Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

galatere

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter Redaktionen

galatere, keltisk folk, der i begyndelsen af 200-t. f.Kr. drog fra det vestlige Europa mod øst. I 278 f.Kr. tilkaldte Nikomedes, konge af Bithynien, galaterne til hjælp i kampen om tronen mod sin bror. De boede herefter i landskabet Galatien i Lilleasien, hvorfra de hærgede naboområderne; endvidere fungerede de som lejetropper for hellenistiske herskere.

Efter at romerne havde foretaget en straffeekspedition, hvorunder mange galatere blev dræbt eller solgt som slaver, kom de i 189 f.Kr. under romersk overhøjhed, men de bevarede en vis selvstændighed, bl.a. egne fyrster. Senere udvidede kong Amyntas galaternes område, men ved hans død 25 f.Kr. etableredes den romerske provins Galatia.

Galaterne var i romertiden berømmet som hårdføre kæmpere, således som det bl.a. fremstilles i statuen Den døende galler (galler her brugt synonymt med kelter). De bevarede en vis grad af keltisk kultur, fx sproget, frem til senantikken.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: galatere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81741