Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fiesole

Oprindelig forfatter JeCa Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/9087/=ud_a_129605.mp3?revision=1

Fiesole, antikkens Faesulae, italiensk by NØ for Firenze i regionen Toscana; 14.100 indb. (2001). Byen ligger på en høj med udsigt over Firenze; hovederhvervet er turisme. Fiesole var oprindelig en etruskisk by, der i 283 f.Kr. blev erobret af romerne og stærkt ødelagt under Forbundsfællekrigen. Den var en vigtig støtte for deltagerne i den catilinariske sammensværgelse i 63 f.Kr.

Fra byens etruskiske periode stammer en del grave. Bymuren og det ældste tempel er fra 200-t. f.Kr.; dog er templet ombygget efter Catos ødelæggelse i 90 f.Kr. De velbevarede rester af teatret og termerne stammer fra augustæisk tid.

Fiesole kom under goterne i 405 og blev indlemmet i Firenze 1125. Byen er bispesæde og har en romansk domkirke (påbegyndt 1028) med klokketårn fra 1213. Den opr. domkirke, Badia Fiesolana, har bevaret en ældre, berømt marmorfacade fra 1000-1100-t.; det tilhørende tidligere benediktinerkloster rummer i dag Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Dominikanerklosteret San Domenico di Fiesole, grdl. 1406, og den tilhørende kirke har malerier af Fra Angelico, der en periode var klostrets prior.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Carlsen: Fiesole i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75584