Burundi. Soldater på patrulje på en vej, hvor 32 mennesker blev dræbt ved et angreb begået af hutu-oprørere i august 2000.

.

Burundis første indbyggere var twa (pygmæer). De blev mellem 300- og 600-tallet efterfulgt af bantufolket hutu. Fra 1300- til 1600-tallet ankom hyrdefolket tutsi til området, og et fælles hutu- og tutsisprog, rundi, opstod. Tutsiklanerne batare og bezi etablerede gennem 1600-tallet en række monarkier, og ved dannelsen af et organiseret fælles kongerige, Banyiginyariget, fik tutsierne en dominerende stilling under kong (mwami) Ntare Rushatsi (ca. 1675-1705).

Tutsimonarkiets blomstringstid fandt sted under kong Ntare 2. Rugaamba (ca. 1795-1852). Under kong Mwezi 2. Kisabo (1852-1908) opstod en vis splittelse, men det var først i 1899, at monarkiets politiske selvstændighed blev brudt. Da blev området sammen med nabostaten Ruanda (nuværende Rwanda) indlemmet i Tysk Østafrika under navnet Ruanda-Urundi.

I 1916 blev Ruanda-Urundi besat af Belgien, og i 1924 blev det mandatområde under Folkenes Forbund. Kong Mwambutsa 2. (regent 1916-1966) samarbejdede med belgierne. Tutsieliten fastholdt magten, men belgiske forsøg på at indføre demokratiske reformer, bl.a. afskaffelse af tributsystemet og tvangsarbejde, skabte grundlag for senere etniske konflikter.

Konger og præsidenter
konger
ca. 1675-1705 Ntare Rushatsi
ca. 1705-35 Mwezi 1.
ca. 1735-65 Mutaga 1. seenyamwiiza
ca. 1765-95 Mwambutsa 1.
ca. 1795-1852 Ntare 2. Rugaamba
1852-1908 Mwezi 2. Kisabo
1908-16 Mutaga 2.
1916-66 Mwambutsa 2.
1966 Ntare 3. Ndizeye
præsidenter
1966-76 Michel Micombero
1976-87 Jean-Baptiste Bagaza
1987-93 Pierre Buyoya
1993 Melchior Ndadaye
1994 Cyprien Ntaryamira
1994-96 Sylvestre Ntibantunganya
1996-2003 Pierre Boyoya
2003-05 Domitien Ndayizaye
2005- Pierre Nkurunziza

Op til selvstændigheden den 1. juli 1962 var Burundi splittet i to politiske bevægelser; dels det populistiske, bezi-dominerede parti Union pour le progrès national (UPRONA), ledet af prins Louis Rwagasore, dels det belgisk- og batare-støttede Parti démocratique chrétien (PDC). Rwagasore blev myrdet i 1961, men UPRONA vandt alligevel valget samme år. Ved valg i 1965 fik hutuerne en stor majoritet i parlamentet, men kong Mwambutsa udnævnte en tutsi, Léopold Biha, til regeringsleder.

Et hutuoprør tvang derefter Mwambutsa i eksil. I 1966 overtog sønnen prins Charles Ndinzeye (1947-1972) tronen som Ntare 3. og udnævnte tutsiofficeren Michel Micombero til regeringsleder. Kort efter udråbte Micombero Burundi til republik med ham selv som præsident. Et centraliseret militærstyre gav basis for etniske spændinger, og kulminationen kom i 1972, da et mislykket hutukup resulterede i et blodbad; ca. 80.000 hutuer blev dræbt, og mere end 200.000 flygtede.

I 1974 indførtes en ny forfatning, som automatisk gav UPRONA's leder præsidentposten. Efter et ublodigt kup i november 1976 overtog oberst Jean-Baptiste Bagaza magten; trods sin socialistiske indstilling fastholdt han tutsiernes magtmonopol. Et nyt kup i september 1987 bragte major Pierre Buyoya til magten. Han oprettede et militærråd og afskaffede UPRONA-forfatningen. Året efter gennemførte militæret en massakre, hvorunder over 20.000 hutuer blev dræbt, og ca. 60.000 flygtede.

I begyndelsen af 1990'erne genoprettedes UPRONA's centralkomité med såvel hutu- som tutsimedlemmer; i 1992 indførtes efter folkeafstemning en ny demokratisk forfatning, og i juni 1993 vandt hutupartiet Front pour la démocratie au Burundi (FRODEBU) såvel præsident- som parlamentsvalget. Præsident Melchior Ndadaye søgte straks at demokratisere administrationen, men blev dræbt ved et mislykket militærkup den 21. oktober 1993. En ny bølge af etnisk vold skyllede herefter over landet, og 100.000 hutuer menes at have mistet livet.

I februar 1994 blev Cyprien Ntaryamira indsat som ny præsident, men den 6. april 1994 blev også han samt Rwandas præsident, J. Habyarimana, dræbt ved et attentat i Kigali. Volden fortsatte imidlertid, og i midten af 1990'erne udviklede modsætningerne mellem tutsier og hutuer sig til borgerkrigslignende tilstande. I 1996 gennemførte militæret et kup, som afsatte Sylvestre Ntibantunganya og indsatte Pierre Buyoya som præsident. Den tutsidominerede hær gennemførte i den efterfølgende periode flere massakrer på civile hutuer. Samtidig myrdede hutumodstandsgrupper civile tutsier. Det internationale samfund forsøgte i flere omgange uden held at tvinge parterne til forhandlinger.

I 1999 forsøgte OAU at mægle med Tanzanias tidligere præsident Julius Nyerere som forhandlingsleder. Forsøget mislykkedes, hvorefter Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela tog over. Det lykkedes i august 2000 at få de fleste af parterne til at indgå en foreløbig aftale, og i juli 2001 offentliggjorde Mandela en plan for overgang til demokratisk styre, hvor en huturepræsentant, Domitien Ndayizeye (f. 1949), indsattes som vicepræsident.

Overgangsregeringen indsattes i november 2001, samtidig med at FN's Sikkerhedsråd besluttede at sende fredsstyrker til landet. I 2005 vedtoges en ny forfatning ved en folkeafstemning; her knæsattes en magtdeling mellem hutuer og tutsier.

Samme år gennemførtes nye valg, hvor den hutudominerede bevægelse Conseil pour la défense de la démocratie – Force pour la défense de la démocratie, CNDD-FDD, vandt og deres leder Pierre Nkurunziza udnævnt til præsident. CNDD-FDD var oprindeligt en hutumodstandsgruppe, men blev op til valget til et multietnisk parti. Regeringen gik med støtte fra bl.a. FN i gang med at afvæbne de tidligere militser samt genopbygge landet. Den sidste hutumodstandsgruppe, FNL, og Burundis regering indgik en våbenhvile i efteråret 2006. Det anslås, at der under borgerkrigen blev dræbt ca. 300.000 mennesker i landet.

Freden viste sig dog at være skrøbelig. I 2007 kom det til sammenstød mellem forskellige fraktioner og FNL flere steder, og i 2008 bombarderede FNL Bujumbura. Efter at den burundiske hær havde tilføjet FNL store tab blev endnu en våbenhvile underskrevet mellem regeringen og FNL, som året efter nedlagde sine våben og blev et politisk parti. Præsident Nkurunzizas styre er samtidig blevet stadigt mere undertrykkende og autoritært. Hans valgsejr i 2010 udløste beskyldninger om valgsvindel og det kom til omfattende uroligheder. Siden er presse-og ytringsfriheden blevet væsentligt indskrænket. Nkurunziza stillede op for tredje gang i 2015; det udløste voldsomme uroligheder. Efter et mislykket kupforsøg blev adskillige oppositionsledere arresteret, og den usikre situation udløste en ny flygtningekrise, hvorunder omkring 100.000 mennesker forlod landet. Nkurunziza vandt valget, men blev endnu en gang beskyldt for omfattende svindel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig