Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Togo - historie

Oprindelige forfattere NH og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Området var tidlig beboet af et stort antal etniske grupper, hvoraf mange var flygtet fra krig og slavejagt fra Ashantiriget i vest eller Abomey (Dahomey) i øst. Den dominerende gruppe i syd siden 1500-t., ewe, var organiseret i bystater og menes at være indvandret vestfra i 1100-1300-t. Den største etniske gruppe i nord var kabyé. Portugisiske søfolk besejlede kysten fra 1471; som en del af Slavekysten spillede området en vigtig rolle i de følgende århundreders transatlantiske slavehandel. Den vigtigste udskibningshavn på Togokysten var Petit Popo (nuv. Aného).

I 1847 kom de første tyske missionærer til eweområdet, og tyske handelsfolk slog sig ned i Aného, hvorfra de bl.a. eksporterede palmeolie. I 1884 indgik den tyske udsending Gustav Nachtigal en protektoratsaftale med ewekongen Mlapa 3. i landsbyen Togo. Ved Berlinkonferencen året efter blev aftalen ratificeret, og grænserne til det britiske Guldkysten (nuv. Ghana) mod vest og det franske Dahomey (nuv. Benin) mod øst lagt fast. Tyskerne udvidede kolonien mod nord og anlagde veje, jernbaner, havneanlæg ved koloniens nye hovedstad, Lomé, og et stort antal skoler; tyskerne anså selv Togo for at være en mønsterkoloni.

I 1914 erobrede franske og britiske tropper Togo, som blev delt i en vestlig britisk og en østlig fransk del. Delingen ratificeredes i 1919, og de to dele blev i 1922 formelt anerkendt som mandatområder under Folkenes Forbund; i 1946 blev de mandatområder under FN.

Annonce

Delingen splittede flere folkegrupper, bl.a. ewe. Arbejdet for genforening slog fejl, da Britisk Togoland efter en folkeafstemning i 1956 blev indlemmet i Guldkysten, som året efter blev selvstændigt under navnet Ghana.

Fransk Togo fik delvis selvstyre i 1956 under ledelse af premierminister Nicolas Grunitzky. Ved valgene i 1958 kom ewelederen Sylvanus Olympio til magten; der viste sig samtidig flertal for selvstændighed, som blev opnået i 1960.

Præsident Olympio blev i 1963 myrdet ved et militærkup; kuplederen, Étienne Gnassingbé Eyadéma, en kabyéofficer fra Nordtogo, indsatte Grunitzky som præsident, men gennemførte i 1967 et nyt militærkup og overtog denne gang selv præsidentembedet. I 1969 gjorde han Togo til en etpartistat med sit eget nystiftede RPT, Rassemblement du peuple togolais, som eneste tilladte parti. Eyadémas popularitet voksede hurtigt og nåede kultstatus, da han som den eneste overlevede et flystyrt i 1974. Samme år indledte han en "autenticitetskampagne", som bl.a. indebar, at ewe og kabyé blev undervisningssprog i skolerne, og samtidig blev fosfatproduktionen nationaliseret. Efter en blomstringsperiode stagnerede økonomien i 1980'erne, og især ewebefolkningens krav om demokratisering voksede. Efter pres accepterede Eyadéma i 1992 at genindføre demokrati, men alligevel var der i 1990'erne voldsomme sammenstød mellem opposition og militær samt arrestationer af og mord på politiske modstandere. Oppositionens leder, Sylvanus Olympios søn Gilchrist (f. 1936), har fra sit eksil i Ghana talt om valgsvindel ved samtlige valg, senest i forbindelse med præsidentvalget 1998, hvilket fik oppositionen til at boykotte valget til nationalforsamlingen i 1999.

Fængslingen i august 2001 af oppositionslederen Yawovi Agboyibo udløste demonstrationer; i oktober blev det planlagte parlamentsvalg udsat, hvilket gentog sig i marts 2002. Samtidig blev Agboyibo løsladt. Trods løfterne om det modsatte gennemførtes i 2002 en forfatningsændring, som tillod Gnassingbé Eyadéma endnu en præsidentperiode, og i 2003 blev han endnu engang genvalgt. I 2005 døde Gnassingbé Eyadéma, og militæret udpegede hans søn Faure Gnassingbé til ny præsident. Denne kuplignende magtovertagelse udløste kraftig kritik både fra oppostionen og fra internationalt hold. Presset medførte, at der blev udskrevet valg. Det blev vundet af Gnassingbé under oppositionens anklager om valgsvindel. Urolighederne i forbindelse med valget kostede op mod 500 mennesker livet, og 40.000 flygtede til nabolandene. Gnassingbé genvandt præsidentposten ved valget i 2010; oppositionen protesterede mod forløbet af valget og har ikke villet anerkende resultatet, og det kom igen til uroligheder i landet. Den politiske opposition er under pres fra regeringen og sikkerhedsstyrkerne.

Læs mere om Togo.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nina Hermanson, Henrik Sebro: Togo - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172747