Galatere, keltisk folk, der i begyndelsen af 200-t. f.Kr. drog fra det vestlige Europa mod øst. I 278 f.Kr. tilkaldte Nikomedes, konge af Bithynien, galaterne til hjælp i kampen om tronen mod sin bror. De boede herefter i landskabet Galatien i Lilleasien, hvorfra de hærgede naboområderne; endvidere fungerede de som lejetropper for hellenistiske herskere.
Efter at romerne havde foretaget en straffeekspedition, hvorunder mange galatere blev dræbt eller solgt som slaver, kom de i 189 f.Kr. under romersk overhøjhed, men de bevarede en vis selvstændighed, bl.a. egne fyrster. Senere udvidede kong Amyntas galaternes område, men ved hans død 25 f.Kr. etableredes den romerske provins Galatia.
Galaterne var i romertiden berømmet som hårdføre kæmpere, således som det bl.a. fremstilles i statuen Den døende galler (galler her brugt synonymt med kelter). De bevarede en vis grad af keltisk kultur, fx sproget, frem til senantikken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.