Tanzania - geografi | lex.dk – Den Store Danske

Tanzania - geografi, Landet består af en kystslette, et centralplateau i 750-1500 m højde og højlande mod SV, vest, NV og nord 1500-2300 m.o.h. I højlandet og især omkring Rift Valley findes talrige vulkaner (bl.a. Kilimanjaro, 5895 m, Afrikas højeste bjerg). Over 53.000 km² er dækket af søer, herunder store dele af Victoria-, Tanganyika-, Malawi- og Rukwasøen. Klimaet er tropisk med stor solindstråling og præget af sydøstlige vinde med en eller to regntider og 400-2000 mm nedbør pr. år. Mest nedbør falder der ved kysten og på højlandenes sydøstskråninger; mindst på centralplateauet. Victoriasøen, som er verdens tredjestørste sø, er så stor, at der dannes lokal nedbør. Temperaturerne er 25-29 °C ved kysten, 21-24 °C på centralplateauet, 15-20 °C i højlandet og alpint på de højeste vulkaner.

Landskab. Størstedelen af landet er dækket af centralplateauets savanne og steppe, der i nationalparkerne er rig på storvildt. I kystzonen findes mangroveskove og -sumpe. Koralrevene langs kysten har en rig fauna. Der er tropisk og tempereret regnskov i højlandet og vegetationsfattige, alpine landskaber på de højeste vulkaner. Jordbunden varierer meget, og kun en ganske lille del af landet har god landbrugsjord. I de højtliggende områder findes yngre vulkanske bjergarter med høj frugtbarhed. Det mere tørre centralplateau har sandjorder med lavt humusindhold, som generelt ikke er særlig frugtbare. På kystsletten findes ufrugtbare sandjorder og flodsletter med bedre jorder, hvis frugtbarhed dog nedsættes af periodevise oversvømmelser.

De fleste floder er små og udspringer i de regnrige bjergegne, men også tre af Afrikas store floder, Nilen, Congo og Zambezi, har kildefloder i Tanzania. Mange af floderne har store udnyttelsesmuligheder for både vandkraft og kunstvanding. Ferskvandssøer, sumpe og saltsøer findes i lavninger og i Rift Valley.

Geologi. Centralplateauet består af mere end 1,5 mia. år gamle, nederoderede bjergkæder af granit, migmatit og gnejs; kystsletten udgøres af havaflejringer. Begge ligger på Den Afrikanske Plade, der for 20 mio. år siden blev gennembrudt af en østlig og vestlig sprække, forenet i Malawisøen med dannelse af gravsænkninger, højlande og vulkaner.

Befolkning og erhverv

Da koloniperioden begyndte, var det meste af landet taget i besiddelse af bantu-landbrugere, masai-nomader og arabiske handelsfolk. Den tyske kolonimagt drev plantager i det nordlige højland. Den britiske kolonimagt havde som den første magten over både Tanganyika og Zanzibar. Briterne fratog de etniske grupper ejerretten til land og videreudviklede den plantageøkonomi, som tyskerne havde etableret, med en infrastruktur organiseret omkring eksporthavnene Dar es Salaam, Tanga og Zanzibar. I 25% af territoriet etableredes beskyttede områder. Mange af disse ligger nu som nationalparker, der udgør ca. 15% af arealet. Den tanzanianske stat overtog kontrollen i 1964, beholdt ejerskabet til jorden, udvidede de beskyttede områder og flyttede millioner af smålandbrugere til nye Ujamaa-landsbyer. Befolkningen er ung, og fødselshyppigheden er en af Afrikas højeste. Øget dødelighed på grund af hiv/aids og malaria har dog reduceret befolkningsvæksten i de første år af 2000-t.; i 2003 vurderedes det, at 8,8% af den voksne befolkning var ramt. Halvdelen af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen med store forskelle mellem by og land. Med en drøm om et bedre liv drager mange til byerne, som vokser hurtigt. Mange byer blev grundlagt af arabere og tyskere; de største er Dar es Salaam, Mwanza, Dodoma, Tanga og Zanzibar. Byudviklingen savner politisk kontrol, og de stærkeste interessegrupper kommer ofte til at dominere udviklingen. Mange byområder er uden el, kloakering og renovation. Drikkevandet er ofte inficeret, og meget spildevand løber af på overfladen.

Uklare jordlove og et øget pres på naturresurserne er årsag til mange konflikter mellem regeringen, opkøbere, byboere, smålandbrugere og halvnomader med hver deres krav til arealet, hvoraf blot 5% er agerland. Landbrugsproduktionen foregår i en blanding af selvforsynings-, bytte- og markedsøkonomi med en høj grad af selvfinansiering. 90% dyrkes som hakkebrug med begrænset brug af sprøjtemidler og kunstgødning. De vigtigste afgrøder er majs, hirse, kassava og ris, mens kaffe, bananer, te, sisal og cashewnødder er vigtige salgsafgrøder.

De forskellige skovtyper anvendes til mange formål og dækker bl.a. 90% af landets energiforbrug. Fiskeri og minedrift er lokalt af betydning.

Turisme er især knyttet til de berømte nationalparker Serengeti, Ngorongoro og Kilimanjaro, som alle rummer storvildt. Antallet af turister i landet er steget fra 200.000 i 1992 til over 600.000 i 2005.

Udviklingen i minedriften har givet landet et håb om større eksportindtægter i fremtiden. I 2001 begyndte eksporten af guld fra Bulyanhulu-minen nær Mwanza, og Tanzania kan i løbet af få år blive verdens fjerdestørste eksportør af guld. Flygtninge fra nabolandene, især Burundi og Den Demokratiske Republik Congo, udgør også en økonomisk belastning. I 1999 blev antallet af flygtninge anslået til at være over 0,5 mio.

Læs mere om Tanzania.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.