Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

slaveri

Oprindelige forfattere JeCa og OJus Seneste forfatter Redaktionen

 Både før og efter slaveriets afskaffelse var hovedparten af de sorte beskæftiget på bomuldsplantagerne. Foto fra ca. 1895.

Både før og efter slaveriets afskaffelse var hovedparten af de sorte beskæftiget på bomuldsplantagerne. Foto fra ca. 1895.

slaveri, det fænomen, at én person er ejet af en anden. Slaveri har været udbredt til alle tider, kendes fra stort set hele verden og har antaget mange forskellige former. Oftest har slaver været marginaliserede individer i et fremmed samfund uden egen slægt til at forsvare sig, og de er blevet opfattet som både formuegenstande og arbejdsinstrumenter. Ejeren har haft krav på slavens produktion og ofte også kontrol over slavens seksualitet og fysiske reproduktion. Desuden har der i de fleste samfund med slaveri været centrale institutioner, der fx gennem lovgivning har sanktioneret slaveriet.

I reglen er slaver blevet erhvervet mod deres vilje ved krig o.l., og vold eller en konstant trussel om vold har været en del af forholdet mellem slave og slaveejer. Slaver har som regel ikke kunnet holdes ansvarlige over for loven; til gengæld har de sjældent været uden rettigheder, men de har altid haft færre rettigheder end deres ejere.

Det kan diskuteres, om en slaveejers rettigheder over sine slaver har adskilt sig væsentligt fra rettigheder over fx hustruer, børn, tyende, klienter mv., men sædvanligvis anser man slaver for at tilhøre en anden kategori, også i forhold til livegne, gældsfanger, tvangsarbejdere m.m. FN henregner dog mange former for slavelignende arbejde samt tvangsprostitution til slaveri.

Annonce

Der er udbredt enighed om, at slaveri forudsætter en vis social differentiering i samfundet og mulighed for økonomisk overskud dels fra selve slavearbejdet, dels fra andre aktiviteter, idet slaver ofte har været et forbrugsgode snarere end et produktionsgode. Desuden er knaphed på arbejdskraft og relativt fri adgang til landbrugsjord væsentlige forudsætninger for slaveri.

Annonce for slavesalg ved Ashley's Ferry, Charleston, South Carolina, inden slaveimport blev forbudt fra 1808. Der var bl.a. tale om slaver fra Riskysten, dvs. området syd for Gambiafloden i Vestafrika. Slaver, som under transporten frygtedes at være smittebærende med kopper, blev myrdet og smidt over bord.

Annonce for slavesalg ved Ashley's Ferry, Charleston, South Carolina, inden slaveimport blev forbudt fra 1808. Der var bl.a. tale om slaver fra Riskysten, dvs. området syd for Gambiafloden i Vestafrika. Slaver, som under transporten frygtedes at være smittebærende med kopper, blev myrdet og smidt over bord.

Slaveri kan opdeles i to typer: Domestisk eller patriarkalsk slaveri omfatter slaver, der tjener ejerne i deres hjem eller er tilknyttet offentlige institutioner; produktionsslaveri blev bl.a. brugt i plantagedriften i Amerika og er måske derfor den bedst kendte slaveriform, selvom den igennem tiderne har været sjælden. Vidt forskellige funktioner, fra embeder som højtstående ministre over soldater og mine-, landbrugs- og bygningsarbejdere til galejroere, har været udfyldt af slaver. Især har de dog været anvendt i husarbejde, og kvindelige slaver har ofte fungeret som konkubiner.

Samfundstyper og udbredelse

Samfund med slaveri kan opdeles i slaveejende samfund og slavesamfund. I de første er slaveri en mere eller mindre væsentlig institution, der ikke er bestemmende for samfundsstrukturen, og slaverne udgør her mindre end 20-30% af befolkningen. I slavesamfund er en større del af befolkningen slaver, og slaveinstitutionen har en væsentlig indflydelse på samfundets øvrige institutioner og indgår i et integreret system af erhvervelse af slaver, slavehandel og slaveproduktion.

Som eksempler på slaveejende samfund i Asien kan nævnes Japan og Korea, der havde store slavebefolkninger indtil nyere tid, Indien, hvor slavebefolkningen i 1800-t. udgjorde 5-15%, samt Kina, hvor fx under Handynastiet (202 f.Kr.- 220 e.Kr.) ca. 5% af befolkningen var slaver. I Mesopotamien vidner Hammurapis Lov om, at slaveri var udbredt ca. 1750 f.Kr., ligesom slaveri omtales flere steder i Det Gamle Testamente.

Også i det meste af Europa var slaveri udbredt, om end det de fleste steder erstattedes af det beslægtede livegenskab, som i Rusland først ophævedes i 1861. Der var et betydeligt antal slaver eller trælle i vikingetidens Skandinavien, og man ved fra Domesday Book, at ca. 10% af befolkningen i England var slaver i 1086. På Den Iberiske Halvø var der slaver til ind i 1500-t.

I alle islamiske samfund i både Asien og Afrika og i en lang række ikke-muslimske riger i Afrika var slaveri en fremtrædende institution. Som eksempler på rene slavesamfund kan nævnes Baghdadkalifatet, hvor slaver udgjorde 50% af befolkningen i 600-900-t., og Krimkhanatet, hvor 75% var slaver i 1600- og 1700-t. Slavesamfund kendes desuden fra det antikke Grækenland og Romerriget og fra Amerika efter koloniseringen.

Slavebefolkningerne

Mens en stor del af slaverne i Afrika rekrutteredes som børn, var de fleste af dem, der blev eksporteret til Amerika, over 15 år. I muslimske og afrikanske slavebefolkninger var de kvindelige slaver i overtal, mens det modsatte var tilfældet i Amerika. Bl.a. derfor var fødselsraten i de fleste slavesamfund lav med Sydstaterne som en markant undtagelse. Sammen med slavefrigivelser gav det behov for stadig nytilførsel af slaver. I reglen var man afhængig af internationale slavehandelsnetværk, fx vikingernes transport af slaver fra Østeuropa til bl.a. Spanien og den transatlantiske slavehandel; ved at bruge slaver fra fjerne steder mindskede man desuden risikoen for flugt.

Det har været diskuteret, om slavebefolkningers kultur skal ses som et produkt af slaveejernes kultur eller, hvilket især gælder for Amerika, som en egen kultur med oprindelseskulturerne og selve slavesituationen som dominerende elementer; i mange tilfælde har modstand i form af skulkeri, passivitet, flugt, oprør osv. været en integreret del af slavernes selvforståelse.

Antikken

Ifølge romerretten er slaveri en institution, hvor en person mod naturens orden er underkastet en andens magt og dermed er dennes ejendom. Ifølge romerretlige jurister skyldes betegnelsen slave (latin servus), at hærførere solgte krigsfangerne i stedet for at slå dem ihjel og dermed reddede deres liv (latin servare 'redde'). Slaven kan således karakteriseres som et socialt set dødt og magtesløst individ, der kun overlever på sin herres nåde i modsætning til gældsslaver, livegne og andre ufrie, som har forskellige grader af personlige rettigheder.

I antikken fik slaveriet først for alvor stor betydning i Athen fra 500-t. f.Kr. og i Rom fra 200-t. f.Kr. Slaverne udgjorde da op mod 30% af befolkningen, og de havde så stor betydning i produktionen, at det klassiske Grækenland (undtagen Sparta) og Italien i perioden 200 f.Kr.-200 e.Kr. kan karakteriseres som slavesamfund. Krig var den vigtigste forsyningskilde til slaveriet, men også avl og handel spillede en vigtig rolle og opvejede det antal slaver, som blev frigivet. Slaver anvendtes overalt; nogle var hustjenere, prostituerede, håndværkere eller administratorer, andre var skuespillere, læger eller lærere. Den største gruppe slaver arbejdede dog i landbruget, men slaver blev også benyttet som arbejdskraft i Athens og Romerrigets miner og stenbrud.

Hierarkiet blandt slaverne afspejler sig i både deres arbejdsopgaver og deres levevilkår, herunder chancen for frigivelse (se frigiven). De betroede slaver og mange byslaver havde ofte egen familie og formue, der kunne omfatte andre slaver.

Der er kun kendskab til tre omfattende slaveoprør i antikken, og de var begrænset til 140-70 f.Kr., fx opstanden under Spartacus. Slavernes modstand kunne derimod give sig udslag i ineffektivitet, sabotage, tyveri eller flugt. Landbrugsslaverne blev efter 200 e.Kr. langsomt erstattet af forpagtere, og dermed forsvandt deres betydning i produktionen, selvom der fortsat eksisterede et stort antal slaver i senantikken.

Afrika

I både oldtidens Egypten og flere andre antikke Middelhavskulturer var der slaver fra Afrika syd for Sahara; sammenholdt med de indre slavehandelssystemer, eksporten af slaver fra kontinentet og slaveriets store udbredelse i senere perioder tyder det på, at slaveri er en meget gammel institution i Afrika.

Afrikansk slaveri skiller sig ud, ved at slægtsslaveri har været en vigtig institution. Slægtsslaveri var blot et blandt mange afhængighedsforhold i samfundet og blev overvejende anvendt til at integrere sociale og kulturelle outsidere, hvorved slægtens magt kunne øges. Slaverne levede i nær tilknytning til og udførte generelt samme type arbejde som slægtens øvrige medlemmer. Nogle forskere har dog fastholdt, at økonomiske motiver også i Afrika var afgørende, og at slægtsslaveri ikke har adskilt sig væsentligt fra andre slaveriformer. Det er imidlertid meget tænkeligt, at slægtsslaveriet har udviklet sig mere og mere i retning af produktionsslaveri pga. påvirkninger udefra, enten fra de slavehandelssystemer, som opstod i 1500-t. i forbindelse med den transatlantiske slavehandel, eller som følge af det overskud af slaver, som ophøret af denne slaveeksport i 1800-t. medførte.

I samfund præget af islam kunne formelt kun vantro gøres til slaver, men næsten alle steder havde slaveejere en præference for kvinder og børn, sikkert fordi de var lettere at kontrollere og integrere, hvilket må formodes at have haft indflydelse på udviklingen af afrikanske kønsrollemønstre, især mht. arbejdsdeling. Der er megen usikkerhed om antallet af slaver i de afrikanske samfund, men man ved, at en række samfund havde produktionsslaver i slutningen af 1800-t., og mange af de samfund, som de europæiske kolonimagter tog kontrollen over, havde store slavebefolkninger; efter al sandsynlighed har en stor del af dem kunnet karakteriseres som slavesamfund med behov for en stadig tilførsel af nye slaver; visse steder, bl.a. på Zanzibar, udgjorde slaver op mod 90% af befolkningen.

Slavehandel og slaveriets afskaffelse

Eksporten af slaver fra Afrika i nyere tid, især den transatlantiske eksport, indtager i kraft af sit omfang og sine økonomiske og demografiske følger en særstilling i slaveriets historie. Det anslåede tal for, hvor mange slaver der blev indført i Amerika, har svinget fra 8 mio. til over 13 mio. Læs videre om slavehandel og slaveriets afskaffelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Carlsen, Ole Justesen: slaveri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161032