Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Makedonien

Oprindelige forfattere HHors og MHH Seneste forfatter Redaktionen

Makedonien på Filip 2.s tid i midten af 300-t. f.Kr.

Makedonien på Filip 2.s tid i midten af 300-t. f.Kr.

Makedonien, i den klassiske oldtid det frugtbare og skovrige landskab nord for Hellas. Makedoniens centrum var floddalene omkring Haliakmon og Axios fra deres udløb i Den Thermæiske Golf mod øst og ind mod de bjergkæder, der i vest langs Haliakmon afgrænsede Makedonien fra Epiros og i nord langs Axios dannede grænsen mod Illyrien i NV og Paionien i nord. Mod øst rakte Makedonien frem til floden Strymon og adskilte det chalkidiske Thrakien i syd fra det odrysiske Thrakien i nord.

I klassisk tid var Makedonien således delt i tre regioner: Nedremakedonien (floddalene omkring Haliakmon og Axios), Øvremakedonien (bjergegnene mod vest og nord) og Østmakedonien (landet mellem Axios og Strymon).

Nedremakedonien og Østmakedonien var samlet til ét stort kongerige under Argeadernes dynasti. Kongerne residerede oprindelig i Aigai, men ca. 400 f.Kr. blev hovedstaden flyttet til Pella.

Annonce

Øvremakedonien var opdelt i fire små kongedømmer: Elimeia, Tymfaia, Lynkos og Orestis, som først blev underlagt Argeaderne under Amyntas 3. (konge 392-370 f.Kr.) og Filip 2. (konge 360-336 f.Kr.).

Forhistorie

Makedonien har været beboet i mindst 50.000 år. I drypstenshuler ved Petralona er der fundet redskaber og skeletrester af neandertalmennesket fra ældre stenalder. Bopladsen Nea Nikomedeia i Nedremakedonien er det kendteste eksempel på agerbrugskulturerne i begyndelsen af yngre stenalder, ca. 7000-2700 f.Kr. Fra senere dele af stenalderen kendes over 25 bopladser.

Flere byhøje fra bronzealderen, ca. 2700-900 f.Kr., er udgravet, og fund af bl.a. mykenske importgenstande tyder på, at floddalene har spillet en vigtig rolle for samhandelen mellem nord og syd. Samtidig kunne pladserne forsvares: Kastanas, som var beboet ca. 2500-700 f.Kr., lå på en ø i Axiosfloden, mens Assiros, beboet ca. 1800-800, var befæstet.

De rige gravpladser fra jernalderen, bl.a. ved Aigai og Chauchitsa, viser, at der stadig var tætte forbindelser vestover til Epiros og Albanien og over Adriaterhavet til Syditalien. Fra 700-t. f.Kr. blev der grundlagt græske bosættelser langs Makedoniens kyster.

Folket

Landskabets navn er afledt af makedones, navnet på det folk, der tidligt i 600-t. f.Kr. invaderede Makedonien vestfra og drev mange af de oprindelige indbyggere østover. Hvem disse makedonere egentlig var, vides ikke. Kendskabet til deres sprog hviler næsten udelukkende på sted- og personnavne, og makedonerne synes ikke at have udviklet noget skriftsprog. Navnestoffet viser, at makedonsk nok var nærtbeslægtet med oldgræsk, men dog så forskelligt, at hellenerne opfattede det som et barbarisk sprog. I klassisk tid skelnede man i hvert fald skarpt mellem hellenere og makedonere, enten således at makedonerne blev regnet for barbarer, eller således at man tredelte folkeslagene i hellenere, makedonere og barbarer.

Undtagelsen var kongefamilien Argeaderne. Formentlig under Alexander 1. (ca. 497-454 f.Kr.) fik Argeaderne knæsat en myte om, at de nedstammede fra Temenos, Herakles' tipoldebarn og den første konge af Argos. Både kongefamilien og de makedonske aristokrater var tosprogede, og ved hoffet har man på Filip 2.s og Alexander 3. den Stores tid talt græsk snarere end makedonsk. Det lykkedes også for Alexander 1. og hans efterkommere at blive anerkendt som hellenere med ret til at deltage i de panhellenske lege i fx Olympia og Delfi. Men endnu under Alexander den Stores felttog findes talrige vidnesbyrd om sammenstød mellem makedonsk og græsk kultur, og en fuldstændig hellenisering af makedonerne slog først igennem i hellenistisk tid, således at en særlig makedonsk etnicitet var forsvundet, da Makedonien i 148 f.Kr. blev gjort til en romersk provins.

Forfatningen

Makedonien var et kongerige, og kongemagten var arvelig i Argeadernes slægt. Undertiden udpegede kongen selv sin efterfølger, men ved en konges pludselige død havde rådet og folket en mulighed for ikke blot at hylde den nye konge og sværge ham troskab, men også at vælge ham. Sådanne kongevalg kan ikke have været ualmindelige, da flere konger faldt i slag, og hen ved halvdelen blev myrdet.

Mens kongerne i det arkaiske Hellas kun havde få magtbeføjelser, var Argeaderne nærmest enevældige. Alle naturrigdomme tilhørte kongen lige fra skovene i Øvremakedonien til guldminerne i Østmakedonien. Kongen var øverste præst, øverste dommer, øverstbefalende over de væbnede styrker og nærmest enerådende i udenrigsanliggender. I mange sager var kongens magt dog begrænset af et råd, som var udpeget blandt kongens følge, og en folkeforsamling, der i fredstid bestod af de værnepligtige makedonske bønder og i krigstid var identisk med hærforsamlingen. Kongen måtte således dele sin domsmagt med rådet, og i sager om forræderi skulle dødsdommen fældes af folkeforsamlingen.

Kongens følge i fred som i krig var hans hetairoi 'fæller', dvs. en kreds af kongelige og adelige, der kæmpede ved hans side, spiste ved hans bord og rådslog med ham ved symposier, der virkelig var drikkegilder, hvor det ofte gik voldsomt til. Kongen havde en næsten ubegrænset magt over sine hetairoi, og det fortælles, at den kultiverede kong Archelaos lod en adelsmand piske, fordi han under et symposium havde beklaget sig over, at tragediedigteren Euripides havde dårlig ånde. Kredsen af hetairoi talte oprindelig hen ved 100 mand, men under Filip 2. og Alexander den Store udvidedes den til flere tusinde.

Kongens hetairoi var kernen i hæren, der oprindelig var baseret på rytteriet; men Filip 2. skabte et fodfolk af hoplitter, rekrutteret blandt de makedonske bønder og bevæbnet med et nyt våben: en op til 5 m lang stødlanse, sarissa. Den nye makedonske falanks, støttet af tungt rytteri på fløjene, blev den stærkeste hær i den østlige Middelhavsverden. Den talte op mod 3000 mand rytteri og 30.000 mand fodfolk; den var bedre trænet end de græske bystaters borgerhære, og makedonerne vandt stort set alle de slag, de udkæmpede, indtil de blev besejret af de romerske legioner.

Den politiske historie

Det første vidnesbyrd om Makedoniens politiske historie er Herodots beretning om, hvorledes Amyntas 1. (ca. 513-497 f.Kr.) måtte anerkende Dareios 1.s overhøjhed og styre Makedonien som en lydstat under perserkongen. Makedonerne genvandt deres selvstændighed efter Xerxes' nederlag i Perserkrigen, men landet hærgedes fortsat af invasioner fra illyriske, paioniske og thrakiske stammer i nord, og det var samtidig kastebold i kampene mellem de græske stormagter: i 400-t. f.Kr. mellem Athen og Sparta, i 300-t. f.Kr. mellem Sparta, Theben og Det Chalkidiske Forbund under Olynthos.

Makedoniens fremvækst til stormagt i 300-t. f.Kr. er skildret i artiklerne om Filip 2. og Alexander 3. den Store. Alexander den Store blev den sidste Argeade på Makedoniens trone. Hans evnesvage bror, Filip 3. (d. 317 f.Kr.), og hans mindreårige søn Alexander 4. (d. 310 f.Kr.) blev begge likvideret uden nogensinde at have været konger af andet end navn.

Under magtkampen mellem Alexander den Stores generaler efter hans død blev Makedonien udskilt som et selvstændigt kongerige, der dog tillige dominerede hele Hellas. Den første hellenistiske konge over Makedonien var Kassandros (315-297 f.Kr.), søn af Antipatros, Alexanders vicekonge i Makedonien 334-319 f.Kr. De følgende konger var efterkommere af Antigonos 1. og kaldtes følgelig for Antigoniderne. De betydeligste var Demetrios Poliorketes (konge 294-288 f.Kr.), Antigonos 2. Gonatas (konge 276-239 f.Kr.), Filip 5. (konge 221-179 f.Kr.) og Perseus (konge 179-168 f.Kr.).

Makedonien fastholdt sin magtposition i Hellas dels ved at udnytte opsplittelsen i bystater, dels ved at placere makedonske garnisoner i strategisk vigtige byer. Makedonernes politik over for hellenerne byggede især på den kroniske rivalisering mellem Det Achaiske Forbund og Det Aitoliske Forbund, og de makedonske garnisoner i Demetrias, Chalkis og Korinth fik Filip 5. til at kalde disse tre byer for "Hellas' lænker".

Fra slutningen af 200-t. f.Kr. stødte makedonerne sammen med romerne først i Hellas, siden i selve Makedonien. Filip 5.s alliance med Hannibal i 215 f.Kr. førte til Første Makedonske Krig, der ti år senere sluttede resultatløst for begge parter med Freden i Foinike. Filips aggressive udenrigspolitik gav stødet til Anden Makedonske Krig 200-197 f.Kr. For første gang blev en stor romersk hær sendt til Hellas, og i Slaget ved Kynoskefalai i 197 f.Kr. blev Filip 5.s falanks afgørende slået af Flamininus' legioner, og Makedonien blev frataget alle erobringer siden Freden i Foinike.

Kong Perseus' forsøg på at genskabe Makedoniens stormagtsstilling førte til Tredje Makedonske Krig 171-168 f.Kr., hvori makedonerne igen led nederlag, denne gang til Aemilius Paullus' hær i Slaget ved Pydna i 168 f.Kr. Ved freden blev kongeriget Makedonien opdelt i kantoner, og Perseus ført til Rom som krigsfange. 20 år efter lykkedes det tronprætendenten Andriskos at få magten i Makedonien ved at udgive sig for Perseus' søn Filip. Hans magtovertagelse udløste Fjerde Makedonske Krig 149-148 f.Kr., som afsluttedes med, at romerne under Metellus besejrede makedonerne i endnu et slag ved Pydna. Ved freden blev Makedonien gjort til romersk provins.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Winge Horsnæs, Mogens Herman Hansen: Makedonien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120871