Numidia

Numidia, oldtidsrige i Afrika nord for Sahara, senere navn på romersk provins, der i øst grænsede til provinsen Africa Proconsularis og i vest til Mauretania Caesariensis, i dag det østlige Algeriet.

Området var beboet af numidierne, der var et berberisk nomadefolk med eget skriftsprog; dette kan i dag ikke tydes. I 200-t. f.Kr. slog flere numidierstammer sig sammen i to forbund, masaesylerne i vest og massylerne i øst. Efter magtkampe etableredes under massyleren Massinissa omkring år 200 f.Kr. med støtte fra Rom et numidisk kongedømme. Hans efterfølgere, bl.a. Micipsa, fortsatte en proromersk politik, men da Jugurtha slog sig op som enehersker, erklærede romerne ham krig, der endte med Jugurthas nederlag. Kong Juba 1. støttede Pompejus i borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus, og med Cæsars sejr i Afrika i 46 f.Kr. blev Østnumidien organiseret som romersk provins med navnet Africa Nova. Denne blev i ca. 27 f.Kr. lagt sammen med Africa Vetus. Først i ca. 198 e.Kr. oprettedes Numidia som selvstændig provins; i begyndelsen af 300-t. blev den delt i to. I 429 var Numidia ligesom det øvrige Nordafrika blevet erobret af vandalerne.

I romertiden blev der i Numidia dyrket store mængder af korn, oliven og vin, som bl.a. blev ført til Rom. I 81 e.Kr. anlagdes en legionslejr i Lambaesis, som senere blev centrum for hele den romerske hær i Afrika.