Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Romerriget - billedkunst

Oprindelig forfatter IG Seneste forfatter Redaktionen

Romerriget. Marmorsarkofag af høj kunstnerisk kvalitet fra slutningen af 100-t. e.Kr. med spor af oprindelig bemaling; den er fundet ved Via Appia i Rom, i dag er den på Glyptoteket. Sarkofagen viser Dionysos og Ariadne, der læner sig op ad en klippe; foran dem har en silen afgjort en kamp, hvorefter den sejrende erot med sejrskrans (th.) sammen med en anden erot fører den bagbundne Pan bort. Th. overværer en satyr og en mænade optrinnet; tv. står Hermes, fulgt af en mænade og en satyr. Scenen indrammes af to Dionysosfigurer med thyrsosstave. Relieffet på låget viser Dionysos og Ariadnes bryllupsfest. Da skikken med ligbrænding i løbet af 100-t. e.Kr. ændredes til jordfæstebegravelse, blev reliefdekorerede sarkofager populære blandt velstående familier.

Romerriget. Marmorsarkofag af høj kunstnerisk kvalitet fra slutningen af 100-t. e.Kr. med spor af oprindelig bemaling; den er fundet ved Via Appia i Rom, i dag er den på Glyptoteket. Sarkofagen viser Dionysos og Ariadne, der læner sig op ad en klippe; foran dem har en silen afgjort en kamp, hvorefter den sejrende erot med sejrskrans (th.) sammen med en anden erot fører den bagbundne Pan bort. Th. overværer en satyr og en mænade optrinnet; tv. står Hermes, fulgt af en mænade og en satyr. Scenen indrammes af to Dionysosfigurer med thyrsosstave. Relieffet på låget viser Dionysos og Ariadnes bryllupsfest. Da skikken med ligbrænding i løbet af 100-t. e.Kr. ændredes til jordfæstebegravelse, blev reliefdekorerede sarkofager populære blandt velstående familier.

Romersk kunst kendes nok især for de talrige bevarede skulpturer, men også inden for andre områder producerede romerske billedkunstnere en stor rigdom af værker. Udgravningerne i Pompeji og Herculaneum har tilvejebragt mange værker inden for både kunsthåndværk og maleri.

Skulptur

Romersk skulptur er en stilistisk fortsættelse af hellenistisk (inkl. etruskisk-italisk) skulptur, og der er således ingen specielle træk, der adskiller den fra græsk skulptur, derimod opstod bestemte genrer af skulptur i romersk kejsertid. I republikkens sidste århundreder fragtedes store mængder græsk skulptur til Rom, overvejende plyndringsgods fra det østlige Middelhavsområde. Først med kejser Augustus blev selve Rom et centrum for produktion af skulptur. Fra 1. årh. f.Kr. til 200-t. e.Kr. blev skulpturer ofte fremstillet som rene kopier af eller variationer over berømte græske billedhuggerværker, hvis udseende oftest kun kendes netop gennem sådanne romerske kopier. Det kan være vanskeligt at afgøre, om en romersk skulptur er fremstillet som en nøjagtig kopi eller som en mere fri gengivelse af eller variation over et græsk originalværk. Grænsen mellem original og kopi samt mellem romersk og græsk skulptur er derfor flydende. Skulpturmaterialet var i senrepublikken og kejsertiden altovervejende marmor og bronze, men lokale materialer såsom tuf- og kalksten ses ofte anvendt i mere provinsiel skulptur.

Med opkomsten af et romersk herskerdynasti og dertil knyttet ideologi anvendtes skulpturen i kejsermagtens tjeneste på langt mere direkte måde, end det var set i de sjældnere figur- og billedfremstillinger, som var knyttet til de hellenistiske kongehoffer.

Annonce

Relieffer. Med ganske få republikanske forgængere som det såkaldte Ahenobarbus-alter (dels på Glyptothek, München, dels på Louvre, Paris) var det først i kejsertiden, de såkaldte historiske relieffer blev fremstillet i større omfang. De udtrykker kejserens ærkeromerske dyder ved at fremstille ham ofrende som et udtryk for hans harmoniske forhold til guderne, fx Ara Pacis Augustae, eller kæmpende mod rigets fjender. Disse relieffer indgik i en større arkitektonisk og topografisk sammenhæng, fx som dekoration på triumf- og æresbuer, altre, statuebaser eller templer. Sådanne relieffremstillinger kendes overvejende fra selve Rom. En særlig variant udgør de to reliefdekorerede monumentalsøjler Trajansøjlen og Marcus Aurelius' søjle i Rom fra hhv. 113 og ca. 193 e.Kr. De historiske relieffer ophørte med at blive produceret et stykke ind i 200-t. e.Kr., hvad der kan ses som et af mange symptomer på den romerske statsmagts generelle krise i denne periode.

Den talrigeste gruppe af romersk reliefskulptur var fremstillet til udsmykning af grave. En karakteristisk monumentform i senrepublikken og den tidligste kejsertid var de såkaldte vinduesrelieffer, der frontalt gengiver en eller flere afdøde, overvejende frigivne slaver; de er ofte skildret i en kras realisme. Fra kejsertiden er gravaltre ofte dekoreret med relieffer, der i vag allegorisk-symbolsk form antyder den afdødes efterliv i en anden verden. En anden type af kejsertidens gravrelieffer afbilder de afdøde i deres erhverv.

I løbet af 100-t. e.Kr. gik den almindelige gravskik over fra ligbrænding til begravelse, og fra dette tidspunkt optræder de reliefdekorerede marmorsarkofager. De mest monumentale eksempler er fra det sene 100- og 200-t., og motiverne er mangfoldige: ornamentale mønstre som på de såkaldte strigilsarkofager med serier af symmetrisk anbragte S-mønstre fra 200-t., mytologiske emner som dionysiske fremstillinger, måske som en vag allusion til et efterliv i fryd og gammen, samt fremstillinger af afdøde i diverse standardsituationer. Slagsarkofagerne med afbildning af afdøde kæmpende med barbarer er hovedværker i romersk skulptur; deres motiver er overtaget fra statskunsten, hvor kejseren var hovedperson i fremstillingen.

Rundskulptur. Den romerske rundskulptur omfatter overvejende portrætbuster og statuer, dels gudebilleder, der oftest er fremstillet i et stilistisk konservativt, klassicistisk græsk formsprog, dels egentlige portrætter. Kejserportrætterne fremstilledes i overvældende antal, der blev kopieret fra et begrænset antal faste typer for hver enkelt kejser, til opstilling i byer over hele riget. Portrætskulpturen var en græsk genre, men hvor den ældre græske portrætopfattelse omfattede hele menneskeskikkelsen, blev begrebet i senhellenistisk tid knyttet til hovedet og dets ansigtstræk. Kroppene i romerske statueportrætter var rene typer: Der kunne vælges mellem et beskedent antal faste udformninger som togastatuer, statuer i militæruniform eller i heroisk nøgenhed. Derimod var portrætternes hoveder næsten altid individualiserede. I vore øjne groteske eksempler på denne portrætopfattelse er rynkede oldingehoveder anbragt på smækre, ungdommelige atletkroppe. Med ganske få undtagelser er de ældste romerske portrætter fra 1.årh. f.Kr. Denne periodes naturalistiske portrætter havde deres oprindelse dels i en italisk-hellenistisk tradition, dels for de teknisk fineste eksemplers vedkommende i hellenistiske portrætter i den græsktalende verden. Især de nøgternt, nærmest pedantisk registrerende, stive og livløse portrætter i italisk-hellenistisk tradition er ofte blevet tolket som forarbejdet på basis af dødsmasker og sat i forbindelse med den romerske brug af anemasker ved stormandsbegravelser. Portrætterne forestiller altovervejende ældre mænd, utvivlsomt fordi retten til at få opstillet portrætter først blev erhvervet efter fuldendt embedskarriere.

Med kejsertiden vandt en ny, klassiciserende og idealiserende stil frem, mest markant i portrætter af kejser Augustus, der i portrætkunsten aldrig blev ældre end ca. 30 år, skønt han døde i en alder af 76 (se fx Augustusstatuen fra Primaporta). Med inspiration i den klassiske græske kunst må denne stil i herskerportrættet ses som en bevidst reaktion mod den foregående generations stil. Ligeledes finder vi nu også portrætter af kvinder, børn og ynglinge. Privatportrættet fulgte efterhånden udviklingen i herskerportrættet. Fra midten af 1. årh. e.Kr. begyndte atter en naturalistisk-hellenistisk retning i portrætkunsten, ofte benævnt flavisk barok. Den eneste fuldt bevarede antikke rytterstatue i bronze er Marcus Aurelius' rytterstatue fra ca. 170 e.Kr. . Et højdepunkt i den antikke portrætkunst nåedes med de ekspressive, patetiske, oftest nærmest forvredne portrætter i 200-t. e.Kr.; også her kan man tale om en videreudvikling af et græsk-hellenistisk formsprog, men dog ført videre end før set i romersk skulptur. Som i tilfældet med kejser Augustus kom en modreaktion med kejser Konstantin 1. den Store og hans efterfølgere, der blev afbildet i en idealiseret, stivnet, maskeagtig form i en ekstrem videreudvikling af et klassicistisk formsprog. Hermed var den såkaldte byzantinske stil opstået.

Kunsthåndværk

Romersk guldsmedekunst er næsten kun bevaret i form af smykker. I sølvsmedekunsten er derimod bevaret dele af flere bordservicer, bl.a. reliefdekorerede stykker fra den såkaldte Boscorealeskat, fundet i en villa, der blev begravet ved Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. I det hele taget var Campanien berømt for sine metalarbejder i senrepublikken og tidlig kejsertid, Capua således fra gammel tid for sine bronzer. Et af de fineste kendte eksempler på romersk sølv er de to augustæiske Hobybægre med scener fra Iliaden, fundet i en høvdingegrav på Lolland (se Hobyfundet). Blandt senere eksempler på romersk sølv er det engelske Mildenhallfund.

Romerriget. Blå glasskål med gennembrudt sølvindfatning; under randen er der i sølvindfatningen med græske bogstaver skrevet til lykke. Glasskålen, der er ca. 7 cm høj, findes på Nationalmuseet. Den er fundet i Varpelev ved Tryggevælde Å på Østsjælland. Her lå den sammen med andre gravgaver i en fyrstegrav fra romersk jernalder. NV for Varpelev har man ved Himlingøje i grave fra samme periode ligeledes fundet romerske bronzekar og glas.

Romerriget. Blå glasskål med gennembrudt sølvindfatning; under randen er der i sølvindfatningen med græske bogstaver skrevet til lykke. Glasskålen, der er ca. 7 cm høj, findes på Nationalmuseet. Den er fundet i Varpelev ved Tryggevælde Å på Østsjælland. Her lå den sammen med andre gravgaver i en fyrstegrav fra romersk jernalder. NV for Varpelev har man ved Himlingøje i grave fra samme periode ligeledes fundet romerske bronzekar og glas.

Romersk glaskunst byggede på en teknologisk revolution i fabrikationen: blæseteknikken (evt. med anvendelse af en form), der synes opfundet i Syrien i 1. årh. f.Kr. Glasproduktionen i romersk kejsertid var meget omfattende, især det bleggrønne, ufarvede glas. Men romerske glasmagere mestrede også farvet glas, heriblandt den komplicerede millefiori-teknik eller flerfarvet mosaikglas, der hørte hjemme i den mest luksuøse ende af spektret. Det gælder i endnu højere grad udskårne vaser i flere lag af forskellig farve, der efterlignede kaméer i lagdelt onyx, og hvoraf Portlandvasen er det kendteste eksempel. Desuden kendes eksempler på glas i flere lag, hvoraf det yderste er udskåret i ornamentale mønstre. Mere typisk er ensfarvede skåle og små såkaldte parfumeflakoner, der er bevaret i meget stort tal. Se også glaskunst.

Mosaikkunsten vandt udbredelse i det meste af Romerriget, bl.a. i form af store, polykrome figurfremstillinger som Alexandermosaikken fra Faunens Hus i Pompeji og den store Nilmosaik fra Palestrina (se mosaik); disse mosaikker er ofte kopier af malerier. Andre eksempler er bevaret fra bl.a. Nordafrika (100-200-t.) og Sicilien (Piazza Armerina, 300-400-t.). I kejsertidens Italien var sort-hvide mosaikker almindelige, både rent ornamentale og med figurfremstillinger. I senantikken blev polykrome mosaikker atter populære i pragtbyggerier, således også i kirkerne i Ravenna fra 500-t. En med mosaik beslægtet teknik, opus sectile, anvender udskårne og polerede stenplader i forskellige farver, både til ornamentale og figurative fremstillinger. Teknikken kendtes allerede fra senrepublikken, men blev mere udbredt i kejsertiden for at nå sit kunstneriske højdepunkt i senantikken.

Romersk dagligvarekeramik blev oftest fremstillet lokalt, men med en stigende tendens i løbet af kejsertiden til en storproduktion også af decideret brugskeramik i få fabriksagtige centre til eksport. I republikken og tidlig kejsertid var eksportkeramikken som regel af langt finere kvalitet. I løbet af republikken var der diverse centre for fremstilling af finere keramik, men i slutningen af perioden blev de udkonkurreret af den arretinske keramik, en blank, rødlig, reliefdekoreret keramikform, der fremstilledes i Arezzo-området. I 1. årh. e.Kr. blev den arretinske produktion udkonkurreret af produktionssteder i Gallien, mens den primære eksportkeramik ca. 200-400 blev overtaget af produktionssteder i Nordafrika med den såkaldte african red slip (se terra sigillata).

Romerske gemmer og kaméer fortsatte en tradition fra hellenistisk tid. Den kunstneriske storhedstid var for begge typer senrepublikken og især tidlig kejsertid med de store kejserkaméer, fremstillet i onyx med hvide figurer på sort baggrund . Pragtstykket er Gemma Augustea fra Augustus' tid (nu på Kunsthistorisches Museum, Wien); i samme tradition er antikkens største kamé, den såkaldte Grand Camée de France (Bibliothèque nationale, Paris), der afbilder kejser Tiberius og hans mor, Livia, samt en mængde andre figurer. Signeter, dels i (halv)ædelsten, dels støbt i glas, havde en praktisk funktion som ejermærker. De viser som regel enkeltstående gudefigurer, men også i mange tilfælde portrætter, fx kejserportrætter, der vel har været anvendt af kejserens agenter og bestyrere.

Maleri

Romersk malerkunst kom til udtryk i tavlemalerier (panelmalerier) og muralmalerier, især vægmalerier. Tavlemalerier med portrætter eller figurscener er ofte omtalt i litteraturen; det kunstneriske ideal var, som også i hellenistisk tid, en illusionistisk naturalisme. De eneste bevarede tavlemalerier er de såkaldte Fayyum-portrætter fra Egypten, naturalistisk malede mumieportrætter, oftest udført som voksmaleri på træ; de kendes i stort tal fra 1.årh. til 300-t. e.Kr. . Af vægmalerier, der ofte efterligner tavlemalerier, findes et righoldigt og velbevaret materiale fra især Pompeji og Herculaneum. De er udført i forskellige former for kalkmaleri, bl.a. fresko. Berømt er den store billedfrise i Mysterievillaen ved Pompeji (1. årh. f.Kr.), der viser indvielsen i en Dionysoskult. I Rom og omegn er kun få værker bevaret, bl.a. det berømte Aldobrandini-bryllup (nu i Vatikanet) og vægmalerierne fra kejserinde Livias villa ved Primaporta uden for Rom (nu på Museo Nazionale, Rom); de stammer begge fra årene omkring Kristi fødsel, og Prima Porta-malerierne repræsenterer de første rene natur- eller landskabsmalerier i vestlig kunst.

Det righoldige materiale fra Pompeji og omegn har dannet udgangspunkt for en inddeling i fire pompejanske stilarter. Første pompejanske stil efterligner kvadermurværk, plastisk modelleret i vægstuk og bemalet, ofte som efterligning af kostbare stenarter; stilen var udbredt i Middelhavsområdet fra 100-t. til ca. 80 f.Kr. og kendes bl.a. også fra privathuse på den græske ø Delos. Anden pompejanske stil (ca. 80-15 f.Kr.) betegnede et radikalt brud og gengiver — udelukkende i maleri — arkitekturmotiver og store landskabs- og figurscener med stedse mere illusionistisk perspektiv og dybdevirkning. I den mere fladebetonede tredje pompejanske stil (ca. 15 f.Kr.-50 e.Kr.) er arkitekturen mere spinkel og fantasipræget, og på de ensfarvede vægfelter er placeret større eller mindre figurative landskabs- eller figurscener, ofte med emner fra den græsk-romerske mytologi. Den fjerde pompejanske stil (til Pompejis ødelæggelse i 79 e.Kr., hvorefter stilen vanskeligt kan spores) præges af en fantastisk, illusionistisk skinarkitektur, hvor væggene synes at åbne sig mod rummet udenfor; et berømt eksempel er vægmalerierne fra Neros Gyldne Hus i Rom fra ca. 65 e.Kr. Det pompejanske vægmaleri fik efter Pompejis genopdagelse i midten af 1700-t. stor betydning for nyklassicismens billed- og interiørkunst.

Fra perioden efter Pompejis ødelæggelse er der bevaret enkelte vægmalerier i forskellige dele af Romerriget. Den største gruppe udgøres af malerier i Roms katakomber fra 100-300-t., overvejende med bibelske motiver (se også jødisk kunst og oldkristen kunst).

Læs mere om Romerriget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ittai Gradel: Romerriget - billedkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152429