Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karthago

Oprindelige forfattere JoLu og MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Karthago. Puniske gravsten fra gravpladsen Tophet, der var i brug fra ca. 700 til 146 f.Kr. Stenene er rejst over urner med asken fra de begravede børn, og de kan være udsmykket med et billede eller et symbol på gudinden Tanit. Nogle har haft en indskrift, hvoraf det fremgår, at opstilleren ved et offer har indfriet et helligt løfte til guderne Baal Hammon eller Tanit. Flere tusinde gravsten er bevaret.

Karthago. Puniske gravsten fra gravpladsen Tophet, der var i brug fra ca. 700 til 146 f.Kr. Stenene er rejst over urner med asken fra de begravede børn, og de kan være udsmykket med et billede eller et symbol på gudinden Tanit. Nogle har haft en indskrift, hvoraf det fremgår, at opstilleren ved et offer har indfriet et helligt løfte til guderne Baal Hammon eller Tanit. Flere tusinde gravsten er bevaret.

Karthago, fønikisk koloni og senere romersk by ca. 15 km NØ for det nuværende Tunis. Ifølge en antik tradition blev Karthago grundlagt i 814 f.Kr. af den mytiske dronning Dido, da hun flygtede hertil fra Tyros i det nuværende Libanon.

Navnet Karthago er latin, af fønikisk Kart Hadasht 'den nye by'.

Byens beliggenhed på en halvø i Tunis Bugt ved en landtange gjorde den let at forsvare; tilmed lå den ved Middelhavets smalleste passage mellem Afrika og Sicilien. Karthago blev grundlagt som koloni af Tyros og skulle fungere som station mellem Fønikien og Spanien; den blev hurtigt et centralt sted for transithandelen, og i slutningen af 600-t. f.Kr. var byen blevet en af de største i det vestlige Middelhavsområde. I 500-t. f.Kr. overtog Karthago Tyros' rolle som formidler af handelen med især metaller fra Spanien og etablerede handelsstationer i Spanien, på Sicilien og på Sardinien. Imidlertid kom det fra midten af 500-t. f.Kr. til kampe med grækerne om kontrollen over især Sicilien og sikring af handelsinteresser; stridighederne fortsatte med vekslende udfald frem til 270'erne f.Kr. I 400-300-t. f.Kr. vendte karthaginienserne interessen mod det afrikanske område og erobrede den nordlige halvdel af det nuværende Tunesien. Fra 300-t. f.Kr. var byen styret af to årligt valgte embedsmænd, sufeter.

Romernes øgede magt på Den Italiske Halvø førte til magtstridigheder med karthaginienserne, af romerne kaldet poeni 'punere' (fønikiere), hvilket gav sig udslag i de tre puniske krige, hhv. 264-241 f.Kr., 218-201 f.Kr. og 149-146 f.Kr. Krigene endte med Karthagos nederlag og førte til byens totale ødelæggelse. Herefter blev det karthaginiensiske område indlemmet i Romerriget som provinsen Africa. En romersk koloni, colonia Concordia Julia Carthago, blev først anlagt på stedet i 29 f.Kr. af Octavian, den senere kejser Augustus. Karthago blev provinshovedstad og en af de største og vigtigste byer i det vestlige Romerrige. Kristne missionerede tidligt blandt Karthagos jødiske befolkning. En betydningsfuld kristen menighed voksede frem, og bispesædet var længe det vigtigste efter Rom i den vestlige kristenhed. Biskoppen i Karthago var ikke blot leder af den nordafrikanske kirke, han havde også stor indflydelse uden for Afrika, hvilket bl.a. gjaldt Cyprian, der var biskop her til sin martyrdød i 258. Karthago var sæde for flere koncilier, bl.a. i 411, da stridighederne mellem katolikker og donatister skulle afgøres.

Annonce

Karthago blev i 439 indtaget af vandalerne, der gjorde byen til hovedstad i Vandalerriget; i 533 erobrede den byzantinske general Belisarius byen. I 698 faldt den til araberne, der ødelagde den.

Religion og kultur i Karthago var præget af byens fønikiske baggrund, se Fønikien.

Arkæologi

De første systematiske udgravninger af Karthago fandt sted i begyndelsen af 1800-t. med den danske generalkonsul i Tunis, C.T. Falbe, som en af pionererne. Udforskningen tog for alvor fart, da UNESCO i 1972 iværksatte et internationalt projekt til undersøgelse af Karthago. Resultaterne heraf tegner et nyt og meget nuanceret billede.

Den ældste kendte bebyggelse på stedet er huse fra ca. 800 f.Kr. De ligger på en kystslette, der mod vest og nord afgrænses af højdedrag, hvorpå indbyggerne begravede deres døde. På slettens sydlige del lå en helligdom viet til gudinden Tanit og guden Baal Hammon i tilknytning til en gravplads for børn: Det er den såkaldte Tophet, der traditionelt tolkes som et sted, hvor man ofrede nyfødte børn til de to guder.

400- og 300-t. f.Kr. var præget af betydelig byggeaktivitet, der afspejler Karthagos voksende betydning; første halvdel af 100-t. f.Kr. synes imidlertid at have været byens største blomstringstid. Flere gamle gravpladser omkring kystsletten blev sløjfet og inddraget til boligformål; man har således udgravet velbevarede husblokke på et højdedrag, hvis antikke navn var Byrsa. Samtidig etableredes en cirkulær krigshavn i tilknytning til en rektangulær handelshavn. Der er endnu ikke fundet spor af torvet, byens handelsmæssige og politiske centrum, men man har på kystsletten lokaliseret et stort tempel, måske viet til guden Reshef.

Efter romernes ødelæggelse lå Karthago ubeboet hen i mere end hundrede år, indtil byen blev gengrundlagt af Augustus. Den bymæssige udvikling tog fart i 100-t. e.Kr. På Byrsahøjen, den romerske bys centrum, har man fundet rester af et forum med en basilika til retshandlinger, der i størrelse kun overgås af to tilsvarende bygninger i Rom. Karthagos offentlige badeanlæg var den største bygning af sin art i Nordafrika, og det samme gjaldt byens cirkus, ligeledes opført i 100-t. e.Kr. Karthagos betydning i den tidlige kristendom fremgår bl.a. af de mange basilikaer, der blev opført.

Det arkæologiske område er optaget på UNESCOs Verdensarvliste.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Lund, Merete Harding: Karthago i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104547