Britannia, keltisk/latinsk betegnelse for den del af Storbritannien, som blev gjort til romersk provins, da kejser Claudius i 43 e.Kr. gennemførte den endelige erobring.

De romerske erobringsforsøg udgik fra syd, hvor romerne pacificerede de keltiske stammer gennem indgåelse af traktater med fx kelterhøvdingene Cogidubnus og Prasutagus. Derefter enten overtog romerne områderne eller nedkæmpede eventuel modstand, således som det var tilfældet i det store oprør i 61 e.Kr., der blev ledet af Boudicca, enke efter Prasutagus. Allerede i midten af 1. årh. f.Kr. havde Cæsar foretaget en hasarderet landgang i Britannia, men de umiddelbare resultater var meget små. Heller ikke senere erobringsforsøg under kejser Augustus og Caligula lykkedes. Først under Claudius blev området etableret som romersk provins, men provinsialiseringen af Britannia blev lang og blodig. Endelig i 127 e.Kr., da kejser Hadrian byggede "the Wall", den berømte mur mellem Carlisle og Newcastle, kunne provinsen betragtes som konsolideret, selvom kejser Antoninus Pius lidt senere forsøgte at skubbe nordgrænsen op til Clyde-Forth-linjen. I årene 259-268 hørte Britannia under Postumus' galliske særrige og udgjorde endog 286-297 et rige for sig selv, men erobredes tilbage af kejser Constantius 1. Chlorus. I 410 måtte romerne meddele Britannia, at de ikke mere så sig i stand til at forsvare området mod de stadig voldsommere indfald af pictere, skotere og saksere.

Erobringen af Britannia blev aldrig nogen succes for romerne. På trods af områdets store rigdom på guld i det nuværende Wales og sølv, bly og tin i det nuværende Cornwall opvejede indtægterne herfra aldrig de store resurser, som de måtte anvende for at holde ro. Hele tre legioner lå fast stationeret i de store legionslejre i Caerleon (Isca), York (Eboracum) og Chester (Deva) samt langs Hadrians Mur. Også en romersk flåde i Den Engelske Kanal var nødvendig for at sikre kommunikationen og den til tider livlige handel mellem kontinentets flodmundinger (Rhinen, Schelde, Loire, Garonne) og Britannia, især handelen med London (Londinium) og de sydengelske havnebyer. Colchester (Camolodunum) blev hurtigt provinsens administrative centrum for både den militære og den civile ledelse. Sideløbende med erobringen udbyggede romerne infrastrukturen, herunder et veludviklet vejsystem, som stadig kan studeres (fx Watling Street). Det forbandt kystområdet med de langsomt fremvoksende byer og disse med de militære forlægninger. I begyndelsen af 200-t. e.Kr. blev Britannia delt i to provinser for at ende med en firedeling i forbindelse med kejser Diokletians provinsreform.

Inden for denne ramme fandt en relativt beskeden romanisering sted, således som den stadig kan studeres i de mange velorganiserede udgravningsfelter og museer. Landbruget blomstrede primært pga. de store romerske troppekontingenters tilstedeværelse; romerske landvillaer kan bl.a. ses i Lullingstone, Chedworth og Fishbourne. Indtægterne fra landbruget gik til byggeri i de romerske byer, som det i dag kan ses i London, St. Albans, Colchester, Silchester og Bath. Det keltiske befolkningsunderlag blev aldrig integreret til samme dybde som på kontinentet; dette skyldtes sandsynligvis den blodige erobringshistorie, den romerske hærs massive tilstedeværelse og den fjerne beliggenhed i forhold til Rom. I nyere britisk antikforskning betragtes den romerske periode som en parentes i landets historie, som kulturelt set kun berørte det allerøverste lag af befolkningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig