Grækenland i oldtiden – teater, Udklædte dansere på vasemalerier samt træk i myterne og den tidlige digtning vidner om, at grækerne altid har kendt til former for drama i kultsammenhænge og som underholdende optrin. Det, man i nutiden forstår ved klassisk græsk drama, opstod i Athen i slutningen af 500-t. f.Kr. som led i kulten for frugtbarheds- og vinguden Dionysos. Efter traditionen skal digteren Thespis have været den første, der opførte tragedier ved at lade en skuespiller optræde over for koret ved dithyrambe-sangene.

Drama blev opført som en integreret del af Dionysoskulten ved to fester i Athen: de store dionysier i marts og Lenaierfesten i januar (se attiske fester). En rig borger blev udpeget til at bekoste koret (se liturgi). Der blev udvalgt tre tragiske digtere, som konkurrerede om førsteprisen; de deltog med hver tre tragedier og et satyrspil. Opførelserne varede tre dage fra morgen til aften; fra 400-t. f.Kr. opførtes også komedier. Vinderen blev kåret af ti dommere, én fra hver attisk fyle. Skuespillene var således oprindelig kun beregnet til at blive opført én gang; først fra 300-t. f.Kr. fandt der genopførelser sted, også uden for Athen og især af de tre store tragikere, Aischylos, Sofokles og Euripides.

Digterne skrev selv musikken til deres stykker og trænede koret, hvis 12-15 medlemmer af mandlige borgere både sang og dansede. I den første tid deltog digterne også som skuespillere. Der medvirkede i alt to, siden tre professionelle, mandlige skuespillere, der spillede samtlige roller. De bar alle masker. Først fra hellenistisk tid kendes udprægede affektmasker; i 400-t. f.Kr. var de følelsesmæssigt neutrale, men affektskift må have været mulige, fx ved at hovedets stilling i forhold til skuldrene ændredes, sådan som det sker i det japanske no-teater. En tradition vil vide, at Aischylos indførte kostumer med lange, vide ærmer, og vasemalerier viser skuespillere i pragtfuldt dekorerede dragter til konger etc. Replikker i dramaerne hentyder derimod kun til sørgendes, slavers og fremmedes dragter. Man må derfor regne med en ret stor variation inden for nogle normer, som har gjort det let for tilskuerne at identificere personerne.

Dionysosteatret i Athen er et eksempel på et klassisk græsk teater. Det kunne i 300-t. f.Kr. rumme ca. 15.000 tilskuere; publikum bestod formentlig både af kvinder og mænd. Adgangen var gratis; i perioder blev der endda udbetalt diæter for festdeltagelse.

Teateranlægget bestod af en cirkelrund danseplads (orchestra) med et scenehus (skene). Tilskuerpladserne (theatron) lå i hesteskoform op ad en naturlig skråning i landskabet. Mellem skenes søjler kunne indsættes plader (pinakes), malet i perspektiv. To tekniske indretninger benyttedes ved opførelserne: ekkyklema, en lav platform, der blev kørt ind gennem den tofløjede dør midtfor, og mechane, en slags kran, der anvendtes til at lade guder stige ned fra "himlen" (se deus ex machina). I 400-t. f.Kr. foregik spillet på orchestra foran skene, men mod slutningen af 300-t. f.Kr. blev det løftet op på skene, sandsynligvis foranlediget af den nye komedie, hvis kor ikke var en integreret del af handlingen.

De første græske teatre var af træ, således også Dionysosteatret, der først blev ombygget i sten i løbet af 300-t. f.Kr.; andre steder i Grækenland fandtes stenteatre tidligere. I løbet af de følgende århundreder blev der i selv små græske bystater opført teateranlæg, der ifølge forfatteren Pausanias sammen med sports- og folkeforsamlingsplads ansås for et kriterium for at regne stedet for en by. Romerne ombyggede teatrene, således at orchestra halveredes og blev tilskuerrum, og skene blev gjort lavere og fik en høj bagmur.

Læs videre om musik i oldtidens Grækenland eller læs om oldtidens Grækenland generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig