Sonni Ali, Sunni Ali, død 1492, hersker af Songhairiget fra 1464. Under Sonni Alis ledelse udviklede Songhairiget sig fra et mindre og konstant truet rige til det mægtigste rige, der har eksisteret i Vestafrika. I spidsen for en hær af professionelle soldater erobrede han de vigtige handelsbyer Timbuktu og Jenne og skabte dermed grundlaget for rigets videre ekspansion. Arabiske historieskrivere har ofte fremstillet Sonni Ali som en tyran, der forfulgte muslimske lærde, måske delvis pga. den uortodokse udgave af islam, han praktiserede.