Arabia Felix, (lat. 'Det Lykkelige Arabien'), græsk Eudaimon Arabia, oldtidens navn på den sydlige og sydvestlige del af Den Arabiske Halvø, hvor også Saba lå, der formodentlig var hjemstedet for Salomons elskerinde, dronningen af Saba. Området dækker det nuværende Yemen og Asir. Navnet skyldtes klimaet og områdets ry for rigdom på krydderier og landbrugsprodukter. Forestillingen om Det Lykkelige Arabien levede videre, og endnu i 1700-t. var betegnelsen gængs i Europa. En dansk ekspedition med Carsten Niebuhr som deltager rejste i 1761 ud for at udforske de arabiske lande, i særdeleshed Arabia Felix. Om denne ekspedition har Thorkild Hansen skrevet dokumentarromanen Det lykkelige Arabien (1962).