Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poteidaia

Oprindelig forfatter PF-J Seneste forfatter Redaktionen

Poteidaia, oldgræsk bystat i Nordgrækenland. Poteidaia blev grundlagt af Korinth omkring 600 f.Kr., og endnu i klassisk tid var byen delvis afhængig af sin metropolis. I 480 stillede byen styrker til rådighed for Xerxes' togt, men i 479 f.Kr. gjorde den oprør mod perserne og blev belejret i tre måneder. Senere blev Poteidaia medlem af Det Deliske Søforbund. I 432 f.Kr. fulgte Poteidaia den makedonske kong Perdikkas' opfordring og gjorde oprør mod Athen sammen med andre byer i området. Efter en langvarig athensk belejring måtte byen kapitulere. Indbyggerne blev forflyttet, og Poteidaia selv blev indtil Athens nederlag til Sparta i 404 f.Kr. gjort til et athensk klerouchi 'udflytterbosættelse'. Byen blev i 356 f.Kr. erobret af Filip 2. og overgivet til Olynthos. I 316 f.Kr. gengrundlagde Kassandros byen under navnet Kassandreia. Den blev en romersk koloni i midten af 1.årh. f.Kr., belejret af goterne i 269 e.Kr. og ødelagt af slaverne i 539/540.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Pernille Flensted-Jensen: Poteidaia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144587