Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grækenland i oldtiden - medicin

Oprindelig forfatter JBrix Seneste forfatter Redaktionen

Guden Apollons helbredende evner er beskrevet af Homer i Iliaden. Senere omtales Apollons søn Asklepios som den særlige lægegud. Asklepioskulten havde sin blomstringstid ca. 600-300 f.Kr.; dens tidligste kendte tempel lå i Epidauros, hvorfra den bredte sig til hele det hellenistiske samfund, bl.a. til Kos, hvor et af de mest berømte templer lå. Tempelpræsterne har muligvis udøvet nogen sygdomsbehandling, men de vigtigste elementer i tempelmedicinen var magi og overtro.

Samtidig med denne tempelmedicin praktiserede verdslige sygdomsbehandlere deres håndværk på vandring fra by til by. Viden om håndværket blev ofte videregivet fra far til søn. Enkelte steder forekom egentlige lægeskoler, hvoraf de mest betydningsfulde lå på Kos, i Knidos og i Kroton. Denne udvikling af den verdslige medicin var begunstiget af, at Asklepioskulten ikke var særlig dogmatisk, og at en række af de førsokratiske filosoffer beskæftigede sig indgående med sygdomsbegrebet og dermed kunne støtte og præge de spirende tilløb til erfaringsvidenskab (empiri). Fx erkendte Alkmaion, at hjernen er sæde for bevidstheden, mens Empedokles' lære om de fire elementer (luft, ild, jord og vand) kom til at danne grundlag for læren om de tilsvarende fire kardinalvæsker (blod, gul galde, sort galde og slim), der var grundstammen i humoralpatologien. Sygdom forklaredes her ved, at forholdet mellem væskerne forrykkes, og at de samler sig forkerte steder. Humoralpatologiens teoretiske grundlag blev ændret talrige gange; denne lære nåede sit højdepunkt ved Galenos' virke i 100-t. e.Kr. og blev da knæsat med betydning for sygdomsopfattelsen de næste ca. tusinde år. Også Aristoteles bidrog ved dissektioner på dyr til forøgelse af den anatomiske viden. Hans metodiske pluralisme og videnskabelige tænkemåde fik ligeledes indflydelse på udviklingen af tidens lægevidenskab.

I denne brydningstid mellem magisk mytologi og begyndende empiri virkede i 300-t. f.Kr. oldtidens mest kendte læge, Hippokrates, som blev forbilledet for den praktiske lægekunst og lægelige etik. I 200-t. f.Kr. flyttede tyngdepunktet til Alexandria, hvor Herofilos og Erasistratos grundlagde den såkaldte Alexandriaskole. Den oldgræske medicin var kendetegnet ved, at den var opdelt i en lang række endda meget forskellige skoler med hver sit system og dertil svarende behandlingsmetoder, hvoraf flere brød med humoralpatologien.

Annonce

Læs mere om Grækenland i oldtiden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Brix: Grækenland i oldtiden - medicin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86391