Tchad - historie, Områdets centrale beliggenhed i forhold til handelsvejene gennem Sahara dannede bl.a. grundlag for kongeriget Kanem-Bornu, der fra 800-t. opstod nær Tchadsøen. I 1000-t. gik herskerdynastiet over til islam. Under ledelse af Idris Aloma (død i begyndelsen af 1600-t.) ekspanderede riget kraftigt. Kanem-Bornu og de øvrige muslimske riger i Tchadområdet, især kongedømmet Bagirmi (se bagirmi) og sultanatet Wadai, var hovedsagelig baseret på slavehandel; slaverne blev indfanget i syd og drevet mod nord til markeder langs Middelhavet og i Arabien.

Alle rigerne blev 1883-93 erobret af Rabih al-Zubayr fra Sudan. Han forsøgte uden held at bremse den franske ekspansion sydfra, som blev indledt i samme periode; i 1900 blev han dræbt, hvorefter Frankrig sikrede sig herredømmet. Mens de sydlige folkeslag, der havde lidt under slavehandelen, så franskmændene som befriere, var modstanden kraftig i nord, og den væbnede modstand mod franskmændene fortsatte, efter at Tchad i 1910 var blevet en del af Fransk Ækvatorialafrika. Det franske kolonistyres indsats for politisk, økonomisk og uddannelsesmæssig udvikling var især i nord meget begrænset.

Præsidenter
1960-75 Ngarta Tombalbaye
1975-79 Félix Malloum
1979-82 Goukouni Oueddei
1982-90 Hissène Habré
1990- Idriss Déby

I 1946 blev Tchad et fransk oversøisk territorium, og samme år dannedes nationalistpartiet Parti progressiste tchadien, PPT. Partiet blev landets stærkeste, og ved selvstændigheden i 1960 blev PPT-lederen Tombalbaye landets første præsident. Han gjorde i 1962 Tchad til en etpartistat. I 1966 dannedes oprørsbevægelsen FROLINAT, som blev regimets hovedmodstander. Tombalbaye-styret kom snart under hårdt pres og blev 1968-72 støttet militært af Frankrig. Libyen støttede FROLINAT og greb i 1973 lejligheden til at invadere det omstridte grænseområde Aouzou.

I 1975 gennemførte militæret et kup, hvorunder den upopulære Tombalbaye blev dræbt. Det nye styre, ledet af Félix Malloum, skærpede imidlertid kun modsætningerne i Tchad; samtidig var FROLINAT splittet, og en af fraktionslederne, Hissène Habré, blev efter fransk pres indsat som premierminister i 1978. Det kom straks til en magtkamp mellem Habré og Malloum, hvilket gjorde det muligt for den libyskstøttede FROLINAT-leder Goukouni Oueddei (f. 1947) at indtage hovedstaden og sikre sig magten. Habré blev forsvarsminister, men konflikten fortsatte, og mange af Ndjamenas indbyggere flygtede ud af landet. Habré måtte i 1980 flygte til Sudan, men vendte tilbage og drev i 1982 Goukouni i eksil i Libyen. Konflikten udviklede sig efterhånden til en krig mellem Tchad og Libyen, hvori Habré blev støttet af USA og Frankrig. Habrés brutale styre varede indtil 1990, da det lykkedes Idriss Déby, tidligere leder af Tchads hær, at vælte Habré. Interne etniske stridigheder, strejker og Habrés destabiliseringsforsøg fra eksilet i Senegal medvirkede til fortsat uro i Tchad, men Débys løfter om at indføre demokrati blev indfriet med præsidentvalget i 1996, som han selv vandt. 1990'erne var fredeligere end de foregående årtier, og fredsaftaler kom i stand med mange af oprørsbevægelserne og med Libyen. I 1998 var der imidlertid grænsestridigheder med Nigeria, og samme år indledte tidligere forsvarsminister Youssouf Togoimi et oprør i det nordlige Tchad.

Tchads muligheder for økonomisk udvikling er blevet stærkt begrænset af de mange væbnede konflikter, og landet, der er et af verdens allerfattigste, har i perioder alene kunnet overleve i kraft af udenlandsk bistand.

Déby blev genvalgt i 2001, og gennem en folkeafstemning i 2005 fik han fjernet forfatningens begrænsninger i antallet af embedsperioder for præsidenten. I 2006 blev han således atter genvalgt. Valgresultatet blev ikke anerkendt af oppositionen. Borgerkrigen i Sudans Darfur-provins truer med at brede sig til Tchad, hvilket har bidraget til et spændt forhold mellem de to lande. Således anklagede Tchad Sudan for at støtte tchadiske oprørsgruppers angreb fra Sudan ind i det østlige Tchad. I november 2006 indførtes undtagelsestilstand i de områder, som støder op til Darfur. En nydannet alliance af oprørsgrupper angreb i februar 2008 hovedstaden, Ndjamena. Efter voldsomme kampe måtte oprørerne dog trække sig tilbage, og præsident Déby genvandt kontrollen over byen.

Forholdet mellem Tchad og Sudan er søgt forbedret, og i 2010 mødtes de to landes præsidenter for at normalisere forholdet. I 2011 vandt Déby præsidentposten for fjerde gang, men valget blev boykottet af oppositionen. Det lykkedes i 2013 for sikkerhedsstyrkerne at afværge et kupforsøg mod Déby.

Læs mere om Tchad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig