Karthago

Karthago, fønikisk koloni og senere romersk by ca. 15 kilometer nordøst for det nuværende Tunis. Ifølge en antik tradition blev Karthago grundlagt i 814 f.v.t. af den mytiske dronning Dido, da hun flygtede hertil fra Tyros i det nuværende Libanon.

Byens beliggenhed på en halvø i Tunis Bugt ved en landtange gjorde den let at forsvare; tilmed lå den ved Middelhavets smalleste passage mellem Afrika og Sicilien. Karthago blev grundlagt som koloni af Tyros og skulle fungere som station mellem Fønikien og Spanien; den blev hurtigt et centralt sted for transithandelen, og i slutningen af 600-tallet f.v.t. var byen blevet en af de største i det vestlige Middelhavsområde. I 500-tallet f.v.t. overtog Karthago Tyros' rolle som formidler af handelen med især metaller fra Spanien og etablerede handelsstationer i Spanien, på Sicilien og på Sardinien. Imidlertid kom det fra midten af 500-tallet f.v.t. til kampe med grækerne om kontrollen over især Sicilien og sikring af handelsinteresser; stridighederne fortsatte med vekslende udfald frem til 270'erne f.Kr. I 400-300-tallet f.v.t. vendte karthaginienserne interessen mod det afrikanske område og erobrede den nordlige halvdel af det nuværende Tunesien. Fra 300-tallet f.v.t. var byen styret af to årligt valgte embedsmænd, sufeter.

Romernes øgede magt på Den Italiske Halvø førte til magtstridigheder med karthaginienserne, af romerne kaldet poeni 'punere' (fønikiere), hvilket gav sig udslag i de tre puniske krige, hhv. 264-241 f.v.t., 218-201 f.v.t. og 149-146 f.v.t. Krigene endte med Karthagos nederlag og førte til byens totale ødelæggelse. Herefter blev det karthaginiensiske område indlemmet i Romerriget som provinsen Africa. En romersk koloni, colonia Concordia Julia Carthago, blev først anlagt på stedet i 29 f.v.t. af Octavian, den senere kejser Augustus. Karthago blev provinshovedstad og en af de største og vigtigste byer i det vestlige Romerrige. Kristne missionerede tidligt blandt Karthagos jødiske befolkning. En betydningsfuld kristen menighed voksede frem, og bispesædet var længe det vigtigste efter Rom i den vestlige kristenhed. Biskoppen i Karthago var ikke blot leder af den nordafrikanske kirke, han havde også stor indflydelse uden for Afrika, hvilket bl.a. gjaldt Cyprian, der var biskop her til sin martyrdød i 258. Karthago var sæde for flere koncilier, bl.a. i 411, da stridighederne mellem katolikker og donatister skulle afgøres.

Karthago blev i 439 indtaget af vandalerne, der gjorde byen til hovedstad i Vandalerriget; i 533 erobrede den byzantinske general Belisarius byen. I 698 faldt den til araberne, der ødelagde den.

Religion og kultur i Karthago var præget af byens fønikiske baggrund, se Fønikien.