Dodone, orakelhelligdom for Zeus i det centrale Epiros nær Ioannina i Grækenland. Oraklet var knyttet til en hellig eg og kan spores tilbage til mykensk tid. I arkaisk og klassisk tid var Zeus' orakel i Dodone det berømteste sammen med Apollons i Delfi; det benyttedes af både konger, bystater og privatpersoner. Oraklet blev betjent af tre præstinder, ofte kaldet duerne, og fungerede som lodtrækningsorakel. Helligdommen forfaldt i hellenistisk tid efter at være blevet plyndret af aitolerne i 219 f.Kr. og af romerne i 167 f.Kr.

Siden 1944 har der fundet udgravninger sted; helligdommen er frilagt, og et teater er blevet dateret til ca. 280 f.Kr. Dodones akropolis er omgivet af en mur fra ca. 300-t. f.Kr., som nogle steder når op i 3 m højde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig