Omo er en flod i det sydlige Etiopien med udspring i Kaffaprovinsen og udløb efter 800 kilometer i Turkanasøen; på grund af stor fordampning når vandet dog kun så langt i regntiden. Omos nedre løb går gennem næsten mennesketomme, men meget dyrerige områder.

Ved en række arkæologiske fundlokaliteter nær udløbet i Turkanasøen er der fundet fossile rester af arkaiske Homo sapiens, spinkle tidlige hominider (Australopithecus afarensis) og robuste tidlige hominider (Australopithecus robustus boisei). Den geologiske alder på de menneskelige fossilrester er 0,1-3,8 millioner år. Ved Shungura er der endvidere fundet nogle af de ældste kendte stenredskaber, dateret til op mod 2,2 millioner år før nu.

Den nedre del af Omo-dalen er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig