Illyricum, dansk Illyrien, antik betegnelse for de dele af Balkanhalvøen, som strækker sig ned langs Adriaterhavskysten med tilhørende bagland, dvs. Slovenien, Kroatien, Serbien og Albanien.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Illyricum er latin og betyder 'illyrernes land'.

Fra 200-t. f.Kr. lå de illyriske stammer i krig først med grækerne, siden med romerne. En omfattende piratvirksomhed førte til romersk indgriben i Illyricum i 229 og 219 f.Kr. Ved kampene i 168 f.Kr. blev området erobret af romerne.

I 30'erne f.Kr. kæmpede romerne voldsomt med illyrerne for at sikre forbindelsen over land mod øst og for at skyde Romerrigets grænse frem til Donau. Efter en sidste revolte i 6 e.Kr. blev området delt i to store provinser, der senere blev kaldt henholdsvis Pannonia og Dalmatia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig