Senegal - historie

Senegal – historie, Senegal var i middelalderen opdelt i mindre kongedømmer. Ved Senegalfloden i nord lå Tekrurriget, hvis tukulorbefolkning under påvirkning af almoraviderne i Nordafrika gik over til islam i 1100-t. Den østlige del af Senegal hørte under det magtfulde Ghanarige, derefter under Maliriget. Omkring år 1200 opstod Jolofriget i det vestlige Senegal. Riget, der var befolket af wolof, deltes i 1600-t. i fire kongedømmer: Bawol, Cayor, Waalo og Jolof. Islamiseringen tog især fart efter dannelsen i ca. 1770 af en teokratisk tukulorstat i Fouta Toro ved Senegalfloden.

Portugiserne var de første europæere i området. De handlede langs Senegal- og Gambiafloderne og oprettede i 1440'erne en handelsstation på Île de Gorée, hvorfra man i de følgende århundreder udskibede slaver som led i den transatlantiske slavehandel. I 1677 overgik øen efter en periode under hollænderne til Frankrig, som allerede i 1659 havde grundlagt handelsstationen Saint-Louis som støttepunkt ved Senegalflodens munding. På baggrund af handelen med slaver, guld og gummi arabicum udviklede Saint-Louis sig snart til områdets vigtigste by. Under Syvårskrigen 1756-63 erobrede briterne de franske besiddelser; indtil Wienerkongressen i 1815 anerkendte Frankrigs overherredømme, var området på skiftevis franske og britiske hænder.

Frankrigs forbud mod slaveri i 1848 ramte økonomien hårdt, og eksport af jordnødder blev nu den vigtigste indtægtskilde. Samtidig indledte Louis Faidherbe, guvernør fra 1854, den egentlige kolonisering af landet, bl.a. med henblik på at gøre det til centrum i det franske kolonirige i Vestafrika. Den stærkeste modstand mod franskmændene kom fra al-Hajj Umar, hvis Tukulorrige først blev endeligt nedkæmpet i 1890'erne. Franskmændene samarbejdede til gengæld med det muslimske broderskab Muridiyyah, hvis store politiske indflydelse hidrører fra denne tid; Muridiyyah er traditionelt tilknyttet wolofbefolkningen, der stod for hovedparten af jordnøddeproduktionen.

I 1895 blev Senegal officielt en fransk koloni, og guvernøren i hovedstaden Saint-Louis (senere i Dakar) blev samtidig generalguvernør i Fransk Vestafrika. For at knytte kolonien tæt til moderlandet førte man en bevidst assimilationspolitik og forsøgte at udbrede fransk sprog og kultur. Allerede under Faidherbe havde man opbygget skolevæsen og et senegalesisk militærkompagni, ligesom man havde påbegyndt anlæggelsen af jernbane- og telegraflinjer fra Dakar til Saint-Louis og til Bamako i det nuværende Mali.

Indbyggerne i de største byer fik stemmeret til det franske parlament i 1887, og i 1914 valgtes senegaleseren Blaise Diagne (1872-1934) som Fransk Vestafrikas første sorte repræsentant. I 1946 blev Fransk Vestafrika en del af Den Franske Union, og samme år indtrådte de to senegalesere Lamine Guèye og Léopold Senghor i det franske parlament, hvor det lykkedes dem at sikre fransk statsborgerskab for alle senegalesere. Efterkrigstiden var imidlertid præget af social og politisk uro samt af stadig stærkere krav om national uafhængighed. Senegal fik i 1958 delvis selvstændighed inden for rammerne af Det Franske Statssamfund. I juni 1960 fik landet som medlem af Maliføderationen, stiftet 1959, fuld selvstændighed; få måneder efter blev føderationen dog opløst, og republikken Senegal udråbt med Senghor som præsident. Han førte en moderat, socialistisk politik og bevarede både et tæt samarbejde med Frankrig og alliancen med de islamiske broderskaber. I begyndelsen delte Senghor magten med premierminister Mamadou Dia (1910-2009), men efter Dias kupforsøg i 1962 ændrede Senghor forfatningen og udvidede sine beføjelser; fra 1966 var Senghors parti, Union progressiste sénégalaise (UPS), det eneste tilladte.

Afhængigheden af jordnødde- og fosfateksport har præget Senegals økonomi siden uafhængigheden; faldende verdensmarkedspriser og en kraftig tørke i 1970'erne gav anledning til social og politisk uro, hvorfor Senghor i 1976 ændrede forfatningen igen og tillod et begrænset flerpartisystem. 31.12.1980 trak han sig tilbage og overdrog præsidentembedet til socialistpartiets leder, Abdou Diouf, som indførte et fuldt flerpartisystem.

Senegalesiske styrkers afværgelse af et kup i Gambia førte i 1982 til dannelsen af føderationen Senegambia, men pga. samarbejdsproblemer opløstes den atter i 1989. Perioden efter 1980 har været præget af manglende økonomisk vækst. Dermed er befolkningstilvæksten og den store vandring fra land til by blevet et voksende problem. Regeringens store besparelser på statens udgifter har ramt landbruget og uddannelses- og sundhedssektorerne hårdt. Dertil kom i 1994 en voldsom devaluering af CFA-francen, som betød, at prisen på nødvendige importvarer, fx olie, steg kraftigt. Sammen med problemerne i Casamanceregionen, hvor en separatistbevægelse har ført væbnet kamp siden slutningen af 1980'erne, har det betydet, at den folkelige utilfredshed med Dioufs politik er vokset. Ved parlamentsvalget i 1998 fik Dioufs parti med 50,2% af stemmerne sit hidtil dårligste valgresultat, men også oppositionens leder gennem mange år, Abdoulaye Wade, blev svækket.

Ved præsidentvalget i marts 2001 vandt Abdoulaye Wade over præsident Abdou Diouf; magtoverdragelsen foregik fredeligt og blev betegnet som en sejr for landets demokrati. I april 2001 vandt en koalition af partier under ledelse af Wade en stor sejr ved parlamentsvalget.

I 2004 indgik regeringen og Casamanceprovinsens oprørsbevægelse, MFDC, en aftale, som skulle bringe den væbnede kamp til ophør. Dele af MFDC har imidlertid fortsat uafhængigshedskampen, og det er kommet til væbnede kampe mellem forskellige fraktioner af MFDC.

Abdoulaye Wade sikrede sig ved valget i februar 2007 sin anden periode som præsident. Ved valget i 2012 tabte han imidlertid til Macky Sall, der tidligere har været premierminister under Wade.

Læs mere om Senegal.