Dalmatia

Dalmatia, romersk provins, som etableredes på Balkanhalvøens vestlige del af kejser Augustus i 9 e.Kr. Dalmatias nordgrænse begyndte ca. 60 km øst for Triest, strakte sig derfra næsten direkte vest-øst ca. 20 km syd for floden Sava til Beograd og fortsatte stik syd ned til Drinas udløb i Adriaterhavet. Provinsens østgrænse blev i realiteten grænsen mellem vest og øst, dvs. mellem den latinske og den græske del af Romerriget.

Det nordvestlige Balkan, antikkens Illyricum, havde allerede fra midten af 100-t. f.Kr. voldt romerne problemer. Området var præget af stadige kampe mellem dalmatere, der var en illyrisk stamme, keltere og de græsktalende thrakere. I 34/33 f.Kr. bragte Octavian, den senere kejser Augustus, for første gang ro i området, men både i årene 11-9 f.Kr. og 6-9 e.Kr. fandt voldsomme oprør sted. I 9 e.Kr. omdannedes det indtil da løst organiserede Illyricum til provinserne Dalmatia, Pannonia, Moesia og Makedonien. Kommunikationen mod øst langs Sava og Donau blev sikret, og kyststrækningerne rensedes for de førhen så frygtede sørøvere.

Dalmatia var en rig provins; i det bjergrige og aldrig fuldt romaniserede indland fandtes vigtige forekomster af jern, guld og sølv, og romerne kunne benytte bjergegnenes stammekrigere som romerske hjælpetropper. Den egentlige romanisering tog hurtigt fart omkring kystlandets gamle, ofte oprindeligt græske handelsstationer, især omkring provinsens administrationssæde, Salonae (nuv. Split). Her byggede kejser Diokletian senere sit palads, som for en stor dels vedkommende stadig står tilbage. Af øvrige betydelige romerske byer kan nævnes Narona ved Metković og Scardona (nuv. Skradin). I 200-300-t. kom flere betydelige kejsere fra Dalmatia, bl.a. Diokletian og Konstantin den Store.