EAC, East African Community, det østafrikanske fællesskab, økonomisk samarbejdsorganisation 1967-77 med Kenya, Tanzania og Uganda som medlemslande. Organisationens mål var en toldunion, øget samhandel og standardisering af samfærdselsmidlerne og på længere sigt en egentlig føderation. Samarbejdet viste sig at blive problematisk; Tanzanias præsident Julius Nyerere nægtede at møde Ugandas diktator Idi Amin, og nationale interesser blokerede for integrationen og førte til stridigheder især mellem Kenya og Tanzania. I 1977 blev EAC endeligt opløst, men først i 1984 nåede landene til enighed om en fordeling af EAC's aktiver og passiver.