Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Romerriget - religion

Oprindelige forfattere CGTor, IG og LA Seneste forfatter IG

Romersk religion har, som den fremtræder i historisk tid, modtaget stærke påvirkninger udefra, ikke mindst fra græsk religion og mytologi og fra etruskisk religion. En række italisk-romerske guddomme blev identificeret med græske guder og fik tillagt deres mytologi.

Den ældste romerske religion har sandsynligvis været uden en egentlig mytologi; den guddommelige magt, numen, manifesterede sig i form af talrige særguder, guddomme, der var knyttet til livets forskellige funktioner, fx de "såguder", semones, der påkaldes i arvalbrødrenes sang til guden Mars, Carmen Arvale, siden fulgt af mange personifikationer af abstrakte begreber: Pax, Concordia, Spes (fred, enighed, håb) mfl.

I kulten knyttet til den enkelte husstand dyrkedes penater og larer, som beskyttede jord og forråd, samt husherrens genius, der betragtedes som indbegrebet af familiens kraft.

Annonce

I tidlig tid har guderne Jupiter, Mars og Quirinus haft særlig betydningsfuld kult: Deres præster, flamines, bevarede formelt en meget høj rang i religionsvæsenet, kun overgået af rex sacrorum, der efter republikkens indførelse 509 f.Kr. varetog kongens præstelige funktioner.

I senere tid spillede Jupiter, Juno og Minerva, som dyrkedes i fællesskab på Capitol i Rom fra 509 f.Kr., den største rolle.

Bortset fra de nævnte præster er det karakteristisk, at den offentlige gudsdyrkelse varetoges af præsteskaber, collegia eller sodalitates.

Størst politisk betydning havde pontifexernes kollegium, som havde opsynet med det øvrige religionsvæsen. I spidsen stod pontifex maximus, som havde embedslokale i regiaForum Romanum nær Vestatemplet. Vestalinderne, der varetog kulten, herunder passede den evigt brændende ild, der gjaldt som en garant for statens beståen, nød hele antikken igennem stor anseelse.

Religionen udfoldede sig især gennem de årlig tilbagevendende fester, feriae (se romerske fester).

Divination, varseltagning og varseltolkning, spillede en stor rolle i det offentlige liv. Augurernes kollegium indhentede fuglevarsler efter bestemte, ældgamle ritualer og tolkede også spontant indtrufne fuglevarsler. De etruskiske haruspexer tog varsler af offerdyrenes indvolde.

En samling af nedskrevne orakelsvar fandtes i De Sibyllinske Bøger (se Sibylle); at rådspørge dem krævede en senatsbeslutning. I krisesituationer har man på grundlag af sådanne forespørgsler indført fremmede kulter.

Således blev den frygiske gudinde Kybele under navnet Magna Mater officielt modtaget i Rom 204 f.Kr. under Den 2. Puniske Krigs nødtilstand. Kulten vedblev at have fast plads i den romerske statsreligion med festen Ludi Megalenses i april, samtidig med at man fra officiel side var meget restriktiv over for de ekstatiske træk, som de frygiske præster medbragte.

Dyrkelsen af Dionysos/Bacchus kom til Rom via Campanien og Etrurien. Den omfattede indvielser og ekstatiske oplevelser, bl.a. ved natlige bacchanalia, som myndighederne var meget betænkelige ved, og i 186 f.Kr. skred konsulerne ind med en stærkt restriktiv regulering af denne religionsudøvelse, der blev behandlet og betragtet som statsfarlig.

I republikkens sidste århundrede var den romerske religion i forfald. Mange kulter blev forsømt, og det var svært at besætte præsteembederne. Augustus forsøgte at genrejse den gamle religion. Han restaurerede forfaldne templer, byggede nye og søgte at skabe prestige for de gamle præsteskaber, bl.a. de ovennævnte arvalbrødre.

Religion i kejsertiden

Romerriget. Matronekulten eller matreskulten var en frugtbarhedskult med lokale særpræg; den var især udbredt i de germanske provinser. Kultens altre fremstiller normalt gudinderne som tre siddende kvinder, den yngre i midten, omgivet af frugtbarhedssymboler. En indskrift nedenfor nævner ofte matronernes lokale navne og stifterens navn. Stenen med dette billedfelt blev i 164 opstillet af en kvæstor i Köln. Rheinisches Landesmuseum, Bonn.

Romerriget. Matronekulten eller matreskulten var en frugtbarhedskult med lokale særpræg; den var især udbredt i de germanske provinser. Kultens altre fremstiller normalt gudinderne som tre siddende kvinder, den yngre i midten, omgivet af frugtbarhedssymboler. En indskrift nedenfor nævner ofte matronernes lokale navne og stifterens navn. Stenen med dette billedfelt blev i 164 opstillet af en kvæstor i Köln. Rheinisches Landesmuseum, Bonn.

Trods kejsermagtens forsøg på at give den gamle romerske religion nyt liv kom fremmede guder efterhånden til at danne fundamentet i det religiøse liv i Romerriget. Den store geografiske mobilitet, som de stadige tropperokeringer medførte, gav grobund for en hurtig spredning af nye religiøse bevægelser. Fælles for de nye religioner var, at de med rødder langt tilbage i nærorientalske kulter havde udviklet sig i takt med individualiseringen af mennesket og i modsætning til de gamle statskulter appellerede til det enkelte menneske med løfte om personlig frelse for den indviede, som regel i form af et liv efter døden. Særlig tydeligt ses det i mysteriereligionernes optagelsesritualer og lukkede selskaber, der også fungerede som socialt netværk for de troende. Se Isis, Kybele (Magna Mater), Mithra (Mithras) og Sol Invictus.

En vis spredning fandt sted af lokale guder som den keltiske Epona og den syriske Atargatis. Den romerske statsmagt udviste en polyteistisk tolerance over for de nye bevægelser og kom kun sjældent i konflikt med de nye religioners udøvere; dog slog man hårdt ned på "uromersk adfærd" fx i forholdet til den offentlige moral (Isiskulten), og jøders og kristnes afvisning af kejserkulten medførte udvisninger og forfølgelser, indtil den romerske stat i 311 besluttede officielt at tolerere kristendommen. Se også kristendom (oldtiden) og senantikken.

Romersk kejserkult

Den romerske kejser dyrkedes som en gud ved ofringer, tempelbyggerier, festlege o.l. I bredere, mindre præcis forstand anvendes termen kejserkult om ethvert ideologisk udsagn, der assimilerede kejseren til det guddommelige, dvs. ikke blot egentlig kult. Emnet har spillet en betydelig rolle i moderne forskning om Romerriget, dels fordi fænomenet passer dårligt med en traditionel opfattelse af romersk mentalitet som rationalistisk, dels fordi kejserdyrkelsen var et fremtrædende konfliktpunkt mellem kristne og romerstatens repræsentanter, om end næppe hovedårsagen til kristenforfølgelserne. Indskrifter, bygningslevn o.l. fra hele Romerriget viser forekomsten af gudekulter viet kejserne og deres familie, ikke blot efter deres død, men hyppigere i deres levetid. Vidnesbyrdene er især talrige i forbindelse med Augustus. En indirekte kultform i den vestlige del af Romerriget var dyrkelsen af kejserens genius, hans livskraft, inspireret af den tilsvarende privatkult af husherrens genius.

Tidligere forestillinger om, at egentlig guddomsdyrkelse af den regerende kejser kun eller overvejende fandtes i græske eller barbariske områder, dvs. blandt Roms undersåtter, men ikke i det romerske kerneområde Italien, lader sig ikke længere opretholde. I det romerske forfatningssystem i selve Rom kunne kejsere fra og med Augustus dog først deificeres efter deres død, hvilket skete ved senatsdekret.

Læs mere om Romerriget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Ittai Gradel, Lene Andersen: Romerriget - religion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152433