaldte promagistrater.

Det er med denne relativt demokratiske struktur som basis, af romerne sammenfattet under betegnelsen senatus populusque romanus ('Senatet og det romerske folk'), at regionen omkring byen Rom, Latium, langsomt udvidedes. I en række kampe stækkedes de nærmestboende sabinere og volskere, og etruskerne trængtes tilbage mod nord. Den vigtige rival, Veji, blev erobret i 396 f.Kr., ni år senere var det endnu uudviklede Rom nær blevet løbet over ende af kelterne (gallerne). Internt var denne periode præget af stænderkampene mellem de indflydelsesrige patriciere og de fattige plebejere; de blev først bragt til ophør i 367 f.Kr. med de to stænders ligestilling. Ekspansionen fortsatte og gav anledning til en voldsom konfrontation mellem Rom og latinerne i 341 f.Kr., som endte med latinernes nederlag i 338 f.Kr.

Det romerske kerneland var hermed både politisk og socialt i ro, og i de følgende hundrede år udstrakte Rom sin magt til at dække hele Den Italiske Halvø (Italia). Det skete i ofte voldsomme kampe med især samnitterne 326-304 f.Kr., og kort efter, i 296 f.Kr., slog romerne en alliance af en lang række italiske folk ved Sentinum. I 272 f.Kr. faldt den sidste ikke-romerske by, den græske Tarento, som var blevet støttet fra Epeiros af grækeren Pyrrhos. Han var blevet slået afgørende allerede i 275 f.Kr., men hans forsøg på indblanding viser, at Romerriget nu blev betragtet som en magtfaktor i Middelhavsområdet. Hele Italia op til Pofloden i nord var nu romersk, og perioden frem til 146 f.Kr. blev præget af Roms ny status som stormagt.

Romerne kom nu i konflikt med Middelhavets anden store magtfaktor, Karthago, hvis indbyggere romerne kaldte punere. I alt udkæmpedes tre puniske krige (264-241, 218-201 og 149-146 f.Kr.). Især Den 2. Puniske Krig, som fra punisk side lededes af Hannibal, pressede romerne. I 218 f.Kr. led de et katastrofalt nederlag ved Cannae, men med en dristig strategi forlagde Scipio d.æ. krigsskuepladsen til Africa og afsluttede krigen til romernes fordel i Slaget ved Zama i 202 f.Kr. Karthago ødelagdes dog først i 146 f.Kr. ved afslutningen af Den 3. Puniske Krig, og på det tidspunkt havde romerne ganske langsomt bidt sig fast i hele Middelhavsområdet.

Under og i forlængelse af denne ekspansionsproces, som også omfattede omfangsrige kampe i Grækenland og Makedonien i begyndelsen af 100-t. f.Kr., oprettede romerne provinser, bl.a. Sicilien (241 f.Kr.), Sardinien (238 f.Kr.), i Spanien (198 f.Kr.), i Grækenland og i Nordafrika (146 f.Kr.). Snart efter havde romerne også provinser i Lilleasien (133 f.Kr.) og i Sydfrankrig (121 f.Kr.).

Omkring slutningen af 100-t. f.Kr. tegnede konturerne sig af et verdensrige, som dog netop nu rystedes kraftigt af social uro og borgerkrige. De dybere årsager hertil skal ses netop i den voldsomme udvidelse af den romerske magtsfære. Republikkens institutioner var indrettet efter at lede en relativt lille bystat, ikke et verdensrige. Brødrene Gracchus forsøgte sig med socialt orienterede jordreformer i 133 og 123 f.Kr., men begge brødre blev dræbt, da de gik det jordejende aristokratis interesser for nær. Som en udløber heraf gjorde italikerne oprør mod Rom for at opnå ligestilling 91-89 f.Kr. Denne såkaldte Forbundsfællekrig endte med, at romersk borgerret blev udstrakt til hele Italia, men gav også stødet til fortsat uro. Tiden prægedes af en række magtkampe, hvorunder den romerske hær kom til at spille en stadig større politisk rolle.

Med Sullas kamp mod Marius indledtes en 50-årig periode med borgerkrige. Sulla besejrede i 88 f.Kr. Marius og lod sig udråbe til diktator, men formåede ikke at reformere styret. I 60 f.Kr. forsøgte Pompejus, Crassus og Cæsar gennem en alliance, det såkaldte 1. triumvirat, at stabilisere forholdene, men i 49 f.Kr. brød en ny borgerkrig ud, denne gang mellem Pompejus og Cæsar. Efter sin sejr lod Cæsar sig udråbe til diktator, men blev myrdet i 44 f.Kr. uden at have formået at løse problemerne. Der var således åbnet for et nyt internt opgør.

Cæsars adoptivsøn, Octavian, og Marcus Antonius, som var i alliance med Egyptens dronning Kleopatra, tørnede sammen i Slaget ved Actium i 31 f.Kr. Octavian sejrede og stod nu over for den opgave at modernisere den romerske forfatning. At gribe til diktatoriske beføjelser, som Cæsar havde gjort, var udelukket. I 27 f.Kr. fik Octavian titlen Augustus, og i årene frem til sin død i 14 e.Kr. etablerede han langsomt en ny ledelsesform.

Romerske kejsere
principat
julisk-claudiske dynasti
27 f.Kr.-14 e.Kr.Augustus
14-37Tiberius
37-41Caligula
41-54Claudius
54-68Nero
68-69Galba
69Otho
69Vitellius
de flaviske kejsere
69-79Vespasian
79-81Titus
81-96Domitian
adoptivkejserne
96-98Nerva
98-117Trajan
117-138Hadrian
138-161Antoninus Pius
161-180Marcus Aurelius
161-169Verus
180-192Commodus
193Pertinax
193Didius Julianus
193-197Clodius Albinus
193-194Pescennius Niger
Severerne
193-211Septimius Severus
211-217Caracalla
211-212Geta
217-218Macrinus
218-222Elagabal
222-235Alexander Severus
soldaterkejserne
235-238Maximinus Thrax
238Gordian 1.
238Gordian 2.
238Pupienus
238Balbinus
238-244Gordian 3.
244-249Filip
249-251Decius
251Hostilian
251-253Trebonianus
251-253Volusianus
253Aemilianus
253-260Valerianus
2511/260-268Gallienus
268-270Claudius 2. Goticus
270Quintillus
270-275Aurelian
275-276Tacitus
276Florianus
276-282Probus
282-283Carus
283-285Carinus
283-284Numerianus
dominat
284-305Diokletian
285/286-305 og 307-310Maximianus
293/305-306Constantius 1.
293/305-311Galerius
305/306-307Severus
305/310-313Maximinus Daia
306/307-312Maxentius
308-324Licinius
306-337Konstantin 1. den Store
317/337-340Konstantin 2.
324/337-361Constantius 2.
333/337-350Constans
355/360-363Julian
363-364Jovianus
364-375Valentinian 2.
364-278, i ØstValens
367-383Gratianus
375-392, i VestValentinian 2.
379-395, i Øst og efter 392 i VestTheodosius den Store
383-388Magnus Maximus
392-394Eugenius
vestromerske kejsere
395-423Honorius
421Constantius 3.
423-425Johannes2
425-455Petronius Maximus2
455-456Avitus2
457-461Majorianus
461-465Libius Severus2
465-467interregnum
467-472Anthemius
472Olybrius2
473-474Glycerius2
474-475Julius Nepos
475-476Romulus Augustulus2
Vedrørende de østromerske kejsere, se herskerliste til Det Byzantinske Rige
1 Årstallet før skråstreg vil efterfølgende angive, hvornår personen er blevet cæsar, efter skråstregen, hvornår han er blevet augustus
2 Ikke anerkendt af kejseren i Konstantinopel

Kejserdømmet

Under borgerkrigene var rigets ekspansion fortsat. Cæsar havde indlemmet Gallien 58-50 f.Kr., og Augustus havde skudt grænsen frem mod nord og øst gennem anneksion af bl.a. det nuværende Schweiz, Østrig, Ungarn, Slovenien, Kroatien og Bulgarien. Et forsøg på at skyde grænsen fra Rhinen frem mod Elben måtte opgives, efter at hele tre romerske legioner i 9 e.Kr. blev massakreret i Teutoburgerskoven ved det nuværende Kalkriese SV for Bremen af cheruskerhøvdingen Arminius. Nordgrænsen konsolideredes herefter langs Rhinen og Donau, den såkaldte limes. Varige udvidelser af Romerriget skete herefter kun, da Claudius erobrede Britannia fra 43, og da Trajan gjorde Dacia til provins først i 100-t.

Det 1. årh. e.Kr. prægedes på det indre plan af forsøget på at centralisere den politiske magt i én person. Det skete gennem en nedtoning af Senatets og folkeforsamlingens indflydelse og ved at stramme grebet om hær, provinser og finanser. Det hørte med til det nye systems ideologi i al fald frem til Marcus Aurelius (i midten af 100-t. e.Kr.), at riget stadig betragtedes som en republik, det såkaldte principat: Folk og Senat var nok i princippet suveræne, men flere og flere beføjelser blev langsomt og legalt overdraget til en førstemand, princeps.

Med fastholdelse af et republikansk grundlag blev et af det ny styres største problemer kejserens valg af efterfølger. De julisk-claudiske kejsere (Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius og Nero) og de flaviske (Vespasian, Titus og Domitian) udpegede i praksis selv familiemedlemmer som arvtagere. Dog stod det allerede næsten fra begyndelsen klart, at den romerske hær nu spillede en væsentlig rolle i den politiske magtkamp.

Claudius blev i 41 valgt til kejser med prætorinergardens støtte, og i 69 udbrød regulær borgerkrig mellem rigets store generaler. Tre kejsere opnåede kejsermagten inden for dette såkaldte firekejserår, inden den sejrende Vespasian bragte ro.

Efter mordet på Domitian i 96 indførtes det såkaldte adoptivkejsersystem, som bestod i, at den siddende kejser i god tid valgte og sikrede sin efterfølger gennem adoption. Det gjaldt Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius; sidstnævnte brød dog traditionen ved at lade sin søn Commodus efterfølge sig.

De enkelte kejsere, med Vespasian som den første, kom ikke længere fra byen Rom, men først fra Italia og senere med Trajan fra provinserne. Det gjaldt også mange af senatorerne, rigets rigeste mænd. Således udvidedes grundlaget for den politiske magt langsomt fra Rom mod provinserne.

I erkendelse af de problemer, som administrationen af kæmperiget gav, indførtes allerede ved Antoninus Pius' død i 161 den praksis, at flere kejsere delte magten. Med Severerne (Septimius Severus, Geta, Caracalla, Elagabal og Alexander Severus) begyndte den ellers så stærke centralmagt at smuldre. Antagelig for at skabe et mere homogent og dermed stærkere samfund gav Caracalla i 212 romersk borgerret til alle mandlige, frie indbyggere i Romerriget.

200-t. hærgedes af en alvorlig økonomisk krise, bl.a. forårsaget af det stadig stigende pres på grænserne, især fra de germanske stammer i nord. De forårsagede en voldsom overførsel af resurserne fra syd mod nord og en generel kraftig forøgelse af skattetrykket, og fra Alexander Severus' død i 235 hærgedes riget af en lang række borgerkrige. Kejserne blev nu valgt ikke kun fra, men også af hæren. Riget blev kastet ud i en voldsom økonomisk, social og politisk krise, ofte benævnt det tredje århundredes krise eller soldaterkejsernes tid.

Administration

Romerriget blev på overfladen holdt sammen af en kombination af en lokal administration, som havde sæde i de enkelte byer, og en central administration i selve Rom. Det er ofte blevet fremhævet, at den romerske verden, fra i al fald Augustus og frem, var en verden af selvstyrende bystater. Administrativt bestod disse af en bykerne med opland, som blev styret af lokale embedsmænd (duoviri), en folkeforsamling og et byråd (ordo), hvilket var en kalkering af systemet i Rom. Byerne havde ikke samme status og indgik i et hierarki. Nederst fandtes civitates stipendiariae, som før 212 med tildeling af borgerret til alle mandlige, frie indbyggere var beboet af peregrini. Som belønning kunne disse byer få status som municipia og eventuelt senere som coloniae; i de sidste var indbyggerne fuldstændig ligeberettigede med romerne.

Betinget af klimatiske, etniske og politiske forhold organiseredes disse tusindvis af ofte meget små bystater i en overordnet administrativ ramme, en provins (provincia). I takt med ekspansionen var antallet nået op på ca. 45 i 100-t. e.Kr. Administrationen af provinserne var fra Augustus' tid delt mellem kejser og Senat. Af magtpolitiske grunde styrede kejseren de provinser, som husede langt hovedparten af den romerske hær (grænseprovinserne), mens Senatet stod for de fredelige, men også økonomisk vigtigste, fx Asia (Lilleasien), Baetica (Sydspanien), Gallia Narbonensis (Sydfrankrig) og Africa Proconsularis (Tunesien). I spidsen for hver provins stod en guvernør, som i Senatets provinser kaldtes proconsul, i kejserens legat. I begge tilfælde havde de en stab under sig og udøvede den fulde militære og civile myndighed i provinsen, dog med direkte ansvar over for hhv. Senat og kejser. Trods misbrug, især i republikkens tid, fungerede dette decentrale system udmærket i størstedelen af kejsertiden. Kejseren, som både teoretisk og i praksis havde den højeste civile og militære myndighed både i Rom og i provinserne, styrede systemet centralt vha. frigivne slaver og en række nye poster.

Dette var i virkeligheden en fortsættelse af det republikanske system. Augustus ikke blot effektiviserede strukturen, men supplerede den også med en række praefecti og procuratores, som alle havde ad hoc-opgaver. Det kunne fx være vigtige og politisk tunge poster som ledelsen af kornforsyning, opsyn med skatteopkrævning, byen Rom, kejserens garde i Rom, brandkorps, vejvæsen, minedrift og vandforsyning.

Finansieringen af hær og administration skete gennem opkrævning af skatter. Det foregik under opsyn af embedsmændene, i republikansk tid af censor og i kejsertiden af procuratores. Både de offentlige indtægter og udgifter blev varetaget af publicani, privatpersoner, som ved en auktion bød på statslige opgaver og derefter indgik en forpagtningsaftale med det offentlige. Den, som bød lavest på udgifterne til fx byggeri, leveringer til det offentlige eller vedligeholdelse af offentlig ejendom, vandt disse opgaver. Omvendt fik den, som bød højest på indtægterne (fx opkrævning af skatter), kontrakter herpå. Romerne opkrævede primært jordskatter, men også kopskatter og en række indirekte afgifter, fx arveafgift (5%), afgift på frigivelse af slaver (5%) og en almindelig omsætningsafgift (1%). Især tolden, portorium, var en vigtig indtægtskilde. Den opkrævedes først og fremmest af fiskale grunde ved en lang række toldstationer ved rigets grænser (5% af varens værdi) og ved import og eksport til og fra Italia (2% eller 2,5%). I perioder suppleredes indtægterne med rent rov, især i de ekspansive faser, fx kejser Trajans erobring af det guldrige Dacia i 106. Disse penge indgik i provinskassen i den givne provins, og overskuddet blev derefter overført til den centrale kejserlige kasse i Rom, fiscus; i republikansk tid til den egentlige statskasse, aerarium Saturnini.

Da romerne på intet tidspunkt skabte en egentlig offentlig sektor, men næsten alle offentlige opgaver udførtes ved licitation, og når byernes selvstyre tages i betragtning, var den romerske administration frem til senantikkens bureaukratisering af yderst ringe omfang.

Hær

Den romerske hær og flåde beskyttede riget mod ydre fjender, og den romerske hær udgjorde datidens mest effektive krigsmaskine. Fra at være ekspansionens fortrop i republikkens tid blev den i kejsertiden i det store og hele placeret ved grænserne, især ved Rhinen og Donau. Den oprindelige bondehær, som byggede på almindelig værnepligt fra 17-års-alderen, var opbygget i legioner. I princippet var den det romerske folk under våben, struktureret i enheder (centuriae) efter den enkeltes formue, dvs. efter hvilke våben man havde råd til at stille med. I slutningen af det 1.årh. f.Kr. reorganiserede Marius hæren og gav den den form, som stort set var gældende frem til kejser Konstantin 1.s reformer i begyndelsen af 300-t. e.Kr.

Militærvæsen

459862.501.jpg

Tegning: Beth Beyerholm.

Den romerske legionærs udrustning bestod af et brystharnisk med vandrette metalbånd, hertil kom skulderbeskyttere også af metal. Under rustningen bar han en knælang tunika af uld eller linned, på hovedet havde han en bronzehjelm med nakkeskærm, kindbeskyttere og en inderhjelm af jern, og på fødderne bar han lædersandaler; benene var udækkede af hensyn til bevægeligheden. Legionærens våben udgjordes af et kastespyd (pilum) med en længde på ca. 2 m, et tveægget sværd (gladius) på 50 cm og en dolk. Til at beskytte sig havde han et skjold.

Den romerske hær, der skulle sikre rigets grænser, hvor de var stationeret, bestod af hhv. legioner, der udgjordes af romerske borgere, og auxiliartropper (hjælpetropper), der bestod af ikke-romerske borgere; ved hjemsendelsen blev de romerske borgere.

En legion bestod af ti kohorter; hver kohorte bestod af seks centurier på hver 100 mand. Fuldt bemandet bestod en legion af 6000 mand, men sjældent var der så mange. Legionen blev ledet af legatus legionis.

Auxiliartropperne opdeltes i alae og kohorter. En ala udgjordes af kavaleri (rytteri) og bestod normalt af 500 mand opdelt i 16 turmae, evt. af 1000 mand i 24 turmae, og blev ledet af en præfekt. Kohorten bestod af infanteri (fodfolk), opdelt i enheder på 500 eller 1000 mand, som igen var underopdelt i centurier; de blev ledet af en præfekt eller en tribun.

Tjenestetiden for en legionær var 20 år, for en soldat i hjælpetropperne 25 år.

Efter afslutningen på de senrepublikanske borgerkrige reducerede Augustus det samlede antal af legioner til ca. 30, som næsten alle lå i faste, stenbyggede standlejre ved grænserne mod nord. Det er ved disse legionslejre, at byer som Köln, Strasbourg, Augsburg, Regensburg, Wien, Budapest og Beograd senere voksede frem. Legionerne suppleredes med et tilsvarende antal hjælpetropper, auxilia, som rekrutteredes blandt provinsboerne, og som i modsætning til legionerne bestod af mænd, der ikke var romerske borgere. Den samlede hær vurderes til at have bestået af omkring 300.000 mand.

Den romerske legionær tjente forholdsvis godt og kunne derudover regne med del i bytte og donationer ved kejserskift og jubilæer. Allerede under Augustus etableredes en pensionskasse for de hjemsendte soldater.

Flåden, som aldrig blev særlig stor, var placeret ved Ravenna, Misenum, Alexandria og Fréjus. Formålet var primært at beskytte og kontrollere Middelhavet, især mod pirater. Flådeafdelinger etableredes også på Donau og Rhinen og i Britannia.

I fredstid løste både hær og flåde civile opgaver, fx i forbindelse med byggeri af bl.a. veje og broer. Også almindelige politiopgaver var pålagt hæren, herunder beskyttelse af administrationen, ikke mindst skatteopkrævningen, af vejanlæg og af handelen.

Økonomi

Romerriget var et agrarsamfund. Det antages, at befolkningstallet i tidlig kejsertid har ligget på omkring 60.000.000, hvoraf måske højst 20% har boet i byerne. Kun få, som Rom, Alexandria og Antiochia, har været store med op til måske en million indbyggere. I kraft af rigets størrelse var befolkningen meget heterogen, sammensat af mange forskellige etniske grupper, fx italikere, grækere, illyrere, berbere, keltiberer og germanere. Alle talte de forskellige sprog, dyrkede jorden på forskellig måde og havde forskellig religion. Riget trak sine resurser primært fra disse menneskers arbejde i landbrug, minedrift og fiskeri. Hovedafgrøderne var oliven, vin og korn med de mest frugtbare regioner centreret omkring de store floder: Guadalquivir (Sydspanien), Rhône (Provence), Medjerda (Tunesien) og Nilen (Egypten). Men også de gamle kerneområder, Den Italiske Halvø, Sicilien og Sardinien, var vigtige. Kvægdrift, herunder får og geder, fandtes overalt. Rige guld-, sølv- og jernforekomster udvandtes især på Balkan, i Rumænien og i Spanien. Også jagt og fiskeri spillede en væsentlig rolle og skabte langs kysterne en helt speciel økonomi. Selve landbruget var for en stor dels vedkommende sammensat af større gårde, villae rusticae. De fungerede som hovedgårde, hvis jord blev forpagtet ud i mindre, familiebaserede enheder til coloni (lat. 'dyrkere') eller, især i Italia i 2. og 1. årh. f.Kr., drevet med slaver som arbejdskraft. Mindre, selvstændige brug eksisterede dog, selvom der til stadighed skete en udvikling frem mod en større koncentration af jord på færre hænder. Således blev de senere kejsere rigets største jordejere, hvis jord gik i arv til efterfølgeren og dermed langsomt fik karakter af krongods (patrimonium).

Romerriget. Sesterts, slået i 223 e.Kr. under kejser Alexander Severus. Forsiden viser kejserens laurbærkransede portræt. Bagsidens indskrift nævner kejserens titler, som giver præcis datering af mønten. Forneden ses bogstaverne SC, der fortæller, at mønten er slået 'efter Senatets beslutning' (senatus consultum). Bagsidemotivet erindrer om, at kejseren i dette år afsluttede restaureringen af Colosseum. Mønten er gengivet i 1:1 og findes i Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.

Romerriget. Sesterts, slået i 223 e.Kr. under kejser Alexander Severus. Forsiden viser kejserens laurbærkransede portræt. Bagsidens indskrift nævner kejserens titler, som giver præcis datering af mønten. Forneden ses bogstaverne SC, der fortæller, at mønten er slået 'efter Senatets beslutning' (senatus consultum). Bagsidemotivet erindrer om, at kejseren i dette år afsluttede restaureringen af Colosseum. Mønten er gengivet i 1:1 og findes i Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet.

En egentlig industriel produktion fandtes ikke. Ganske vist produceredes store mængder af sten, metal, keramik og redskaber i forbindelse med arbejdsgange i byggeri og landbrug og til almindeligt forbrug, men den basale karakter af agrarsamfund formede en ikke-forbrugsorienteret mentalitet.

Omfanget og karakteren af handel med landbrugsprodukter og andre produkter er et omdiskuteret emne, men især fjernhandel vurderes i dag at have haft et mindre omfang. Landområderne var i høj grad præget af subsistensøkonomi, men byerne og den romerske hær skulle forsynes. Dette skete enten lokalt og direkte eller mere indirekte over periodiske markeder (nundinae), hvor handelsmænd, som kunne komme langvejs fra, dukkede op med deres varer. De stod som regel også for transporten, der for det meste skete ad vandveje, hvilket var måske op til fem gange billigere end landtransport. Vigtige varegrupper var den såkaldte terra sigillata, rød bordkeramik, som fra produktionscentrene især i Italia (1. årh. f.Kr.) og senere Gallien (1.-2. årh. e.Kr.) blev spredt over hele Romerriget. Derudover kan nævnes tekstiler, redskaber og visse konsumvarer, især vin og oliven, samt mere forarbejdede varegrupper som fx fiskesovs og saltvarer. Handelen var organiseret i collegia, dvs. sammenslutninger, der ofte repræsenterede både selve produktionen og transporten og salget. Sammenlignet med moderne forhold befandt den romerske økonomi sig generelt på et beskedent niveau og var ofte præget af kriser, især i 200-t. e.Kr. med inflatoriske tendenser forårsaget af de stadig stigende udgifter til hæren og af betalinger til germanerne for at afholde sig fra at angribe riget.

Generelt var møntcirkulationen lav; kun udgifter til hær, byggeri og administration bragte mønter i omløb, og naturalieøkonomi spillede i hele Romerrigets historie en stor rolle, især i landområderne.

Sociale forhold

Flere dybe og ofte konfliktskabende skel prægede dagligdagen. Mest afgørende var forskellen mellem den relativt lille jordejende, meget rige overklasse på måske kun 1-2% af befolkningen på den ene side og en meget stor fattig, ofte besiddelsesløs underklasse på den anden. Denne forskel afspejledes i den enkeltes personretlige status. Bunden i samfundshierarkiet udgjordes af slaverne, som var ufrie og i romerretten defineredes som en "ting". Især i republikkens sidste århundreder udgjorde de en stor del af arbejdskraften som tjenestefolk i rigmandsfamilier og især som arbejdskraft i landbruget. Da slaver primært blev købt i forbindelse med krige, svandt slaveriet langsomt ind i takt med ekspansionens ophør; det eksisterede dog i hele perioden. Blandt slaverne fandtes store sociale forskelle med de betroede husslaver (fx læger, sekretærer og forretningsførere) som det ene yderpunkt og storgodsernes og minernes arbejdskraft som det andet (se også slaveri). Som frigivne (liberti) gled de mest privilegerede tidligere slaver ind i det romerske stændersystems laveste gruppe, plebs (almuen). Ud over frigivne slaver bestod plebs enten af coloni eller daglejere på landet eller af proletariat og daglejere i byerne. Slaverne fik som frigivne, hvad mange kunne regne med at blive efter et vist antal år, borgerlige romerske rettigheder og kunne i princippet deltage i det romerske politiske og økonomiske liv på de fleste områder. Ofte fastholdt de frigivne en tæt tilknytning til deres tidligere herre og indgik i dennes forretninger som bestyrere, handelsfolk o.l. I få tilfælde kunne de og andre fattige frie overskride den formuegrænse, som skilte plebs fra næste stand, ridderstanden (ordo equester). Det må dog understreges, at den sociale mobilitet generelt var meget lav. Ridderstanden var en eksklusiv gruppe, som skulle besidde en anseelig formue på over 400.000 sestertser, hvilket bragte dem ind i den romerske overklasse. Ridderstandens folk fungerede ofte som skatteopkrævere og administratorer og adskilte sig kun fra den øverste og fornemste gruppe, senatorstanden (ordo senatorius), ved ikke at deltage aktivt og direkte i Roms politiske liv. Kriteriet for at tilhøre senatorstanden var både en formue på over 1 mio. sestertser (disse formuegrænser skiftede dog) og opnåelse af stilling som kvæstor, embedsstigens laveste trin, som automatisk gav sæde i Senatet.

De ovenfor nævnte grupper var alle romerske borgere bortset fra slaverne. Kun fuld romersk borgerret gav adgang til at deltage aktivt i det offentlige statslige politiske og økonomiske system. Kun borgerne havde valgret og var valgbare, kunne blive legionærer og kunne tage kontrakter fra det offentlige. Hvor fattige de end kunne være, udgjorde de altså en art elite. Man skelnede således mellem en oprindelig meget lille gruppe af romerske borgere (cives romani) og alle andre, som kaldtes peregrini (de fremmede). Denne sondring faldt i det store og hele fra begyndelsen af 1. årh. f.Kr. sammen med skellet mellem Italia, hvor alle havde fået romersk borgerret i 89 f.Kr., på den ene side og provinserne på den anden. Efter en langsom udbredelse af borgerretten fik alle mandlige, frie indbyggere som nævnt romersk borgerret i 212 e.Kr.

Romerne betragtede disse sociale skel som naturgivne og private. Følgelig så hverken det offentlige eller private det som deres opgave at forsøge at udjævne dem. Der fandtes intet offentligt skolesystem, ingen sygehuse eller alderdomshjem og kun få tegn på et offentligt socialt ansvar. Overvejende af politiske og sikkerhedsmæssige grunde uddeltes dog gratis korn til Roms og andre storbyers befolkning. Dette kombineredes med cirkuslege og forestillinger i amfiteatrene, hvilket allerede i antikken afkastede den satiriske vending "brød og skuespil" om kejserens forsøg på at holde den fattige befolkning i ro (se panem et circenses). Fra Nervas tid omkring 100 e.Kr. oprettedes dog også et system, de såkaldte alimentarstiftelser, hvorefter store jordejere forpligtedes til at understøtte ubemidlede børn på landet.

Det egentlige sociale ansvar og omsorgen lå således i private rammer, i familien, hvor mater familias, den romerske hustru, var den væsentligste sociale institution i forholdet til mand, børn og de gamle. Kvinden havde ligesom slaverne ingen politiske rettigheder, hvilket dog ikke betød, at hun var undertrykt i ordets moderne betydning. Hendes domæne var husets interne affærer. Udadtil havde familiens økonomiske overhoved, pater familias, uindskrænket magt over den samlede husstand. Det indebar, at han varetog alle funktioner uden for huset.

Især pga. den høje spædbørnsdødelighed var den gennemsnitlige levealder lav, næppe meget over 35 år for kvinder og 45 for mænd. Beregninger af denne art er dog meget diskutable. Hyppige dødsårsager var for kvinder komplikationer i forbindelse med den næsten konstante graviditet og de mange fødsler. Banale infektionssygdomme var en generel faktor, som let førte til død for begge køn.

Sporadiske forsøg på at overskride de mange sociale og politiske skel forekom yderst sjældent. Der var ganske vist alvorlige slaveoprør, fx Spartacus-oprøret i 73 f.Kr., samt forsøg på løsrivelse fra riget, fx det pannoniske oprør i 6 e.Kr., og forsøg på dannelser af særimperier, fx Det Galliske Imperium i 200-t. e.Kr.; efter den første erobringsfase var det dog kun få provinser, som ikke forholdt sig i ro: Jøderne gjorde flere gange oprør, og der er også eksempler herpå fra Nordafrika. Men generelt blev den romerske påtvungne fred sat højt. Man skal dog ikke forledes til at tro, at Romerriget var noget sikkert sted at færdes. Røverbander huserede i de mere øde landområder. Også etnisk betingede og senere religiøse konflikter skabte uro. Under den økonomiske krise i 200-t. opstod desuden modsætninger mellem by og land og delvis også mellem hær og civilbefolkning. Uroligheder i de få meget store byer var hyppige i hele perioden, men skyldtes primært svigtende forsyninger af fødevarer.

Ingen af disse forskellige former for oprør, kampe og uro synes motiveret af forsøg på at ændre det romerske samfunds strukturer, men blot på at bringe sig selv i en bedre position i forhold til det bestående. Forskningen i slutningen af 1900-t. tager i det store og hele afstand fra, at der skulle have fundet en egentlig klassekamp sted, og i store træk kan man hævde, at især perioden fra slutningen af 1.årh. f.Kr. til slutningen af 100-t. e.Kr. var en rolig og stabil periode præget af den romerske fred, pax romana.

Den senere kejsertid (dominatet)

Lige fra Augustus' tid var kejserne i rigets østlige provinser blevet opfattet som halvt guddommelige herskere i lighed med deres forgængere, de hellenistiske konger. Fra 100-t. trængte dette syn igennem overalt, og den forfatningsmæssige fiktion med kejseren som første borger (princeps) blev opgivet. Hofceremoniel, herskerinsignier og -dragt udformedes i stigende grad efter Nærorientens gamle traditioner. For at understrege denne forskel betegnes den senere kejsertid ofte i moderne fremstillinger som dominatet (af lat. dominus 'herre'). Overgangen til kristendommen i 300-t., hvorefter kejserne ikke længere ansås for guder, men under Guds særlige beskyttelse, gjorde ingen forskel i dette.

I 200-t.s anden halvdel lykkedes det en række handlekraftige kejsere at genoprette rigets stabilitet, samtidig med at styret nu åbenlyst var centreret i selve kejsermagten. Gallienus opgav provinsen Dacia og trak grænsen tilbage til Donau, udelukkede senatorer fra officersposter og besejrede derpå de gotiske angribere på Balkan. Siden 100-t. havde der normalt været flere kejsere, som regerede kollegialt og fordelte de militære opgaver regionalt imellem sig. Diokletian udbyggede dette til et fast system med fire kejsere (tetrarkiet), men ordningen opløstes hurtigt under magtkampene efter hans abdikation i 305. Konstantin 1. den Store samlede på ny hele magten i sin person, men efter hans død i 337 deltes riget mellem hans tre sønner.

Under Diokletian og Konstantin 1. gennemførtes en række reformer af administration, hær, skatte- og pengevæsen. Den græske by Byzantion blev under navnet Konstantinopel udbygget og anerkendt som rigshovedstad ved siden af Rom. Nogle kortvarige forfølgelser af kristendommen i 250'erne blev under Gallienus afløst af en halvofficiel tolerance, hvorefter denne religion vandt stærkt frem. Diokletian og Galerius forsøgte fra 303 atter at undertrykke den; men i 311 indførtes officiel tolerance, og under Konstantin 1. og hans kristne efterfølgere begunstigedes de kristne. Et omfattende religionsskifte fandt sted; efter 380 var kristendommen eneste statsreligion, og rigets øvrige kulter forsvandt efterhånden.

Med Sasanideriget udkæmpedes flere krige, som dog ikke førte til varige grænseændringer. I 370'erne bevirkede det asiatiske hunnerfolks fremtrængen fra øst, at begge riger fik andre grænseproblemer. Romerriget invaderedes atter af goterstammer, som i 378 vandt en afgørende sejr ved Adrianopel (nuv. Edirne i Tyrkiet). Theodosius 1. tildelte visigoterne jord på Balkan og gav dem status som selvstændige forbundsfæller. I de urolige år omkring år 400 under hans sønner og efterfølgere, Arkadios og Honorius, havde den østlige og den vestlige regering i hhv. Konstantinopel og Ravenna, der nu var residensstad i stedet for Rom, nok at gøre med at holde nogenlunde sammen på deres egen rigshalvdel, og de to ophørte efterhånden med at samarbejde. En faktisk adskillelse indtrådte, selvom Romerriget formelt vedblev at være en enhed med fælles ret. Efter 395 skelner man derfor mellem Det Byzantinske Rige og Det Vestromerske Rige, som omtales i det følgende.

I 410 erobrede og plyndrede visigoterne Rom under stor opmærksomhed i samtiden, hvorefter de oprettede et varigt rige i Sydgallien og Spanien. 406-407 gik vandaler, alanere, svebere og burgundere over Rhingrænsen. Hæren i Britannia blev sat ind imod dem med det resultat, at det romerske styre i denne del af riget ophørte. Burgunderne etablerede sig som forbundsfæller i Østgallien, og vandalerne fortsatte til Nordafrika, hvor de skabte et selvstændigt rige, som i 455 på ny angreb og plyndrede Rom. Få år i forvejen, i 451, var hunnerkongen Attilas nomadeherredømme over Centraleuropas germanske stammer blevet brudt ved Slaget på De Katalauniske Marker, hvor visigoternes alliance med Romerriget var afgørende for sejren.

Det Vestromerske Riges historie i 400-t. prægedes af en række ubetydelige, til dels mindreårige kejsere, som i stigende grad blev marionetter for de ledende, oftest germanske hærchefer. De sidste romersk styrede provinser i Gallien og nord for Alperne gjorde sig efter århundredets midte selvstændige eller blev opgivet, og reduceret til Italien kunne riget ikke fortsat bestå. Ved den sidste vestlige kejser Julius Nepos' død i Dalmatia i 480 ophørte det.

Administration og hær

Under Diokletian øgedes provinsernes antal ved deling til ca. 100, som igen samledes i 12 større forvaltningsenheder, dioceser, hver styret af en vikar for prætorianerpræfekten, der igen var direkte ansvarlig over for en af kejserne; diocesernes antal voksede senere til 15. Hver kejser havde således det direkte styre i en del af riget, men den rangældste udøvede den fælles lovgivning alene. Fra Konstantin 1.s sønners tid var riget fast delt i tre præfekturer, hvoraf det største, der omfattede Italien, Afrika og Illyrien, i 395 deltes mellem de to rigshalvdele. Hele dette forvaltningssystem skulle sikre ro og orden, skatteinddrivning samt forsyninger til hæren.

Omkring år 300 reorganiseredes den civile centraladministration, hvis chefer nu udgjorde kejserens stående rådsforsamling (consistorium). Retsvæsen, kancelli, finansvæsen og administrationen af statens jordbesiddelser bemandedes med et fast personale, der var organiseret, uniformeret og aflønnet på samme måde som militæret. Rigsenheden styrkedes ved et veludbygget kurer- og transportsystem (cursus publicus), som udelukkende måtte bruges af embedsmænd og officerer, fra Konstantin 1.s tid også af de kristne biskopper.

Opretholdelsen af denne offentlige sektor, som var opstået siden 200-t. og stadig voksede, påhvilede fortsat rigets byer, hvis rådsmedlemmer blev gjort personligt ansvarlige for inddrivelsen af de uophørligt voksende skatter. Det ældre romerske pengevæsen rystedes af en inflation, som efter 250 næsten fjernede mønternes sølvindhold. Det blev derfor nødvendigt både at opkræve skatter og udbetale sold til hær og administration i naturalier. Under Diokletian ordnedes dette ved en matrikulering (indictio), som omfattede hele riget. Derudover opkrævedes særskatter af byerhvervene og senatorstanden. Konstantin 1.s nye, guldbaserede møntsystem (se romersk møntvæsen) muliggjorde i tiden omkring år 400, at naturalskatter og -lønninger konverteredes til penge.

I den senere kejsertid opbyggedes en mobil hær ved siden af grænseforsvaret. Rytteriet fik større betydning, og kommandoen gik fra provinsstatholderne over til et fast officerskorps. Germanere o.a. indvandrere kom til at præge begge hærens hoveddele, samtidig med at de nærmestboende stammer uden for riget systematisk søgtes knyttet til det som forbundsfæller. Dette element fik overvældende betydning, da de samme stammer opnåede selvstændig status inden for grænserne i tiden efter 380. Til gengæld svandt grænseforsvaret ind pga. manglende forsyninger og ophørte efter 400-t.s midte i Det Vestromerske Rige.

Økonomi og sociale forhold

Diokletian prøvede uden held at standse inflationen ved maksimalpriser. Derimod førte guldmøntfoden til stabile eller faldende priser, og naturaløkonomi vandt frem. Fjernhandelen inden for riget aftog i omfang, men der var en konstant ædelmetaludførsel til nabofolkene som betaling for fred og forbund med dem og for den stadige import, bl.a. af slaver.

Trods en vis teknologisk udvikling i kejsertiden, især ved udnyttelse af vandkraft, var mangel på arbejdskraft et konstant problem. Slavernes retsforhold forbedredes, samtidig med at provinsernes bondebefolkning delvis blev trykket ned til en halvfri status, der mange steder udløste oprør og lokalt samarbejde med folkevandringens invasionshære.

Den senere kejsertid karakteriseres ved de gentagne forsøg på at binde arbejdskraften ved lovbestemmelser, der skulle sikre, at erhverv gik i arv; dette gjaldt både i landbrug og byerhverv, også for byrådsmedlemmernes vedkommende. Bureaukratiets og hærens vækst sammen med opbygningen af den kristne kirkes præsteskab betød dog, at en vis social mobilitet trods alt var mulig. Mange steder måtte dyrkningen af marginaljorder opgives, byerne forarmedes, og de mest velhavende fandt optagelse i de privilegerede højeste samfundsgrupper, ridder- og senatorstanden, som nu forenedes i ét rangsystem. Disse ofte hovedrige godsejere overtog lokalt retsbeskyttelsen af såvel individer som hele byer eller korporationer. I Det Vestromerske Riges opløsningstid i 400-t. blev det ofte biskopperne, der alene havde autoritet til at opretholde ordnede samfundsforhold. I kraft af religionsskiftet kom den kristne kirke derudover til at udøve en egentlig socialforsorg, hvis omfang og betydning var stadig stigende.

Årsager til Det Vestromerske Riges ophør

Romerrigets fremtidige fald og de mulige årsager dertil diskuteredes allerede i republikken. Mange forfaldstegn var genstand for opmærksomhed, og størstedelen af denne litterære tradition blev fremdraget, da nyere europæisk historieskrivning fra oplysningstiden tog emnet op igen. Politiske, moralske og religiøse forhold har været fremhævet; i løbet af 1900-t. har forklaringerne oftere været af naturvidenskabelig og økonomisk art: fødselsunderskud, raceblanding, jordudpining, klimaforværring, blyforgiftning, sociale interessekonflikter, mangel på arbejdskraft og den offentlige sektors uhæmmede vækst er alle typiske for den tid, hvori de har været foreslået. Som en modstrømning til de traditionsbestemte katastrofeteorier har man i slutningen af 1900-t. i højere grad interesseret sig for kontinuitet og fundet de egentlige kulturforandringer uafhængige af selve det romerske rigsstyres ophør (se også senantikken).

Prøven på bærekraften af en historisk forklaring må være, at den — i modsætning til de fleste nævnte, meget generelle teorier — samtidig forklarer Det Vestromerske Riges opløsning og ophør og Det Byzantinske Riges fortsatte beståen. Væsentligt i så henseende må det blive, at de to rigshalvdele i 400-t. hver havde nok at gøre med at klare egne problemer, at de materielle resurser og især den sociale homogenitet var størst i Det Byzantinske Rige, så de germanske invasioner mødte mindre modstand i Vestriget, samt ikke mindst at overklassens samfundsbevidsthed her i højere grad var knyttet til regionerne (Gallien, Italien osv.) end til det fælles styre, der i forvejen bar stærkt præg af det ikke-romerske islæt i hærledelsen. Når folkevandringsstammerne ikke hurtigere kunne assimileres, var den religiøse modsætning mellem arianere og katolikker en hovedårsag.

Det Vestromerske Rige ophørte med at eksistere, da de germanske hærchefer, passivt støttet af de rige senatorer, foretrak den fjerne byzantinske kejsers overhøjhed i det, der var tilbage, nemlig Italien, for de ubetydelige, skiftende kejsere i Ravenna.

Læs videre om romerigets arkitektur, eller om romerriget generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ørsted, Torben Damsholt: Romerriget - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152417