Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Caesarea

Oprindelige forfattere ARoP, HHors, MeHa og Mull Seneste forfatter Redaktionen

Caesarea, antikt romersk bynavn, der til ære for kejserne Augustus og Tiberius blev givet til en række byer i Romerriget.

Caesaˈrea

Caesarea er det nuværende Cherchell i Algeriet, ca. 95 km vest for Algier. Stedet var oprindelig en karthaginiensisk koloni med navnet Iol, senere blev den hovedstad i det mauretanske kongedømme. Kong Juba 2. gav omkring 25 f.Kr. byen navnet Caesarea og gjorde den til en storby; efter oprettelsen af provinsen Mauretania Caesariensis i 40 e.Kr. blev byen sæde for provinsadministrationen. Med sin vigtige havn blev Caesarea med et omfang på 370 ha en af de største byer i det romerske Africa.

Den moderne by ligger over ruinerne af Caesarea, der derfor kun er delvis udgravet. Byen var udlagt i et retvinklet gadesystem omkring det centrale forum. Der kendes flere templer, et amfiteater, tre termeanlæg og et teater, der sandsynligvis er opført allerede på kong Jubas tid. Mest imponerende er resterne af en af byens akvædukter, der sydøst for byen førtes over en dal i tre etagers højde. Byens rigdom afspejles i de mange fund af statuer og mosaikker.

Annonce

Caesarea Cappaˈdocia

Caesarea Cappadocia, det nuværende Kayseri i Tyrkiet, hed oprindelig Mazaca, senere Eusebia, og blev i 300-t. f.Kr. grundlagt som residensby af kongerne i Kappadokien. Omkring Kristi fødsel ændredes byens navn til Caesarea, og den var fra 17 e.Kr. hovedstad i den romerske provins Cappadocia.

Caesarea Fiˈlippi

By i det nuv. Israel ved en af Jordans kilder 40 km nord for Genesaret Sø, blev i begyndelsen af 1. årh. e.Kr. grundlagt som residensby af Herodes den Stores søn Filip. Tidligere hed den Paneas efter en helligdom for Pan på stedet. Herodes den Store opførte her et tempel for kejser Augustus. Egnene omkring Caesarea Filippi var stedet for Peters bekendelse (fx Mark. 8,27).

Caesarea Maˈritima

Caesarea Maritima, det nuværende Horbat Qesari i Israel midt mellem Haifa og Tel Aviv, blev formodentlig grundlagt af fønikierne og hed oprindelig Stratons Tårn. Herodes den Store udbyggede i slutningen af 1.årh. f.Kr. byen med teatre, kejsertempel m.m. og anlagde en stor kunstig havn; samtidig blev byen omdøbt til Caesarea. Der er bevaret betydningsfulde arkæologiske rester af disse bygninger og af havnen. I 6 e.Kr. blev Caesarea hovedby i den romerske provins Judæa, og den vigtigste garnison i provinsen blev stationeret her. Vespasian blev i 69 e.Kr. udråbt til kejser i Caesarea og gjorde byen til romersk koloni. Den spillede en vigtig rolle i den tidligste kristendoms historie; Paulus besøgte byen flere gange og sad også fængslet her. I slutningen af 100-t. blev den bispesæde, og i det følgende århundrede skabte teologen Origenes et lærdomscenter i byen. I 600-t. blev Caesarea erobret af araberne og i 1001 indtaget af korsfarerne. I 1265 blev byen endeligt ødelagt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Rosengren Petersen, Helle Winge Horsnæs, Merete Harding, Mogens Müller: Caesarea i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53432