Magdalensberg, 1058 m højt bjerg ca. 10 km nord for Klagenfurt i Østrig. På bjergets top lå en keltisk oppidum fra 100-t. f.Kr., højst sandsynligt den noriske konges hovedsæde; i umiddelbar tilknytning hertil opstod i midten af 1.årh. f.Kr. en romersk handelsplads, der hurtigt udviklede sig til en større bylignende bosættelse. Italiske handelsfolk rejste herop for at opkøbe det jern, der fra hele området blev samlet hos den noriske konge. Magdalensberg blev erobret af romerne i 15 f.Kr. i forbindelse med deres militære kampagner i Alpeområdet. I ca. 45 e.Kr. blev bosættelsen pludselig forladt; samtidig anlagdes det romerske municipium Virunum i dalen.

Magdalensberg har siden 1948 været genstand for omfattende arkæologiske undersøgelser, og det udgravede område fremstår som en slags friluftsmuseum med specialmuseer i de rekonstruerede antikke bygninger. Et rigt og varieret materiale af bl.a. jerngenstande og italiske varer såsom keramik og glas er blevet udgravet; endvidere findes ruiner af bl.a. et tempel, toetagershuse, tabernaer og værksteder, især til jernprodukter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig