Mende, vestafrikansk folkegruppe på ca. 1,5 mio., der fortrinsvis lever i Sierra Leone, en mindre del dog i Liberia. Mendefolket ernærer sig som jordbrugere med ris som basisafgrøde og med kakao, jordnødder og ingefær som handelsvarer. De bor i landsbyer og er fordelt på ca. 60 høvdingedømmer. Hemmelige selskaber, poro for mænd og sande for kvinder, spiller en meget stor rolle ved at sætte normer for bl.a. almindelig optræden, seksuel adfærd, krigskunst og brugen af jord. Mendefolkets religion omfatter troen på en højeste, skabende gud, på forfædrenes ånder og på naturguder; desuagtet er mange mender nu samtidig kristne eller muslimer.

Sprog

Mendesproget tilhører den sydlige gruppe af mandesprogene og bruges i undervisningen i Sierra Leone. Mende tales desuden af ca. 20.000 i Liberia, og det er tillige et vigtigt handelssprog, der tales af over 600.000 som andetsprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig