Euboia, oldgræsk navn på øen Evia i Grækenland. Fra bronzealderen var øen beboet af hellenere, der alle talte den joniske dialekt, men tilhørte forskellige stammer, og ingen religiøse eller politiske institutioner bandt dem sammen.
Euboia var i arkaisk tid (700-480 f.Kr.) delt mellem hen ved tolv forskellige bystater, men i 300-t. f.Kr. var kun fire tilbage: Histiaia i nord og Karystos i syd samt de to større, Chalkis og Eretria, der begge lå på Euboias vestkyst hhv. vest og øst for floden Lelantos.
I geometrisk (900-700 f.Kr.) og arkaisk tid var Euboia det vestlige Ægæerhavs kulturelle og politiske centrum. Det ældste kendte græske tempel (fra ca. 975 f.Kr.) er udgravet i Lefkandi øst for Lelantos, og euboiisk mål og vægt var normgivende for mange græske bystater.
Den første hellenske storkrig, den såkaldte Lelantinske Krig, blev udkæmpet ca. 700 f.Kr. mellem Chalkis og Eretria, som hver stod i spidsen for en alliance af bystater. Vor viden om krigen har næsten kun sagnets karakter, men den drejede sig formentlig om herredømmet over den frugtbare lelantinske slette.
Ved øens nordligste punkt, Kap Artemision, udkæmpede grækere og persere et stort søslag i 480 f.Kr. under Perserkrigene.
I 300-t. f.Kr. blev Euboias fire bystater samlet i en forbundsstat, der i 338 f.Kr. kom under makedonernes overherredømme og først vandt selvstændigheden tilbage i 196 f.Kr. efter romernes sejr i den Anden Makedonske Krig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.