Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grækenland i oldtiden - religion

Oprindelig forfatter LA Seneste forfatter Redaktionen

Kendskabet til oldtidens græske religion hviler først og fremmest på spredte oplysninger i græske og romerske forfatteres tekster. Desuden giver et stort antal sakrale indskrifter og mønter vigtige oplysninger. Endelig findes meget betydningsfulde levn i form af templer og helligsteder, skulptur og maleri samt grave og gravgods.

En særlig interesse knytter sig til den arkaiske digter Hesiods værk Theogonien (Gudernes fødsel), der så tidligt som første halvdel af 600-t. f.Kr. tilstræber at give en systematisk fremstilling af gudeverdenen og etableringen af de olympiske guder som det herskende gudedynasti. Hesiods mytologi stemmer i væsentlige træk med den, som forudsættes kendt i de homeriske digte. Den omfatter en lang række gudeskikkelser, hvoraf de mest betydningsfulde er Zeus, Hera, Poseidon, Hades, Demeter, Athena, Apollon, Artemis, Afrodite, Hermes, Hefaistos og Ares. Disse olympiske guder indgår i en familie, hvis konge og patriarkalske overhoved er Zeus, "guders og menneskers fader". Dionysos er kun nævnt i forbigående; hans kult, der indeholdt orgiastiske træk, havde en betydningsfuld plads i græsk religion, men det underbetones i den episke digtning.

Mange af gudenavnene i den tidlige græske digtning har vist sig at optræde på de lertavler fra slutningen af 2. årtusinde f.Kr., som er fundet i Knossos på Kreta og i Pylos på Peloponnes. På det tidspunkt var de nævnte paladser i hænderne på en indvandret græsk overklasse, hvis øverste gud, Zeus, er den græske udgave af de indoeuropæiske folks himmel- og stormgud.

Annonce

Religionen i det ægæiske område før den græske indvandring var derimod efter al sandsynlighed præget af dyrkelsen af en stor gudinde, som sikrede frugtbarheden og alt livs beståen. Kornets gudinde, Demeter, repræsenterer formentlig denne type gudinde, om end Demeterskikkelsen i historisk tid er stærkt helleniseret. Den græske mytologis mange fortællinger om Zeus' uægteskabelige forhold afspejler muligvis et religionsskifte, hvorunder det indvandrende folks fadergud, Zeus, fandt en plads i sammenhæng med de enkelte samfunds "store gudinde".

Kulten

I arkaisk og klassisk tid udgjordes det græske religiøse liv først og fremmest af de græske bystaters kultus; religionen var et samfundsanliggende. Hver bystat havde sin bygud eller bygudinde, fx Athena i Athen, Hera i Argos, Artemis i Efesos. Desuden dyrkedes et stort antal guder, såvel fælles græske som lokale.

En græsk helligdom bestod af et nøje afgrænset helligsted (temenos); inden for det kunne der være opført et eller flere templer. Et tempel for en olympisk guddom betragtedes som gudens bolig og rummede kultstatuen, mens offeralteret fandtes uden for templet.

Ofringer til de olympiske guder blev udført på et højt opbygget alter (bomos). De fandt sted om dagen og var i reglen præget af fest og glæde. Ofringer til de underjordiske (chthoniske) guder udførtes på en anden type alter (eschara), som var en lav konstruktion. Kulten kunne udføres om natten og havde i det hele et dystert præg.

Guderne dyrkedes ved årlige fester, mange af flere dages varighed. Hver bystat havde sin række af fester; bedst oplyst er festkalenderen over de attiske fester. Kultens samvittighedsfulde gennemførelse var af største vigtighed, mens det læremæssige spillede en underordnet rolle. Græsk religion i arkaisk og klassisk tid har ingen hellige bøger og ingen dogmatik.

Præsteembeder var ofte æreshverv for private borgere. Ved visse store helligdomme, bl.a. Delfi, fandtes professionelle præster, men en særlig præstestand som et nødvendigt bindeled mellem guder og mennesker fandtes ikke.

Til en lang række helligdomme var knyttet en orakelfunktion; Apollonoraklet i Delfi opnåede stort ry og i en periode international betydning. Også andre Apollonorakler, bl.a. i Didyma og Klaros i Lilleasien, var betydningsfulde. Som orakelgud tænktes Apollon at udtale gudernes, især sin far Zeus', vilje snarere end at forudsige fremtiden. Zeus selv havde et betydningsfuldt orakel i Dodone i NV-Grækenland.

Guder

I arkaisk og klassisk græsk religiøs opfattelse er der et absolut skel mellem guder og mennesker, udtrykt i forskellen mellem udødelig og dødelig. Man forestillede sig ikke noget liv efter dette, de døde tænktes som kraftesløse skygger i dødsriget.

Samtidig med denne opfattelse trivedes imidlertid også herokulten, dvs. dyrkelsen af betydningsfulde afdøde mennesker, fx stamfædre eller bygrundlæggere. Den kraft, de udøvede, var knyttet til deres grave. Heroerne kunne som døde ikke betragtes som guder, men kaldtes undertiden halvguder. Man ofrede til heroerne på samme måde som til de chthoniske guder.

I klar modsætning til hovedstrømmen i arkaisk og klassisk græsk religiøs opfattelse stod orfismen, der gjorde sig gældende fra 500-t. f.Kr., og som i sin mytologisk begrundede antropologi betragtede menneskets sjæl som udødelig, efter græsk opfattelse altså guddommelig. Selvom orfismen havde et sekterisk præg, har den øvet indflydelse på flere digtere og tænkere, først og fremmest Platon og gennem ham på nyplatonismen.

Hellenistisk tid

I hellenistisk tid aftog statsreligionen i betydning, det religiøse liv blev i højere grad en privat sag, og tiden var karakteriseret ved synkretisme, religionsblanding. I stedet for det samfundsbetingede religiøse fællesskab trådte tilhørsforhold til selvvalgte menigheder. De religioner, der vandt indpas i den antikke verdens hellenistiske periode, kom hovedsagelig østfra: Isisreligionen (Egypten), Kybele (Lilleasien), Atargatis (Syrien), Mithras (Persien) og senere kristendommen. Et gennemgående træk var omsorgen for sjælen, der betragtedes som en fange i den legemlige verden, og trangen til frelse, til det sande liv, der gerne betragtedes som noget hinsidigt.

Mysteriereligioner og frugtbarhedsreligioner, hvis vækstmotiv overførtes på sjælens forhold, vandt stor tilslutning. På græsk område var det især de eleusinske mysterier, der havde stof i sig til at indgå i denne religionsform. Også elementer fra Dionysosdyrkelsen indeholdt elementer til at imødekomme den hellenistiske tids religiøse søgen. For mange intellektuelle blev filosofien et supplement til eller en erstatning for de nye religioner. Med nyplatonismen skabtes et religiøst-filosofisk system af stor styrke, som var medvirkende til at kanalisere græske tankegange ind i kristendommen.

Læs videre om litteratur i oldtidens Grækenland eller læs mere om Grækenland i Oldtiden generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lene Andersen: Grækenland i oldtiden - religion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86370