Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nigeria - historie

Oprindelige forfattere JWO og Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Nigeria. Ved åbningen af den første parlamentssamling 3.10.1960 i det selvstændige Nigeria oplæste prinsesse Alexandra af Kent en erklæring fra dronning Elizabeth 2. I erklæringen stod bl.a., at den nigerianske regering skulle fremme stabiliteten i Afrika, tage vare på samarbejdet i Afrika samt fremme kulturelle og handelsmæssige forbindelser på tværs for derved at yde bidrag til højnelsen af levefoden i hele Afrika. En sådan lederrolle kom landet dog ikke til at indtage.

Nigeria. Ved åbningen af den første parlamentssamling 3.10.1960 i det selvstændige Nigeria oplæste prinsesse Alexandra af Kent en erklæring fra dronning Elizabeth 2. I erklæringen stod bl.a., at den nigerianske regering skulle fremme stabiliteten i Afrika, tage vare på samarbejdet i Afrika samt fremme kulturelle og handelsmæssige forbindelser på tværs for derved at yde bidrag til højnelsen af levefoden i hele Afrika. En sådan lederrolle kom landet dog ikke til at indtage.

For ca. 7000 år siden bosatte landbrugere, der muligvis var bantufolk, sig i Nigerias centrale højland. I dette område blomstrede Nok-kulturen ca. 500 f.Kr.-200 e.Kr. Nordafrikansk og islamisk indflydelse i det nordlige Nigeria dannede grundlag for de første statsdannelser, hvoraf de største i 1000-t. var Kanem-Bornu og hausastaterne. Rigerne nød godt af handelen gennem Sahara med bl.a. guld, læder, salt og slaver.

I begyndelsen af 1800-t. førte Usman dan Fodio fra det fulanidomineredeSokotokalifat hellig krig, jihad, mod hausastaterne, hvor der mange steder indførtes muslimsk administration. I SØ-Nigeria havde ibofolket haft held til at modstå invasionsforsøg fra nord og vest, og i SV havde yoruba i 900-t. etableret en stat i Ife, der blomstrede ca. 1000-1400.

I slutningen af 1400-t. ankom portugiserne til Nigerias kyst og indledte dermed den transatlantiske handel med slaver, og efter at briterne i 1600-t. var kommet til landet, spillede de fra 1700-t. en ledende rolle i slavehandelen. Storbritannien indledte koloniseringen af Nigeria i 1861 med at erklære Lagos og senere yorubastaterne for protektorater. Efter Berlinkonferencen 1884-85 erobrede briterne det sydlige Nigeria og 1901-06 det nordlige. I 1906 blev protektoraterne Lagos og Nigerkysten lagt sammen til et sydligt protektorat, og i 1914 blev det nordlige og sydlige protektorat forenet til Nigeria; Afrikas befolkningsmæssigt største koloni.

Annonce

Præsidenter
1963-66Benjamin Azikiwe
1966Aguiyi-Ironsi
1966-75Yakubu Gowon
1975-76Murtala Ramat Muhammad
1976-79Olusegun Obasanjo
1979-83Alhaji Shehu Shagari
1983-85Muhammad Buhari
1985-93Ibrahim Babangida
1993Ernest Shonekan
1993-98Sani Abacha
1998-99Abdulsalam Abubakar
1999-2007Olusegun Obasanjo
2007-10Umaru Yar'Adua
2010-15Goodluck Jonathan
2015-Muhammad Buhari

Efter 2. Verdenskrig voksede kravet om selvstændighed, og i 1947 udvidede briterne de såkaldte Native Authorities' myndighed og opdelte kolonien i tre regioner med egne regionalråd. I 1944 var Benjamin Azikiwe medstifter af det østnigerianske, ibodominerede National Council for Nigeria and the Cameroons (NCNC), og i 1950 dannedes den vestligt baserede Action Group (AG) med Obafemi Awolowo som leder; Abubakar Balewa var i 1951 medgrundlægger af Northern People's Congress (NPC).

Den politiske debat i Nigeria gjaldt de tre regioners styrke i forhold til en centralmagt; det tætbefolkede nord og det relativt velstående vest ønskede regionalt selvstyre, mens NCNC, der repræsenterede den forholdsvis fattige østlige region, ønskede en stærk centralmagt. Efter valget i 1959 dannede det største parti, NPC, koalitionsregering med NCNC. Koalitionen førte Nigeria frem til selvstændighed som konstitutionelt monarki i 1960; 1.10.1963 blev Nigeria omdannet til republik med Benjamin Azikiwe som præsident.

Trods en magtfuld position i den tredje verden blev Nigeria svækket af interne, forfatningsmæssige og regionale politiske problemer. Vestnigeria og partiet AG var således uden reel indflydelse, og NPC/NCNCs forsøg på at udnytte en splittelse i AG i 1962 samt dannelsen af en midtvestregion i 1963 destabiliserede den vestlige del af Nigeria og svækkede den føderale regerings troværdighed. Korruption, stigende fødevarepriser og social ulighed førte i 1964 og 1965 til uro og generalstrejker.

15.1.1966 tog militæret magten under ledelse af ibogeneralen Aguiyi-Ironsi (1924-66). Senere samme år blev han myrdet og erstattet af oberstløjtnant Yakubu Gowon, der stammede fra Nordnigeria. Iboerne i den østlige del af Nigeria afviste det nye styre, og i maj 1967 erklærede deres ledere området for selvstændigt under navnet Republikken Biafra. Efter en voldsom borgerkrig, Biafrakrigen, der varede til januar 1970, blev Biafra igen en del af Nigeria. Det antages, at ca. 1,5 mio. biafranere døde under krigen, især af sult.

Efter Biafrakrigen havde juntalederen Yakuba Gowon succes med sin nationale forsoningsproces, men hans økonomiske politik var en fiasko. Trods løfter om civilt styre erklærede Gowon i 1970, at militæret ville blive ved magten på ubestemt tid. I 1975 blev han styrtet ved et militærkup under Murtala Ramat Muhammads (1938-76) ledelse. Muhammad indledte et korstog mod korruption, og mere end 10.000 offentligt ansatte blev anklaget eller fyret. I 1976 blev Muhammad myrdet under et kup, hvor hans stedfortræder, generalløjtnant Olusegun Obasanjo, tog magten.

I 1979 blev der afholdt valg. Alhaji Shehu Shagari og hans parti National Party of Nigeria (NPN) fik et godt valg, og Shagari blev præsident; militæret trak sig fra magten. Korruptionen og den kaotiske økonomiske situation fortsatte, og faldet i oliepriserne i 1980'erne fik Nigerias økonomi til at kollapse. Samtidig voksede spændingerne i nord, hvor voldsomme uroligheder kostede mange menneskeliv.

Nytårsaften 1983 tog militæret atter magten. Generalmajor Muhamad Buhari blev ny militærleder, men hans autoritære styre hjalp ikke på landets situation, og i 1985 tog general Ibrahim Babangida magten. Under hans styre blev der med støtte af Den Internationale Valutafond gennemført flere strukturtilpasninger, som medførte sociale spændinger og omfattende uroligheder i 1989 samt et efterfølgende kupforsøg i 1990, der skærpede modsætningerne mellem det overvejende muslimske nord og det især kristne syd.

Håbet om en tilbagevenden til civilt styre blevet styrket ved parlamentsvalget i 1992, hvor dog kun to partier deltog. Valgets vinder blev Social Democratic Party (SPD) under ledelse af Mushood Abiola (1937-98). Præsidentvalget det følgende år havde Abiola som vinder, men regimet annullerede i juni valget, og i november overlod Babangida regeringsmagten til general Sani Abacha (1943-98), der satte Abiola i husarrest. Efter Abachas død indsatte regimet general Abdulsalam Abubakar (f. 1942) som nyt statsoverhoved. Kort efter døde Abiola i sin husarrest, hvilket medførte voldsomme uroligheder. I februar 1999 vandt Olusegun Obasanjo præsidentvalget, der var planlagt som sidste led i overgangen til civilt styre.

Overgangen til civilt styre i 1999 har ikke givet den stabilitet i landet, som man havde håbet på. De etniske og religiøse konflikter, som under militærdiktaturet blev undertrykt, har i stedet kunnet udfolde sig mere uhindret, og tusinder har mistet livet i blodige sammenstød rundt omkring i landet. Dertil kommer, at balancen i den traditionelle konflikt mellem det muslimske nord over for det overvejende kristne syd er skiftet, i og med at magten er gået fra militæret, hvor nordnigerianere, især hausaer, dominerer, til præsident Olusegun Obasanjo, der er kristen, yoruba og fra Sydnigeria.

I flere af staterne i Nordnigeria har man indført islamisk lovgivning. Det har fået mange kristne til at flygte, ligesom der flere gange har været stor international fokus på Nigeria i forbindelse med retssager, hvor kvinder ved islamiske domstole er blevet dødsdømt for utroskab e.l. Hidtil er dommene ikke ført ud i livet, men hvorvidt sådanne kontroversielle afgørelser i sidste instans vil blive underkendt ved de føderale domstole, er endnu uafklaret.

Obasanjo blev genvalgt i 2003, men under anklage om valgsvindel. Forsøget på at ændre forfatningen, således at Obasanjo kunne stille op til en tredje embedsperiodet blev imidlertid afvist af Senatet. Ved præsidentvalget i april 2007 sejrede Umaru Yar'Adua fra Obasanjos regerende People’s Democratic Party. Også i forbindelse med dette valg var der anklager om udbredt valgsvindel både fra oppositionen og fra internationale observatører.

Nigeria har i de senere år hævdet sin position som en af Afrikas absolut dominerende stater, bl.a. igennem sit engagement i den vestafrikanske samarbejdsorganistation ECOWAS og levering af fredsbevarende styrker i flere af regionens urohærgede lande. Inden for landets grænser er der fortsat hyppigt voldelige sammenstød mellem forskellige etniske, religiøse og politiske grupperinger. Således blev omkring 100 mennesker dræbt under kampe mellem ijaw og itsekeri i Delta State i 2003; i 2004 blev flere hundrede muslimer dræbt af kristne i Plateau State, hvilket udløst hævndrab på kristne i den overvejende muslimske Kano State. Flere gange har der desuden været sammenstød mellem militæret og militante oprørere eller kriminelle bander i olieområderne.

Samtidig er det imidlertid den længste periode med demokrati og civilt styre, Nigeria har haft siden uafhængigheden, ligesom landet oplever økonomisk fremgang, både pga. gældssanering og stigende oliepriser.

I 2010 døde Umaru Yar'Adua, og Goodluck Jonathan overtog embedet. Ved valget i 2011 vandt han embedet.

Den islamistiske militante gruppe Boko Haram, etableret i 2002, har siden 2009 stået bag flere voldelige episoder i landet især mod kristne. Flere tusinde er omkommet og hundredvis af unge piger er blevet bortført, hvoraf mange er blevet solgt som slaver. Regeringen blev kritiseret for inaktivitet, hvilket var medvirkende til, at Goodluck Jonathan overraskende tabte præsidentvalget i 2015 til Muhammad Buhari.

Læs mere om Nigeria.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Weise Olesen, Henrik Sebro: Nigeria - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131879