Numantia, keltiberisk bosættelse 6 km fra Soria i Nordspanien, hvor der i 133 f.Kr. stod et afgørende slag mellem romerne og keltibererne. Numantia havde tidligere modstået flere romerske angreb, men måtte efter otte måneders belejring overgive sig til den romerske hær under ledelse af Scipio Aemilianus d.y., og bosættelsen brændtes af.

Med Numantias indtagelse kan Spanien regnes for erobret af romerne. Arkæologiske udgravninger har bl.a. afdækket spor af bosættelsen, Scipios belejringsmure og romerske militærlejre. I Soria findes et museum med fund fra Numantia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig