Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grækenland i oldtiden - billedkunst

Oprindelig forfatter HeBH Seneste forfatter Redaktionen

Kalvebæreren.  Græsk skulptur fra ca. 570 f.Kr.

Kalvebæreren. Græsk skulptur fra ca. 570 f.Kr.

Den egentlige græske kunsts begyndelse regnes fra tiden umiddelbart efter 1100 f.Kr., som samtidig er begyndelsen til den græske jernalder. Perioden 900-700 f.Kr. kaldes den geometriske og falder således sammen med "de mørke århundreder". I den tidlige geometriske periode synes kontakten med omverdenen at have været sparsom, og i det råstoffattige Grækenland anvendtes lokale materialer i kunsten, først og fremmest ler. Kunsten kendetegnes derfor af keramikken, som er dekoreret med de geometriske motiver, der har givet navn til perioden; fra omkring 800 f.Kr. optræder dog også stiliserede dyre- og menneskefigurer.

I løbet af 700-t. f.Kr. blev kontakten med omverdenen mere regelmæssig, og den græske kunst blev påvirket af kunsten fra Nærorienten og Egypten. Dette gav anledning til den orientaliserende stil, som er fremherskende ca. 700-625 f.Kr. Denne stil kendes bl.a. fra vasemaleriet; produktionen i Korinth var dominerende. Denne såkaldte protokorinthiske keramik er karakteristisk ved sine dyrefriser; endvidere ses fabeldyr som griffe og sfinkser inspireret fra Nærorienten samt ornamenter som lotusblomster og rosetter.

Den vigtigste kunstneriske nyskabelse er dog monumentalskulpturer i sten, som blev et af den græske kunsts vigtigste udtryk. Stenskulpturen blev formentlig udviklet på baggrund af indflydelse fra Egypten, som grækerne fik en tættere kontakt til fra ca. 650 f.Kr. Den tidlige græske mandsstatue (kuros) har med den udprægede frontalitet, stillingen med den venstre fod foran højre og armene ned langs siden fællestræk med de egyptiske forbilleder. De fik dog hurtigt et eget græsk udtryk, og i modsætning til egyptiske mandsstatuer er de nøgne; den tilsvarende kvindestatue (kore) er påklædt. Disse to typer blev videreudviklet i den følgende periode. En del af den tidlige stenskulptur er udført i kalksten, som fortsatte med at blive anvendt; til den fineste skulptur benyttedes dog siden altid marmor.

Annonce

Den arkaiske periode (ca. 625-480 f.Kr.)

Den arkaiske periodeer karakteriseret ved, at billedkunsten bygger på et sæt konventioner, som mod slutningen af perioden forlades til fordel for en stræben mod naturalisme. Dette kan man fx se i de mange bevarede korai fra Jonien og fra Athens Akropolis, hvis dragter falder i stiliserede mønstre. På figurerne fra Akropolis, som blev ødelagt under persernes invasion i 480 f.Kr., er der desuden bevaret en del af de livlige farver, som statuerne var bemalet med. I den arkaiske periode udvikledes ligeledes en arkitektonisk skulptur med gavlgrupper som fx fra Afaiatemplet på Ægina (ca. 510-490), samt reliefdekorerede metoper til doriske templer og relieffriser til joniske templer. Den bedst kendte stammer fra sifniernes skathus i Delfi (ca. 530-525 f.Kr). En af de berømteste arkaiske billedhuggere var Antenor, som udførte en af gavlgrupperne til Apollontemplet i Delfi (ca. 520-510 f.Kr.).

I den arkaiske periode opnåede Athen en førerstilling inden for keramikproduktionen med den attiske sortfigurskeramik. Denne teknik indebærer, at figurerne males i silhuet på den karakteristiske røde attiske ler, og detaljerne indridses med et skarpt redskab. Der anvendtes desuden lidt hvid og rød dækfarve, fx hvid farve til kvindernes hud. Figurerne vises i en blanding af profil og frontal positur: benene i profil, overkroppen frontal, hovedet i profil, og øjet frontalt. Motiverne er især mytologiske, fx Herakles og hans arbejder eller Dionysos med mænader og satyrer. Sortfigurskeramikken nåede et højt teknisk stade med bl.a. Exekias, og den blev eksporteret i stor stil, især til Etrurien.

Psykter fra ca. 520-510 f.Kr., der tilskrives Oltos; terrakotta i rødfigursstil. Figurernes navne er indgraveret: fløjtespilleren Smikythos, diskoskasteren Antifanes og hans træner Antimenes, længdespringeren Dorotheos, spydkasteren Batrrachos, dommeren Kleainethos, der kroner Epainetos, og hans træner Alketes.

Psykter fra ca. 520-510 f.Kr., der tilskrives Oltos; terrakotta i rødfigursstil. Figurernes navne er indgraveret: fløjtespilleren Smikythos, diskoskasteren Antifanes og hans træner Antimenes, længdespringeren Dorotheos, spydkasteren Batrrachos, dommeren Kleainethos, der kroner Epainetos, og hans træner Alketes.

Omkring 530 f.Kr. blev rødfigursteknikken opfundet. Her står figurerne i den rå lerfarve, mens det er de indre detaljer, som males på. Denne teknik giver mulighed for en friere behandling af motiverne og egner sig godt til den øgede stræben efter naturalisme, der førte til, at konventionerne i vasemaleriet blev forladt omkring 500-480 f.Kr.; på samme tidspunkt mistede sortfigurskeramikken sin betydning. Motiverne er stadig oftest mytologiske, men en del scener med atleter viser de nye tekniske muligheder. Rødfigurskeramikken opnåede i den senarkaiske periode et højt teknisk og kunstnerisk niveau med bl.a. Berlinmaleren og Kleofradesmaleren.

Den klassiske periode (ca. 480-323 f.Kr.)

Den klassiske periode fik stor indflydelse på den senere europæiske kunsthistorie. Det skyldes ikke mindst, at man nu tilstræbte naturalisme, først og fremmest i gengivelsen af menneskelegemet.

Fra den tidlige klassiske stil ca. 480-450 f.Kr. blev bronze det mest populære materiale for enkeltstående skulpturer. Pga. metallets værdi er disse bronzestatuer kun bevaret i meget få eksemplarer. Af eksempler kan nævnes Vognstyreren fra Delfi og de to Riace-bronzer fra Syditalien . En del græske bronzeskulpturer kendes dog i romerske marmorkopier; dette gælder også for periodens mest berømte billedhugger, Myron. Af græsk originalskulptur fra 400-t. f.Kr. er det mest arkitektonisk skulptur, der er bevaret, fx gavlgrupperne og metoperne fra Zeustemplet i Olympia (470-457 f.Kr.), som har det karakteristiske tunge draperi og interessen for at vise vanskelige stillingsmotiver.

I den tidlige periode skete der endvidere store landvindinger inden for maleriet, som kun kendes gennem omtale i de skriftlige kilder, da ingen malerier er bevaret. De mest berømte malere var Polygnotos fra Thasos og Mikon fra Athen, som udviklede en stil med større grad af følelsesmæssigt udtryk. Desuden fik placeringen af figurerne på forskellige niveauer i billedet en vis perspektivering frem; om egentligt perspektiv var der dog ikke tale. I det tofarvede vasemaleri gjorde den sorte baggrund perspektivvirkningen vanskelig at få frem; derfor kan man ikke gennem vasemaleriet få nogen forestilling om, hvordan de store malerier så ud.

I den højklassiske periode 450-400 f.Kr. indtog Athen med det store byggeprogram og en række mindre monumenter en suveræn førerstilling på det kunstneriske område. Man anvendte en del af indtægterne fra Det Deliske Søforbund til byens forskønnelse. Byggeriet af Parthenon (447-438 f.Kr.) blev ledet af Fidias. Hans berømte Athenastatue i guld og elfenben til templet er imidlertid ikke bevaret. Det samme gælder hans Zeusstatue til templet i Olympia, der blev regnet blandt verdens Syv Underværker. Den bevarede skulpturudsmykning til Parthenon, dvs. gavlgrupperne, frisen og metoperne, er det fornemste eksempel på den højklassiske stil med dens afklarede ro og raffinerede teknik.

En anden berømt billedhugger fra den højklassiske periode, Polyklet fra Argos, udviklede en kanon, et proportionssystem til gengivelsen af det menneskelige legeme. Hans mandsstatuer, bl.a. Spydbæreren, der kun kendes i romerske kopier, byggede på princippet om kontrapost (modstilling).

Mod slutningen af 400-t. f.Kr. udvikledes den såkaldte rige stil, som er karakteriseret ved et meget raffineret draperi, der klynger sig til figurerne, hvorfor den undertiden kaldes for "de våde draperiers stil". Det fornemste eksempel er reliefferne fra balustraden til Niketemplet på Athens Akropolis (ca. 410-400 f.Kr.).

Pyxis fra ca. 465-460 f.Kr, terrakotta med hvidgrundsteknik.

Pyxis fra ca. 465-460 f.Kr, terrakotta med hvidgrundsteknik.

Den karakteristiske Parthenonstil afspejledes også i tidens attiske keramik, tydeligst hos Achilleusmaleren. I den højklassiske periode var hvidgrundsteknikken populær i Athen; det var en stil, der med sine lette, farvelagte motiver på hvid baggrund lå tættere på det egentlige maleri end rødfigursteknikken. Den anvendtes især til lekyther, olieflasker, der var populære gravgaver. Den rige stil med dens gennemsigtige draperier ses også i keramikken, især i Mediasmalerens værker.

Af stor betydning for kunstudviklingen i antikken var udviklingen inden for maleriet, hvor man mod slutningen af 400-t. f.Kr., muligvis på baggrund af arbejdet med teaterkulisser, eksperimenterede med dybdevirkning og lys-skygge-virkning (se også Apollodoros). Fra samme periode kendes de tidligste mosaikker. Oprindelig udførte man dem i småsten med to grundfarver, lys og mørk. I hellenistisk tid introduceredes, formentlig inspireret fra Østen, en teknik med små mosaikstifter, tesserae, hvilket indebar øgede muligheder for flerfarvede fremstillinger, der lå tættere op ad maleriet.

I begyndelsen af 300-t. f.Kr. indtraf der en kunstnerisk nedgangsperiode i Athen som følge af nederlaget i Den Peloponnesiske Krig. Denne fulgtes af en stor kunstnerisk blomstring, der dog var langt mere spredt over den græske verden end tidligere. Et hovedmonument i perioden, Mausoleet i Halikarnassos, blev således opført for en ikke-græsk fyrste.

Ikke mindst inden for skulpturen var 300-t. f.Kr. en storhedstid med de tre billedhuggere Praxiteles, Skopas og Lysippos. Praxiteles arbejdede bl.a. i marmor; hans værker var populære hos romerne og er derfor overleveret i en del kopier. Dette gælder ikke mindst hans berømte statue af Afrodite fra Knidos; den viser gudinden helt nøgen, hvad der ellers var usædvanligt for græske kvindestatuer. Karakteristisk er kroppens udprægede S-kurve, som er en videreudvikling af kontrapost-princippet . Skopas' værk er kun overleveret i få kopier. Han var i oldtiden kendt for at forlene sine skulpturer med stor følelse i udtrykket. Lysippos lancerede en ny og slankere atlettype i forhold til Polyklets med andre proportioner og nye stillingsmotiver. Han var Alexander den Stores hofkunstner og har lavet det bedst kendte Alexanderportræt.

I 300-t. f.Kr. tabte attisk keramik terræn i forhold til de mange konkurrerende værksteder, der fra ca. 440 f.Kr. var etableret i det græske Syditalien; produktionen af attisk rødfigurskeramik ophørte helt i begyndelsen af hellenistisk tid. Periodens kendteste maler var Apelles.

Den hellenistiske periode (ca. 323-31 f.Kr.)

Med udvidelsen af den græske verden gennem Alexanders erobringer var kunsten ikke længere entydig, og den udgik ikke længere fra de traditionelle kunstcentre. Nye vigtige centre blev Pergamon i Lilleasien og Alexandria i Egypten. Vidt forskellige stiltræk optrådte sideløbende fra det voldsomt følelsesladede, barokke til det klassicistiske. Mange stilelementer fortsatte desuden ubrudt ind i den romerske kunst. Af disse grunde er det ofte vanskeligt præcist at datere et hellenistisk kunstværk.

Den mest karakteristiske hellenistiske stilretning er den barokke, som bl.a. ses på Pergamonalteret fra ca. 190-150 f.Kr. med en stor frise, der forestiller gudernes kamp mod giganterne. Her er voldsomme virkemidler med dybe skygger og stærke udtryk. Andre berømte værker fra perioden er Den Barberinske Faun, Den Farnesiske Tyr og Laokoon-gruppen.

Portrætkunsten udvikledes stærkt i den hellenistiske periode med både portrætter af herskere og berømte personligheder, fx filosoffer. De græske portrætter var statuer i hel figur, men er i romerske kopier ofte overleveret som buster. Se også skulptur og vasemaleri.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helene Blinkenberg Hastrup: Grækenland i oldtiden - billedkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86384