Al-Gezira, delstat og landbrugsområde i det centrale Sudan. Området kunstvandes med vand fra Den Blå og Den Hvide Nil og er et af verdens største sammenhængende bomuldsområder; her dyrkes og forarbejdes også korn, vegetabilske olier (inkl. bomuldsfrøolie) og sukker. Den langfibrede bomuld er af høj kvalitet og har siden etableringen af al-Gezira i 1920'erne været Sudans hovedeksportvare, om end indtægterne svinger kraftigt. Dyrkningen er organiseret i det statskontrollerede Sudan Gezira Board med de enkelte brug som ansvarlige for den daglige drift.